Copenhell 2016: Lørdag

Fra forrygende danske bands med blod på tanden over en kongeafslutning med Black Sabbaths sidste koncert i Danmark til en sidste dosis metal midt om natten med Abbaths Mötorhead-jamband. Copenhell sluttede med en ganske perfekt lørdag.

”Min pik den er så lang som Brøndby strand / og folk går rundt på grådens rand / af ren misundelighed.”

Da Red Warszawa sidste år lukkede Copenhell med et brag af en fest, blev de angiveligt hyret til at gentage tjansen lige efter koncerten med Black Sabbath.

Det giver mening. Copenhell er ligeså folkelig en fest, som det er en begivenhed med seriøse black metal-navne som Marduk og Watain, der næppe stiller sig op i en kokos-bh og synger om deres lange pik, som Red Warszava gjorde og skreg ud i natten på festivalens sidste dag.

Det var en fest. Nogle hader det sikkert uanset hvad. Andre tager det med et smil afhængig af humør – og formodentlig nok også indtag af alkohol. Undertegnende hører til de sidstnævnte. Der er tider, hvor selv den mindste dosis danske metalviser fra Hævi Henning og Lækre Jens virker ligeså indbydende som at bunde en flaske portvin mandag morgen. Der er intet galt i udgangspunktet.Tidspunktet og smagen er bare ikke til det.

Lørdag nat er en anden snak. For i godt humør med en portion stegt flæsk i favnen fra boden ved siden af Hades-scenen gav det munter mening at nok engang høre den elskværdige Hævi Henning synge om sin tissemand i teksten til ’Brøndby Strand’, hvor denne skribent i øvrigt kommer fra.

Men nu var det gode humør faktisk hverken, fordi teksten virkede genkendelig, eller fordi Red Warszawa underholdt i stor stil med alle klassikerne. Nej, årsagen var naturligvis, at det var lige efter Black Sabbaths magiske farvel på dansk jord.

Jeg var ikke engang født, da Black Sabbath gav deres sidste koncert i Danmark i 1977, eller da Ozzy to år efter var fortid i det britiske navn. Men det var jeg – og allerede stor fan igennem en håndfuld år – da de blev genforenet i 1997, og siden da har jeg oplevet alle deres danske koncerter.

Fra Roskilde Festival i 1998 og samme sted i 2005 over Forum i 2013 og nu for en sidste gang her på Copenhell. Musikalsk var denne afslutning muligvis ikke bedre end de tre foregående og forrygende koncerter.

Men den var særlig. Man fornemmede det blandt de mange gæster samlet til det sidste farvel, og man fornemmede det også fra scenen, hvor musikken –  uanset om den var hørt bedre med dem eller ej – stadig kom så benhårdt, at de færreste andre kan være med. Det var stort. Så stort, at alt andet havde virket fladt at opleve bagefter – og ikke mindst en utaknemmelig og umulig tjans for ethvert band.

Undtagen Red Warszawa. Selvfølgelig kunne de bære at gå på scenen lige efter, metallens største legender havde taget afsked med Danmark. Godt planlagt.

Og fra de halvgamle drenge i Red Warszawa startede dagen med frisk blod fra den hjemlige scene. Det er gået stærkt for I’ll Be Damned. Da Copenhell vanen tro holdt den årlige When Copenhell Freezes Over i Vega i begyndelsen af året, modtog bandet de udenlandske branchefolks mest entydige gunst, der årligt inviteres fra pladeselskaber og medier med mere.

Sidste år var det Night Fever, der imponerede de udenlandske gæster i Vega og fem måneder senere stod på Copenhell. Fra Københavnsk punk til aarhusiansk hard rock – om man er til ene eller andet – så er det svært at påstå, at de ikke begge har pondus på scenen.

Som DR’s gamle filmanmelder, Ole ”Bogart” Michelsen altid sagde, så skal film opleves i biografen. Sådan er det nemlig med kunst. Film blev ikke skabt til fremtidens tv alene i stuen, og musik kom ikke til verden som noget, der skulle ned på plade eller i fremtiden være en digital fil. At de muligheder kom, er blot bonus for kunsten, der er skabt til at ramme menneskers sanser i fællesskab – og hvad skulle egentlig slå systemet hårdere end rock og heavy metal i alle afskygninger?

Og for de flestes vedkommende på en festival nok også oplevet med en hjerne stimuleret af alkohol, der på godt og ondt gør sit. Oplevelsen og dømmekraften af den kommer heller aldrig blot af modtagelsen af musikken. Det er subjektivt og forstået ud fra forventninger, fordomme og alle mulige forhold – I kender det.

Fra dem, der eksempelvis har set Black Sabbath mange gange og keder sig –  til bands selv på scenen, der også spiller ud fra en række parametre og måske også har spillet samme sætliste tusinde gange før.

Friskheden kan gøre stor forskel. Og den var netop til stede hos de nyere danske bands på festivalen, som især fyldte programmet om lørdagen. For undertegnende er det ikke musik, der trækker det længste strå blandt den kostbare tid i ørerne. Men al respekt for at ville det, når man får chancen.

