Punk-singalong på Horrorhotellet

Misfits står fortsat lige stærkt 40 år derpå, og det gjorde ni danske bands en ære ud af at bevise med hver sit take på favoritterne fra New Jersey-punkernes sangskat.

Man må give Rune Alexandersen, at han er en dedikeret ildsjæl som aftenens arrangør. En fyr, hvis hjerte tydeligvis bløder for Misfits, og som derfor har brugt de sidste par år på at få stablet en compilation på benene med danske navne, som alle vil bidrage til at hylde den musikalske arv fra Glenn Danzigs tidlige punkband. 

Således står vi nu her på BETA et par år senere med pladen ’All Hell Breaks Loose – A Tribute to the Misfits’, og som i aften altså bliver behørigt hyldet med størstedelen af de navne, der bidrog til pladen. Det lyder måske absurd at give nogen som helst blot syv minutters scenetid, men det er altså præmissen i aften – og kender man sit Misfits ved man da også, at der med lidt god vilje snildt kan klemmes en lille håndfuld sange ind på den spilletid, hvis det er det, man vil.

Ved ankomst viser Danmark sig endnu engang at være noget mindre, end man lige aner. En gammel bandmakker, som jeg introducerede ’Where Eagles Dare’ for, da vi spillede den i vores gamle teenage-punkband, havde åbenbart siden hen introduceret Alexandersen for Misfits – og således hænger alt sammen i et eller andet større, gensidigt inspirations-puslespil. Alt sammen under denne hyldest til et orkester, hvis historie unægtelig er en rodet og, i det mindste med Danzig i front, kortlivet affære. Albums, der først udkom mange år efter opløsningen. Turnéer, der sejlede. En underligt afbrudt UK-tour, inkl. en kort tur i spjældet, som lagde inspiration til teksten til ’London Dungeon’.
Alt det til trods, så ramte deres særlige fascination for horror B-film og energiske, catchy punk-refræner en helt særlig ånd, som gav dem et stærkt eftermæle i årene efter deres opløsning i 1983.

Ganske vist har de siden hen genoplivet navnet med andre besætninger, og i de senere år også spillet enkelte shows i USA med Danzig, men ingen tvivl om, at det er perioden fra 1977-83 der har gjort dem til det allemandseje, de er i dag for punkkulturen – og det er således også den periode hyldesten tager udgangspunkt i.


Rune Alexandersen

Det reelt forfriskende i dag er dog at se, hvordan klassikerne lyder, filtreret gennem line-uppets vidt forskellige profiler. Først med Lost Loves, der som de eneste forvansker deres fortolkning i så høj grad, at jeg ikke genkender deres indie-dansable take på ’Hybrid Moments’ – og i øvrigt hatten af for at turde bryde formerne så meget op. Archangel griber det mere loyalt og makabert an med blodige overkroppe og Søren Crawack i front med den klassiske skull-sminke, mens de fræser sig igennem den fremragende ’Horror Hotel’ og et par af deres egne skæringer fra sidste års ’Total Dark Sublime’. 

Det viser sig at blive lidt af et gennemgående mønster aftenen igennem. Alle spiller lige det ene nummer de har suppleret med til skiven, suppleret med et par af deres egne. En opskrift, som har sine fordele og ulemper. Alle har meget kort tid til at nå at overbevise de uindviede, og ofte tager omstillingerne mellem kunstnerne længere tid end koncerterne i sig selv. Og, måske vigtigst af alt, bliver de helt stærke øjeblikke så korte, at det ikke bliver den helt store Misfits-fest vi nok har håbet på.

Archangel

Omvendt er det et helt igennem solidt spektrum af navne, der har valgt at tage del i denne passionerede hyldest-aften – og så kan man jo blot se det halvandet minuts fællesskrål her og der som en stærk bonus, når den indtræffer. BIG MESS rammer fx plet med deres slacker-punk og den fascinerende skæve vokal fra Michael Bojesen, der resulterer i et charmerende take på ’I Turned Into a Martian’, efterfulgt af den tilsvarende energiske ’Walk All Over Me’ fra sidste års ’Cleaning Up With’. Bedst er dog hele den anden blok af Kold Front, Motorsav og St. Digue. Førstnævnte med new wavet mørke og glissando-guitar i en fremragende udgave af Misfits' allerførste single ’Cough/Cool’, som en illusion om hvordan de havde udviklet sig, havde de gået samme vej som The Cure. Duoen skifter over til keys og bas i Motorsav, hvor Alexandersen så selv kan indtage scenen i front til deep cuttet ’Violent World’, mens Kasper Deichmann efterfølgende kan skifte rolle fra guitarist til frontfigur i St. Digue, der endnu engang lykkes med at få hele gulvet i omdrejninger. 

”Jeg har hørt, at I godt kan lide Misfits og sådan noget – det kan jeg kraftedme også!” – og så får vi ellers ’Hatebreeders’ med fællesskrål til den store guldmedalje!



Det nytter ikke meget at dømme nogen alene på syv minutters spilletid, og derfor skal dette da også snarere ses som et sammensurium af stemningsbilleder fra en aften med mange højdepunkter – og et par tilsvarende forglemmelige af slagsen.
Mest overraskende er dog det for undertegnede helt ukendte, nye foretagende Imperial Shark, der supplerer med et mere Gutter Island-venligt take på aftenen, beskidt og afsindigt forvrænget, hvor bl.a. deres egen ’Carbs’ varmer os forrygende op til det klassiske ”I ain’t no goddamn son of a bitch!”-omkvæd i en skraldende overgearet udgave af ’Where Eagles Dare’.

På den måde fungerer All Hell Breaks Loose lige så meget, hvis ikke mere, som en introduktion til flere spændende, nye kunstnere med hjertet helt på det rette sted, end som det kollektive Misfits-nostalgibrag, de fleste af os nok har bygget op til.
Og det gør egentlig heller ikke spor – tværtimod illustrerer det blot, hvordan Misfits i sin tid skabte noget særligt, der stadig inspirerer en bred vifte af danske kunstnere på tværs af punkens, indie poppens, vampyrdiscoens og new wave-gothernes bagland her i 2024. Det kan Danzig, Jerry Only og Doyle nu godt være stolte af – og med alt det arbejde aftenens arrangør har lagt for dagen, så kan han bestemt også tage stolt hjem fra Djævleøen.