ACW 26: Torsdag – Appetizer med jazz, fuzz og gaffer-tape

Udsyret space rock, skæve jazztwists og eksperimenterende noisetakter fra Nordens Paris … nu kan Colossal endelig bare komme an!

Efter dagjobbet og en hurtig powernap kalder den traditionsrige festival endnu engang. En festival for musikalske fritænkere, der gerne vil udfordres i grundvoldene, og alene genreangivelsen doom-jazz / spiritual jazz i Colossal-programmet skriger da også derfor efter vores opmærksomhed, da Nausia åbner Basement-scenen.

Vi snakker et ungt foretagende på den danske scene, der fører os blidt ind fra start med synkrone parløb mellem de to saxofonister, mens guitaristen kradser i filten med let kontrolleret feedback. Jazz-delen er åbenlys, men også noget post-rocket dagdrømmeri væves ind i lydbilledet med clean fingerspil. Doom-delen er åbenlyst ikke noget, man skal tage så bogstaveligt, vel snarere som udtryk for den del af deres udtryk, hvor de smider lidt kant ind i jazzmaskineriet, uden for genrens vante rammer, og det er så her, at de passer perfekt ind i Colossal-lineuppet.



Lidt søvnigt fra start, men efterhånden som de finder sig til rette trods flere kommentarer om at være noget á la det mindst metalliske indslag på dette program, må jeg tage mig i at falde helt ind i deres legesygt drømmende eskapader. Som da de skævt tudende saxofoner en halv time inde kører henover en kraut-tåget puls, hvor jeg føler mig hensat til bagsædet af en taxi på vej igennem New Yorks natteliv, eller da bassisten trækker violinbuen frem som sit uventede, indladende greb i værktøjskassen.
Nausia var ikke den oplagte start på koncertdagen – men det udviklede sig nu alligevel til en lækkert bevægende affære, jeg sagtens kunne se mig selv til igen, hvis lejligheden bød sig.

Ideal Bar er ikke i spil på førstedagen, og der er derfor en helt naturlig rytme i programmet. Hver anden time har du valget mellem shows i Basement og Lille VEGA, og de mellemliggende timer får bookingerne på Store VEGA så intet modspil. 
Det kommer til Svalbards fordel – et britisk foretagende, der henover de sidste 15 år har sondret sin egen hybrid af post-metallens støjende skær og blackgazens drømmende ditto. Nogle vil givetvis kalde det indbegrebet af A Colossal Weekend, med deres fremstormende tremololicks og hidsige skrig fra begge sangere, men ud over en trommeslager, der virkelig har næse for de små detaljer og får deres dynamik bedre i bevægelse, bliver det hurtigt en meget triviel affære.



Variation er bestemt ikke deres force, og hvor Nausia forstod konstant at holde os pirret, så virker Svalbard bare meget post-stereotype og forglemmelige, uden jeg kan høre skyggen af forskel på, når de spiller deres tidlige materiale og deres helt nye. Serena Cherry i front snakker om ikke at opgive sine drømme, men bandets drømme synger faktisk på sidste vers her på deres afskedstour, og udefra set gør det måske heller ikke så meget.

Efter en halv times tid suser vi ud og mødes med det fremmødte godtfolk udenfor, der tydeligvis er kommet lidt til samme konklusion. I det mindste er der spændende ting forude, og her er Heathe usvigeligt blandt de mere eksperimenterende af slagsen. Et band, jeg indtil videre kun har set tilbage i 2023 på Stairway, og som fortsat står knivskarpt i hukommelsen som et band, der virkelig havde publikum i deres magt med deres hæsblæsende og meget originale noise rock.



Således også i dag – Martin Jensen skriger ceremonien i gang, ganske som på sidste års ‘Control Your Soul’s Desire for Freedom’, og så bygges lagene ellers på én for én. Pulserende bas. Kraut-hypnotiske repetitioner. Hjemmegjort percussion samlet med gaffer-tape, for sidenhen at blive skilt fra selvsamme tape for nye klange. Heathe bygger gradvist op og bryder ned med musikalske byggeblokke, som et kollektiv af gale videnskabsmænd, der går kompromisløst deres egne veje, uden en finger at sætte på noget. 



På flere måder minder det mig lidt om det tidlige Einstürzende Neubauten, hvor det traditionelle rockformat også blev erstattet med noget radikalt anderledes, frigjort og levende, for Heathe er vitterligt ikke som andre bands herhjemme – og hold da kæft, hvor må vi give os hen, som hele gulvet vugger med, når de for alvor slipper tøjlerne løs. “FULDSTÆNDIG VANVITTIGT!”, lyder det højlydt fra forreste række efter de første tre numre – og ja, så enkelt kan det faktisk siges!
Nogen gange skal man høre en plade fremført live, før den for alvor går under huden. Efter denne koncert at dømme, så er det i hvert fald en fejl, at jeg ikke har lyttet mere op på ‘Control Your Soul’s Desire for Freedom’ trods min kollegas stærke anbefaling – sådan kan man altid blive klogere!

