Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Tobakken tilbage på toppen

Updated
shopped1200_72A4481
Inquisitor1200_72A4218
Toxameia1200_72A4154
Bloodphemy1200_72A4014
Thorium1200-2_72A3913
Chronicle1200_72A3775
Helge1200_72A3683
Lotan1200_72A3628

I weekenden blev Death Coast afholdt på Tobakken i Esbjerg, og hovednavnet Vltimas levede op til forventningerne. Det samme gjorde publikum.

Kunstner
Titel
+ Inquisitor + Toxameia + Bloodphemy + Thorium + Chronicle + Helge + Lotan
Spillested
Dato
11-06-2022
Fotograf
Kent Kirkegaard Jensen
Karakter
4

Death Coast Festival. Så har vi også fået Esbjerg på landkortet igen. Med to scener på det legendariske spillested Tobakken, var rammerne optimale for en festival ude vestpå. Vi kiggede forbi lørdag og ramte ind i Lotan, der var kørt tværs over kongeriget fra Djævleøen, som arrangøreren kaldte det, for at give Esbjerg et skud med Satan. Og Lotan leverede. Som flere før dem, valgte Lotan at dedikere en sang med støtte til Ukraine og foragt overfor Putin med ordene "Folk der ikke kender historien, er dømt til at gentage den", og så sprang de i 'Interitus', der på latin betyder ødelæggelse. 

Derefter videre i deres sang 'MOAB' med et håb for, at de kan have en debutplade klar næste år. Skal man dømme ud fra den black'n'roll, de spillede i deres sidste nummer, 'Acta Non Verba', kan det gå hen og blive rigtig spændende at høre. For Lotan spillede energisk og publikum i den lille sal var tilfredse.

Så var det tid til at åbne den store sal. Det lokale band Helge spiller esbjergensisk black metal i bare fødder og med dobbelt vokal. Der er både de klassiske, forpinte skrig i genren og ren vokal. Det er stemningsfuldt på numre som 'Depressive Waters' og den afsluttende 'Venomous Breath', hvor de måske lige rammer lidt forkert et par gange på guitaren. Det er dog detaljer. Her er spilleglæden også mærkbar og publikum støtter trofast.

For publikum er mødt talstærkt frem. Der er masser af folk i salen og ude foran Tobakken, hvor er der øl- og madboder, telt og borde, hvor folk kan snakke, spise, ryge, drikke og nyde hinandens selskab. Alle tingene blev i den grad gjort denne lørdag. Det var dog ikke kun lokale folk, der var mødt op. Folk fra hele landet, og sågar udlandet, var troppet op for at være en del af Death Coast Festival.

Det næste band var da også rejst hele vejen fra Frederikshavn. Det var Chronicle, der med deres dødsthrash fik sat skub i publikum midt på dagen. Og folk kunne lide det. Forsangeren spørger om Esbjerg kan tåle lidt punk, hvilket de brølede bekræftende til, og så kunne Chronicle ellers sætte gang i 'Undivided', der blev udgivet sidste år på en EP med nummeret 'Born From a Coffin Womb', der naturligvis også blev spillet denne aften. Eneste lille krølle på Chronicles koncert var egentlig, at leadguitaren lå lidt lavt i mixet, men ellers godkendt indsats fra nordjyderne, der sluttede af med et helt nyt nummer. En vaskeægte premiere på sangen 'Where Chaos Thrives', de håber kommer med på en plade næste år.

Apropos nye plader, så udgav Thorium en ny sidste år. Den fik titlen 'Danmark' og der ryger naturligvis nogle sange derfra ud til Esbjerg denne aften. 'My Decay' derfra dedikeres som hyldest til pladen og landet af samme navn, mens forsanger Michael Andersen som vanligt krydrer introduktionen af sange med anekdoter fra nær og fjern. Det berømte og berygtede studie Grieghallen nævnes da de spiller 'Crest For War', mens 'Feral Creation' dedikeres til Michael Andersens første dødsmetalkoncert nogensinde. Det var med Massacre, Morgoth, Immolation og Invocator i 1991, og selvfølgelig var det på Tobakken. Spillestedet, der der i starten af halvfemserne sammen med københavnske Pumpehuset, var hjemsted for dødsmetalkoncerterne. 

Thorium1200 1 72A3949

Så gamle er hollandske Bloodphemy ikke. Det er godt nok dødsmetal, men de blev først dannet i år 2000, gik i sig selv et par år senere, og er først sådan rigtig blevet et band for syv år siden. Nu har de dog fire plader bag sig, og der er klem på. Forsangeren er klædt ud som præst og temaet er da også religiøst. Det er erfarne musikere, og der er et godt og tungt riff i 'Spree Killing'. Forsangeren vil gerne se folk headbange, og de får sat godt gang i folk.

