"Nu skal I ned og skuffes"

Torsdag på A Colossal Weekend var til tider totalt prangende. Vanvittigt godt startskud for Danmarks måske bedste festival. 

Jeg havde gået og glædet mig til torsdagen på Colossal Weekend i lang tid. Både fordi Dying Hydra og Kollapse, to danske bands der optræder i min årsliste, skulle spille, men særligt fordi nok et af mine absolutte yndlings bands, Yob, var dagens hovednavn. Det var dog ret sent at jeg fandt ud af at Colossal Weekend ikke bare er en metal-festival, men at det bærende koncept er med “post” som fortegn. Så dagene op til gik jeg da og spekulerede lidt på, hvordan en post-rock festival ser ud? Hvordan pynter man op til sådan en? Ville der være en workshop ved navn “Kampen med dit eget indre” i stedet for “Smadreland” og serverer de “utilpasset men forhåbentlig tilstrækkelig gris” i stedet for “FUCKING SPRØDT SVIN”?  

Nej der var ikke noget pjat – og det var nok meget godt. Både i Lille Vega, Ideal Bar og Basement var musikken det eneste i sigtet, hvilket vel et eller andet sted er kendetegnende for postet musik. Ingen gimmicks. 

Efter en øl ved Enghave plads med Offernat, fik vi ordnet armbånd og garderobe hvorefter vi straks gik ned til Basement for at høre Kollapse. Fremmødet var allerede stærkt og folk var klar. Man skulle lige vænne sig til den spøjse og metalliske akustik i det meget rå lokale, og bandet skulle lige spilles varme. Men når først øregangene og bandet blev varmet op, blev deres sjæleudkrængende, dystre og proggede hardcore også vækket til live. 

Trods arrangørernes første udkast til tidsplanen, lå Kollapse og Tvivler heldigvis ikke oven i hinanden, som jeg ellers havde frygtet. Inde på den noget mere hyggelige og cafe-agtige Ideal Bar havde Tvivler stillet op med trommeslager i front, bas og guitar i siderne og vokalen bagerst. Med deres dygtige trommeslager og min manglende viden om dansk litteratur, associerede jeg først Tvivler med en slags kælderversion af Tool. Brikkerne faldt dog på mere plads, da jeg fik forklaret at det er en tradition Michael Strunge startede som punker-vokalist i 80’erne. Jeg er ikke den store hardcore/punk fan og derfor sagde Tvivler mig ikke det store. Andre på redaktionen er dog ret begejstrede for dem og derfor skulle de jo opleves. De havde til gengæld nogle fede grooves og stikkende tekster og dertil mente Tvivler fandme hvad de spillede, derfor var det nu svært ikke at sætte pris på dem.

Første akt på hovedscenen i Lille Vega var franske Bruit<, som skulle vise sig at blive dagens helt store overraskelse. Med cello, violin, bas, guitar og en vanvittigt talentfuld trommeslager fik de hårene til at rejse sig. Det var smukt og super intenst. slå “fantastisk” op i en synonymordbog, og du vil få en langt bedre beskrivelse af dem, end jeg vil kunne give. Det var også tydeligt at mærke på publikum, da bandet fik en velfortjent kæmpe klapsalve. Både efter egne samtaler og at have lagt øre til andres, var det også tydeligt at Bruit< havde gjort indtryk på festivalgængerne. 

Efter sådan en vild koncert, blev det tid til en pause. Det gik desværre ud over Psychonaut og Kadavermarch, som spillede samtidig. Hjemmefra, havde jeg ikke helt kunne blive enig med mig selv, om hvem jeg helst ville se, så tiden tog beslutningen for mig. Pausen gik med at nyde en øl og en 3-4 cigaretter for meget over en sludder med nogle af gutterne fra Offernat, ude i gården ved Basement. 

Derefter gik jeg op til hovedscenen for at tjekke Spirit Adrift ud. Jeg havde hørt lidt hjemmefra og var ikke just imponeret, og det ændrede sig ikke meget af koncerten. De var nu dygtige nok, men den stadionorienterede Black Album-agtige heavy rock er hørt før og så føltes det malplaceret. Jeg skulle også beslutte mig for, om jeg ville se Bug Chaser eller Mouth Wound Bagefter. Så mens jeg overvejede det, gik turen fra Lille Vega og ned i Pasha Kebab, efter en durum, med noget meget elementært fyld – der nu alligevel gav mere at tygge på end Spirit Adrift kunne.   

I sidste ende faldt valget på Mouth Wound. Indstillingen fra start var at jeg nok ikke skulle blive så længe, da jeg gerne ville have en god plads til Yob, men jeg blev hængende alligevel. Det misantropiske og skærende horror-soundscape var dragende og trak en tættere og tættere på. Det var nærmest en masochistisk oplevelse, så det var med en ambivalent fornemmelse at jeg måtte smutte ti minutter før, for at få en god plads til aftenens hovedakt. 

Jeg fik en plads næsten lige foran Mike Scheidts pedalboard og guitarforstærker, hvor tiden op til koncerten, gik med at stå og nørde ud, over alt det mega fede grej. Til selve koncerten fik jeg ikke skrevet andre noter end “HOLD DA KÆFT!!”. Totaloplevelsen kan du læse her. 

Aftenens sidste koncert skulle Dying Hydra stå for. Yob spillede dog over tid, så Dying Hydra stod i gården, udenfor Basement og ventede, så folk kunne få en chance for at dukke op. Gutterne fra Offernat og jeg måtte jo lige fortælle dem at Yob havde været åndsvagt fedt, hvortil de nikkede genkendende og svarede med et smil på læben “Ja, nu skal I ned og skuffes.” 

Ligesom Yob, har Dying Hydra virkelig godt styr på det med lyd, og med en så god plade som ‘Of Lowly Origins’ at fremføre, blev det bestemt ingen skuffelse og så lød det skidegodt som det plejer. Derudover klædte den rungende og metalliske akustik i Basement bandet godt, da den tilførte noget nyt til deres kolossale lyd. 

På førstedagen, var der lagt an til en alsidig og ikke mindst interessant festival. Alle navne leverede stærke præstationer og stemningen var god. Ud fra programmet, skulle de kommende dage nok blive mindst lige så intense. Arrangørerne har helt sikkert opvejet de tre spillesteders styrker og svagheder og ud fra det lagt programmet, hvilket øgede torsdagens overordnede niveau rigtig meget. Der var intet gøgl, kun musik af en kvalitet der sagtens kunne stå alene, modsat visse andre festivaler.