Det er sjældent, at jeg ligefrem har behov for at lande efter en koncert, men efter sådan en omgang må jeg lige grounde mig lidt, førend Slift påkalder sig min opmærksomhed. Egentlig spillede de også på Roadburn for et par uger siden, men de vanlige overlap sendte mig dengang i andre retninger. I dag er der ingen undskyldninger.



Vi snakker en fransk trio, der på deres udknaldede backdrop bestemt ikke efterlader nogen tvivl om, hvad vi har med at gøre. Syre og space rock står i høj kurs, men faktisk overraskende catchy på sin egen punchy måde, hvor især Jean Fossat (guitar, vokal) får foldet sig ud som en anden Matt Bellamy (Muse), når han gang på gang veksler mellem guitaren og de atmosfæriske synths. En ulmende slow burner har de også, der holdes dybt nede i det underspillede gear, indtil det massive fuzz-riff slår ind tre minutter inde, forløser og sender os langt ud ad space rockens dimensioner. Og det er da også her, de har deres force, som den powertrio de er, der forstår at spille hinanden op uden at bryde meget med den fuzztunge guitarlyd og det udsyrede drive, man naturligt forventer med de videoprojektioner de har i ryggen.
Slift trækker ikke nogen store overskrifter, men er bare tændte og forbandet ferme til de, de gør – og så kræver vi trods alt heller ikke mere.



Imens mine kolleger søger den vilde hardcore med Selma Bahner og resten af Feral Nature på Lille VEGA, lader jeg mig købe ind på doom- og kendis-faktoren, hvor OMO i Basement bl.a. inkluderer medlemmer fra The Twilight Sad og Mogwai, uden at have hørt en tone forinden. Efter Scott Walkers fantastiske ‘Copenhagen’ har ringet ud, bliver scenen indtaget af en mand i bar overkrop, åben sømandsskjorte og dertilhørende kasket, der går rundt og velsigner alle os på de forreste rækker med en håndspålægning på panden, førend det mere neutralt klædte band bag ham endelig slæber sig afsted i deres tungt doomede gear. Der er en cool “Fuck, at det ikke er kønt!”-attitude over frontmanden, ikke ulig Turbonegros Hank Von Helvete, hvor han tydeligvis omfavner chokvaluen, og det har bestemt sin charme.

Det har musikken så til gengæld ikke. Mest af alt smager det som en uinspireret og komplet udvandet udgave af Cathedral med samlebånds-riffs og sange, der går helt i eet med hinanden, uden noget som helst bonner ud. OMO lever tydeligvis højt på at have en frontmand, der lige går linen længere i forhold til, hvordan han udstiller sig selv, og da først det står klart, hvor lidt andet der er at komme efter her, kan det kun gå for langsomt med at komme videre. En eklatant spild af tid.



I det mindste er selskabet skønt, og mange folk er sprunget til henad aftenen, hvor King Buffalo usvigeligt er torsdagens største tilløbsstykke. Ikke ulig Slift er vi ude i det space rockede trioformat, dog mindre direkte og mere tilbagelænet i gearet. Sådan en koncert, du i bedste fald bare giver dig hen til, svajende og vuggende uden de store modhager. I værste fald står og småpiller dig lidt i navlen, fordi der ikke sker så meget, hverken på bagklædet eller scenegulvet. Det falder i hvert fald ud til deres fordel, at de spiller i bedste sendetid, og selvom der da er enkelte gange, hvor et bastant beton-riff slår tungt ind, eller hvor guitaristen sætter sig og supplerer den seksstrengede med en svulstig fodbas som ekstra lag på deres space-eskapader, så er det alligevel for lidt til rigtig at sælge varen.

Mange andre kommer til samme konklusion, og det er derfor også en meget affolket Basement, der står tilbage, da Lysbaerer efterfølgende runder torsdagsprogrammet af ved midnatstid. Måske dagjobbet kalder for nogen i morgen, men den bekymring har jeg nu ikke og tager de sidste toner med for i aften, når nu lejligheden byder sig. 
Ikke, at deres post-black gør meget mere væsen af sig i dag end til deres releaseshow samme sted – jeg får nok i virkeligheden snarere bekræftet, at jeg ikke rigtig er målgruppen. Der skal lidt mere til end deres lange, vævende post-black skæringer, og jeg savner ligesom en retning i det hele, men trætheden hjælper nu nok heller ikke på det … 

Alt i alt en blød opstart på årets Colossal-strabadser med Heathe som det absolutte højdepunkt, Slift som det tungt syrede indspark og Nausia som det skævt jazzede twist fra undergrunden … mon ikke der er lidt mere saft og kraft at komme efter i morgen!