Fokus på Vincent og Frost
De to opvarmningsbands på Trädgår'n i Göteborg denne aften, Vltimas og 1349, havde hver sin personlighed, der løb med opmærksomheden.
1. Something Wicked Marches In
2. Praevalidus
3. Total Destroy
4. Monolilith
5. Truth and Consequence
6. Last Ones Alive Win Nothing
7. Everlasting
8. Diabolus Est Sanguis
9. Marching On
1349:
1. Sculptor of Flesh
2. Through Eyes of Stone
3. Slaves
4. I Am Abomination
5. Striding the Chasm
6. Manifest
7. Atomic Chapel
8. Dødskamp
9. Abyssos Antithesis
Hovednavnet Abbath har sit helt naturlige omdrejningspunkt i frontmanden, der giver bandet navn og identitet. Helt således forholder det sig ikke for de to opvarmningsbands Vltimas og 1349. I hvert fald ikke på papiret. Men i virkeligheden lever de to bands også delvist, fordi. de hver især har en publikumsmagnet i bandet. For Vltimas gælder det, at forsanger David Vincent har en historisk fortid i dødsmetalbandet Morbid Angel, og for 1349 er det trommeslager Frost, der udover aftenens band også sidder bag trommesættet i Satyricon.
Begge er de kendte. David Vincent for den baryton-dybe stemme, der er sin helt egen i dødsmetalverdenen, og Frost, hvis nærmest umenneskelige præcision i en genre, hvor det går rigtig hurtigt, er mindst lige så legendarisk. Denne aften er de hver især ude for at vinde nyt terræn. David Vincent og resten af Vltimas udsendte sidste år 'Something Wicked Marches In' og har siden turneret kontinenterne tynde. Denne aften marcherede Vltimas så ind i Göteborg og gav en koncert, der ligesom på Copenhell og Wacken Open Air i sommers består af førnævnte debutplade fra start til slut. Det er således tredje gang, denne anmelder oplever dem med den opsætning, og det virker stadig godt.
David Vincent er ved at forlige sig med rollen som frontmand uden bas om halsen og kan således bedre danse rundt tværs over scenen. Hans texanske baggrund og hans flirt med countrymusikken fornægter sig ikke i hverken dansetrin eller valg af fodtøj. Hans franske trommeslager Flo Mounier, der normalt slår sine folder i Cryptopsy, sidder stoisk bag sine kedler og varmer dem, som kunne han gøre det med øjnene lukket. Masser af overskud. Det samme emmer ud af den norske guitarist Rune Eriksen, der i sin tid i Mayhem gik under kunstnernavnet Blasphemer. Trioen har en bassist og en ekstra guitarist med sig når de giver koncert, og de to spillede solidt og gjorde ikke meget væsen af sig.
Det var klart forsanger David Vincent, der løb med opmærksomheden. Han stod for monologerne mellem numrene, og man kunne se, at Flo Mounier var klar til sætte sangene i gang, når han vidste, at den respektive tale var ved at synge på sidste vers. En sammenspillet enhed, der kværnede deres dødsmetal ud professionelt. Eneste lille minus var, at der ikke var skruet nok op for anlægget på Trädgår'n til Vltimas.
Det blev der rodet bod på, da 1349 trådte på scenen. Bandet, der har levet deres helt eget liv siden årtusindeskiftet og i samme periode har udsendt syv plader, hvoraf den seneste, 'The Infernal Pathway', udkom så sent som i oktober måned sidste år. Den er der også god fokus på, da hele fire sange derfra spilles. Derudover er det de sikre hits fra 'Hellfire', 'Demonoir' og 'Massive Cauldron of Chaos', der fylder sætlisten.
1349 blev kendt for at spille virkelig hurtig black metal. Det tempo har de efterhånden taget ud af såvel plader som koncerter, og det er lidt ærgerligt. For ellers ligner Ravn, Frost og resten af 1349 faktisk sig selv, som da vi første gang så dem på Aalborg Metal Festival i 2004. Frost gemmer sig nærmest bag sit trommesæt og syner ikke af meget visuelt, men bag corpsepaint, trommer og bækkener kan man godt høre, at der sidder en kompetent musiker og udøver sit virke. Ole 'Ravn' Bergene er også stadig en solid indpisker, der forlanger sit af publikum. Men det er lidt ærgerligt, at 1349 ikke stadig er det band, der spiller allerhurtigst og bare tromler nådesløst hen over deres publikum hver aften. Bevares, de er stadig dygtige, og det er solid black metal, men tidligere var de også så hurtige, at man blev helt stakåndet. I Göteborg mistede vi ikke helt pusten, desværre.