Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

AMF '19: Lørdag - endnu en succeshistorie

Populær
Updated
Cattle-Decapitation-01-55-1573390205

Cattle Decapitation, Bloodbath, Der Weg Einer Freiheit og danske Katla levede op til forventningerne på Aalborg Metal Festival og gav lørdagens klart bedste koncerter.

Dato
09-11-2019
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Som sædvanlig trækker fredagen ud, efterfesten på RockCaféen og Vesterbro Rockbar har sat sine tydelige spor, to dages festival sidder i ben, nakke og lænd og alligevel er der en lørdag, der skal gennemføres. Danske Emberray og lokale Emesis havde fornøjelsen af at vække publikum, og begge spillede alligevel for et ganske respektabelt publikum, så de fik både øvet sig og publikum fik oplevet noget undergrund før de mere etablerede navne tog over.

For det skete allerede midt om eftermiddagen, da årets vindere af Wacken Metal Battle gik på scenen. Københavnske Katla svingede kompetent taktstokken indenfor doom-genren, og trioen gav dagens første flotte koncert. Den koncert anmelder vi særskilt, som en af de i alt seks bands fra lørdagen, vi anmelder.

Den koncert blev fulgt op af britiske Osiah, der spiller det, de selv kalder brutal deathcore. Tonstunge breakdowns og en vred vokal gjorde briterne et hektisk bekendtskab. De havde også styr på koreografien internt i bandet, så det var en totaloplevelse at se og høre Osiah. Måske ikke verdens mest kendte navn i Danmark, men efterfølgende fik flere af musikerne rosende ord med på vejen af publikum, der havde nydt koncerten.

Lidt mere kendte var de sidste fem navne på den lange lørdag. Danske Thorium og Horned Almighty havde hver deres genre, som de tog livtag med. Dødsmetal og black metal. Derefter var det amerikanske Cattle Decapitation, der gav et brag af en koncert på Studenterhuset i Aalborg. Sluttelig gjorde tyske Der Weg Einer Freiheit os klogere på, hvordan moderne black metal kommer til at lyde i fremtiden og Bloodbath gav en ganske udmærket koncert til at runde festivalen af.

For 17. år i træk har vi dækket festivalen og mens meget er, som det plejer, så er der rigtig meget, der har ændret sig gennem tiden. I 2019 var der mange nye navne, der ikke havde været forbi festivalen før, og det var absolut med til at gøre det spændende. 

Noget af det der var, som det plejer, var selvfølgelig baren i lobbyen, baren bagerst i salen og pølserne ude foran. Og publikum. De kender også rumlen og ved præcis, hvordan de skal gebærde sig. Vi talte kort med arrangørerne, og de har kun en enkelt gang i festivalens nu 18 år lange historie haft et tilfælde hvor de professionelle vagter, som hyres ind til sikkerhed, har måtte tage en tilskuer med ud fra salen i et fast greb. Ellers har det forløbet uden drama og således også i 2019. Alt gik som smurt. Det kan alt sammen tilskrives publikum og arrangører, der hvert år sikrer, at Aalborg Metal Festival afvikles præcist, sikkert og yderst behageligt for alle parter. Da vi skulle interviewe Der Weg Einer Freiheit hørte vi flere bandmedlemmer og tour-managere fra forskellige orkestre rose forholdene på Studenterhuset, så det er nok ikke helt tilfældigt at de, trods størrelsen, stadig kan hive relativt store navne til Aalborg.

Vi ses i hvert fald i 2020!

Læs vores anmeldelse af Katla her
Læs vores anmeldelse af Thorium her
Læs vores anmeldelse af Horned Almighty her
Læs vores anmeldelse af Cattle Decapitation her
Læs vores anmeldelse af Der Weg Einer Freiheit her
Læs vores anmeldelse af Bloodbath her