I’ll Be Damned greb den, Grusom gjorde det samme, ikke mindst forrygende Bersærk senere på aftenen, og som et af de få danske bands, der har fået muligheden hele tre gange på festivalens syv leveår, så tog Helhorse skridtet videre med opgraderingen på Hades og sendte publikum rundt i cirkler, så sveden drev endnu mere ned ad kroppen på deltagerne, end det solen i forvejen havde fremkaldt af sivende kropsvæske.

Det er sgu fedt at se. For giv den da gas, før det hele sikkert er forbi og forbliver fortid. For sådan går det statistisk set før eller siden, når de fleste store gennembrud udebliver, og følelsen af det fede forsvinder i takt med familie, og andet forpligter. Danske som udenlandske.

Fra fortiden findes der også dem, der ikke helt er forsvundet alligevel. Viser det sig. Få – vel cirka kun booker og band – havde forudset, at Clawfinger ville stå på Copenhell. Den svenske fattigmandsudgave, eller en krydsning af, Body Count og Faith No More fik da publikum med sig. Og de gav den da også alt med både stagedive og det hele, så frontmant Zak Tell helt havde tabt pusten til sidst.

Men modsat Body Count, der stod på samme scene sidste år og overraskende var vendt tilbage med den benhårde ’Manslaughter’, så forblev Clawfinger en anakronisme fra fordums tid i 90’erne. Fedt nok, men egentlig også total overflødigt, med mindre man manglede at krydse svenskerne af på oplevelseslisten, som de fleste vel sikkert nok også gjorde. Den funktion havde Clawfinger så i det mindste.

Apropos anakronisme, så definerer ordbogen begrebet på følgende måde: ”noget eller nogen som tilhører eller er præget af en anden tid end omgivelserne –  især noget man synes virker forældet.”

Her kommer man uundgåeligt til at tænke på Rival Sons, der stod på hovedscenen før Black Sabbath. Af den årsag havde festivalen næppe valget at frasortere dem, idet de er support for de britiske ikoner på deres farvelturné. Ærgerligt valg. ”Rockrøveri af værste skuffe”, som en kyndig skribent fra et andet metalmedie kaldte dem. Retrorock er in. Men det vil med tiden – og nok ikke om mange år – hurtig være yt. For jovist, Rival Sons fyrer den af, men fortiden i en billig, omend velspillet kopi, er ikke fremtiden. Det vil altid blot være fyld i nutiden.

Ligesom Havok heller ikke fører thrash-fanen videre. De fører den fedt nok højt, men ikke frem, og især ikke i øjnene på kollegaskribent Østergaards med de hårde ord, der følger med i anmeldelsen.

Så er der mere stil over svenske Bombus’ hårde metal, men ikke så fedt som landsmændenes musik tidligere på dagen i Tribulation. Sidste år kårende vi ’The Children of the Night’ som en af 2015’s bedste plader. Flere toneangivende medier i resten af verden var enige. Tribulation vil noget andet. Fremstår som noget andet. Fik bare den forkerte tid på dagen foran for få mennesker. Men trods alt foran flere, end da de sidst var her i Ungdomshuset. De får flere forsøg i fremtiden herhjemme for at vise de danskjävlar, hvad de er lavet af. Selvfølgelig gør de det. Så grib den!

Og så var der Shinedown. Vi kan ikke forbigå dem. Men vi kan da anbefale fremover at undgå dem.

Fra miserabelt metalcore til monster, så bød den tidlige aften på årets mest ekstreme navne i selskab med Decapitated og Dark Funeral. Fint nok, men uden tvivl også de fattige versioner af landsmændene i Behemoth og Marduk.

Fra Black Sabbaths historiske sidste koncert og forbi Red Warszawas tekster om lange tissemænd og analfabeter stod en af fredagens sidste også om natten om lørdagen og festivalens allersidste.

Uforligelige Abbath spillede allerede tidligere i år med Bömbers på Heavy Agger Metal Festival og på sidste års Metal Magic Festival. Og hvorfor ikke også hyre ham med hans Mötorhead-jamband, når nu han alligevel var her med sit soloband? Og hvor er den mand sin egen: forrykt og fordrukken og fantastisk overlegen. Det sidste tillader ham at være både det første og det andet.

Han er og lever ikke bare som black metallens svar på Lemmy, han er simpelthen mere Lemmy, end Lemmy selv var på scenen i de sidste mange år at sit liv. ’Over the Top’, ’Ace of Spades’ og ’Overkill’ og fucking ’Orgasmatron’ – vi fik alle klassikerne igennem 45 minutter. Forrygende fremført, men symptomatisk for især den mindste scene Pandæmonium var lyden ikke god og blev forkludret af for ringe en lydmand.

Fra norske Motörhead sluttede festivalen i biergarten med happy hour på fadøl til halv pris imellem klokken tre og til lukketid klokke fire. Og derfra får I ingen ord om de dansende mennesker på ethvert bord – og de snorkende over og under dem. Hvad der sker i teltet, bliver i teltet!

Læs alle lørdagens anmeldelser her:

Black Sabbath
Tribulation
Red Warszawa
Dark Funeral
Decapitated
Bersærk
Rival Sons
Shinedown
Havok
Clawfinger
Helhorse
Bombus
Grusom
I’ll Be Damned