Det vil forsangeren i svenske Toxaemia også gerne have. Folk skal op i gear og han spørger om de er trætte, siden de ikke starter en circle pit med det samme, han beordrer den. Men måske skal folk lige finde ud af, hvad det er for en størrelse, de der Toxaemia. Det er et svensk band, der spiller dødsmetal og som udgav nogle demoer tilbage i starten af halvfemserne, men aldrig rigtig drev det til noget. For en håndfuld år siden valgte bandet dog at genoplive sig. Alle de gamle gutter, med undtagelse af forsangeren, som er nyeste medlem. Sådan én har de fundet i Dennis Johansson, der må ty til udskrevne tekster på gulvet, men derudover klarer han den meget godt.

Med udtalelser som "Jeg så Mercyful Fate i går, men jeg kan faktisk bedre lide Hatesphere" afslører han lidt sin alder, men indsatsen kan man ikke indvende noget imod. Toxaemia er måske ikke det bedst kendte dødsmetal fra Sverige, men de har da fået udsendt en debutplade i 2020, der hedder 'Where Paths Divide'. De spillede langt størstedelen af sangene derfra, krydret med nogle af de gamle fra demoerne. En udmærket koncert.

Det kan man ikke kalde oplevelsen med hollandske Inquisitor. For bare et par uger siden meddelte de på deres Facebook-side, at bandmedlemmerne var gået hver til sit. Hvilken betydning ville det få for deres optræden på Death Coast Festival lørdag aften? Jovist, forsangeren kom alene og gjorde sit for at leve op til kontrakten. Resultatet blev en anelse aparte. Ene mand forsøger Alex Wesdijk at levere vokal til en mobiltelefon, der via Tobakkens lydanlæg spiller instrumenterne. Han står der, første gang helt alene, draperet i noget kjoleværk og instrumenterne, bas og guitar, hængt op på hvert sit kors med en maske på. Wesdijk sværger, han vil give sig 400%

Det gør han. Men han ser udmattet ud efter bare 10 minutter, og sangen 'I Am Sick, I Must Die' er næsten profetisk, idet han taber mikrofonen og kaster sig på gulvet, hvor han strækker ud og er lige ved at give op. Det gør han dog ikke. Han fortsætter og får med en manisk optræden slidt sig gennem numre som 'The Witching Time of Night' og et cover af svenske Merciless i form at deres 'Dreadful Fate' fra debutpladen 'The Awaking'. En frygtelig skæbne er det da også for Inquisitor og de fremmødte på Tobakken. Koncerten er et sølle one-man-show, der er mere trist end godt. Lad Inquisitor dø i fred. Det her bør ingen stå igennem, heller ikke Alex Wesdijk.

Det kunne derfor ikke være en mere skærende kontrast til hovednavnet Vltimas, der skulle lukke og slukke for Death Coast Festival 2022 på den store scene i Tobakken. De kommer professionelt ind på scenen og forsanger David Vincent nyder at kunne lege med vokalen på en helt anden måde end han kan i I Am Morbid. Hans dybe stemmer brøler 'How are you Death Coast' og den fyldte sal kvitterer med en hilsen tilbage til scenen. Esbjerg er klar!

shopped1200 72A4529

Det er Vltimas også. Trommeslager Flo Mounier kværner af sted som en maskine, akkurat som når han spiller i Cryptopsy, mens guitarist Rune 'Blasphemer' Eriksen står med en stoisk ro og river i strengene. Eriksens fortid i Mayhem og Aura Noir fornægter sig ikke. Han kan spille guitar. Trioen er nogle erfarne og dygtige musikere, hvilket kan høres. Vltimas har dog, ligesom alle andre, været lukket ned i over to år, og har således næsten samme show med til Esbjerg, som vi tidligere har oplevet på Copenhell, Wacken og i Sverige få uger før hele verden blev lukket ned. Det er næsten hele 'Something Wicked Marches In'-pladen, hvor 'Monolilith' er en af de sange, der fungerer bedst denne aften.

Vi får sågar en trommesolo, og et cover af Alice Coopers 'Go to Hell', og David Vincent får liret lidt monolog af omkring vreden efter mere end to års nedlukning. Aggressionerne blev luftet i Esbjerg, og Vltimas fik således startet deres Europa-turné, mens de lukkede Death Coast Festival fornemt ned. For selvom det er deres første show i to et halvt år, så var niveauet højt. Ingen slinger i valsen. Bare solid dødsmetal til de fremmødte i Esbjerg.

shopped1200 72A4444

Målt på antallet af folk denne lørdag, samt hvor godt det hele blev afviklet, så lugter det lidt af, at der er et grundlag for at gentage bedriften næste år. Lad os håbe arrangørerne har mod på det. For musik, logistik, toiletforhold, mad og drikke var alt sammen godt, og alle bands gik på til tiden. Det er svært at blive vred over den slags, der bare kører. Nok har Tobakken måske ikke været centrum for metal i nogle år, men de har helt tydeligt ikke glemt, hvordan man afvikler et show.