Tunge toner i Vesterbros dyb

I år skar Doomed Scandinavia sin tilbagevendende event ind til benet, og vi kom vidt omkring i metallens udtryksformer, med Strychnos som største trækplaster.

Da Doomed Scandinavia i 2021 for første gang satte sin showcase op som støtte til den mindre kanoniserede del af den danske metalscene, da var det som en todages-event på det nyåbnede Stairway, med bl.a. Konvent og (0) på programmet. I år er lokationen så rykket fra Vanløse til Vesterbro, hvor eventen er kogt ned til et éndags-foretagende i den højloftede kælder på Basement. Det gør dog ikke herlighederne mindre tiltrækkende, når nu bookingerne alle som én har noget eget at byde på – omend man måske kan undre sig over hvordan de er havnet under samme event, udover selvfølgelig den overordnede metalliske fællesnævner. Det skal da også vise sig at smitte lidt af på fremmødet her til Doomed 2023, der på trods af at være udsolgt flere uger forinden alligevel er ret plukvis i løbet af aftenen, eftersom nogle af dem vi taler med blot kommer for at se "X", og så smutter efterfølgende.


Exelerate

Af de fire bookinger er det tydeligvis Exelerate, der som første indslag, og konsekvensen af at være et relativt ubeskrevet blad, må leve med det største fravær på gulvet. Det lader power/thrash-kvartetten sig dog ikke mærke af, og deres energiske drive går lige i nakkemusklerne, da onetwo-punchet á 'Arrival' og 'No Escape' fra debuten tidligere i år åbner stærkt ud med det høje pitch fra Stefan Jensen i front, der bekræfter, hvor power-metallen hører til i lydbilledet. Desværre går der lidt rod i teknikken, og efter Jensen har holdt os stangen med lidt peptalk fortsætter de med den galloperende banger 'Children of the Sun'. Bassisten og leadguitaristen går linen ud med poses for ekstra blikfang, og er sammen med lidt slibrige teknikaliteter med til at hæve oplevelsen over den lidt jævne eftersmag, materialet ellers efterlader os med. Underholde gør de fint, men retningen virker stadig lidt rodet, som om de kan og vil mere end det, vi oplever, og det under vi dem absolut, for de har både drivet og håndværket i orden.

Vi er så til gengæld ikke helt sikker på, om den her kitsch-faktor i at runde af med '1000 Bajer' (deres dansksprogede cover af Hammerfalls 'Hearts on Fire'), som de også gjorde til Terminalist-releasen en måned tilbage, virker som tilsigtet – det stod i hvert fald ud som en lidt sær måde at runde den halve time af i et fjollet mindset, men omvendt er det da en alternativ måde at højne stemningen på til sidst, inden vi springer videre i et andet gear, og selvom jeg personligt synes det virker mere aparte, end hvad godt er, så anerkender jeg det skæve smil på læben, det trods alt også efterlader mig med.


Grava

En halv time senere står der sludge af den tungeste slags på dagsordenen med den lokale trio Grava, der sidste år debuterede med fuldlængden 'Weight of a God'. En hidsig krabat, hvor særligt det slæbende tempo, den massive guitartone og de nådesløse skrig fra Atli Brix Kamban står ud i lydbilledet. Jeg har derfor set frem til også at opleve trioen fra scenekanten, og ved første ørekast og bastryk i mellemgulvet ligger Niels Asger Svensson (bas) og Casper Axilgård (trommer) da lige, hvor de skal ligge, med den massive bund i fokus.

Det samme gør sig så absolut ikke gældende for Kamban, der ganske vist spiller guitaren som om alt er, som det skal være - det er dog kun i en kort sekvens, hvor både bassen og trommerne træder tilbage, at man kan høre dens tilstedeværelse i lydbilledet, og på trods af at afprøve flere forskellige lokationer må jeg og et par andre give fortabt og anerkende, at en lydmand tydeligvis helt må have misforstået sin opgave. Først ti minutter inden koncerten er færdig, kan guitaren høres og giver al den fylde og pondus til bandet, som materialet afkræver, men indtil da føles det som at se en sludge-trio, der har nok så massivt meget på hjerte, men er blevet givet helt forkerte lydmæssige vilkår, hvorfor de ærligt talt ikke fortjener at blive bedømt under de forudsætninger – gudskelov det eneste band i aften, der lider under vilkår udenfor egen dømmekraft.


Stikkersvin

Stikkersvin derimod er lige præcis så afsindigt smittende, som vi kender dem. Skvat prøver demonstrativt at ruske op i de lidt stive geledder foran, og et par numre inde lykkedes det endelig at bryde salen op og give gulvplads til dem, der også er kommet for at danse. Ingen (trommer) ligger klokkeklart på beatet, og selvom sangene i høj grad er skåret over samme kam, så er der bare noget herligt galt og forstyrret over dette lokale foretagende. Ikke mindst p.g.a. Skvat, der med sin teatralske skrål, brøl og vrålen virkelig udlever samme maniske karakter, som vi ser ham som her fra scenekanten. Det ene øjeblik i majestætiske poses midt på scenen, for det næste øjeblik at tumle rundt på gulvet og skyde os alle med et imaginært maskingevær.

Særligt 'Forsvindingsnummer' fra debuten tidligere i år får pitten op i stormstyrke, men grundlæggende er Stikkersvins selskab den berusende slags, der gør en høj på livet uden nødvendigvis at efterlade de helt store udsving undervejs. Et galt og muntert indblik i en verden, hvor regler og normer står tilbage for teater og frisind, på en måde vi godt kunne savne mere af i det danske metallandskab.


Strychnos

Teateret antager i hvert fald en helt anden, mørkere form med aftenens hovednavn, Strychnos. Indsmurt i blod træder Martin Leth Andersen ind på scenen og laver korsets tegn med sit medbragte kranie til introen af lydsporet fra den dystre maskebalsscene fra 'Eyes Wide Shut'. "Vi hedder Strychnos, vi har rejst os fra graven og er her for at slå jer ihjel!" lyder det, og så er settingen ligesom skabt for de næste 45 minutter. Egentlig er de et ældre foretagende, men i dag er det kun undtagelsesvis i den ældre 'Black Banners', at vi kigger tilbage til tiden før den aktuelle konstellation. Altså den konstellation, som sidste år fik mangen et medie til at folde ørelapperne ud, da snakken gik om den blændende debut 'A Mother's Curse', som vi også hyldede som årets danske udgivelse her på redaktionen.

Alt klinger (gudskelov!) præcis så hidsigt som på pladen, og Leth er flere gange god for en skarp bemærkning, som da han fx indleder titelnummeret fra debuten med at udbryde "Måske I overlever den her – MEN DET ER OGSÅ JERES BØRN, VI ER UDE EFTER!". Faren ulmer konstant i Strychnos, og selvom Andreas Lynge (guitar) og Nis Rode Larsen (trommer) umiddelbart ikke gør meget væsen af sig, dybt fokuserede i hver sit univers, så er de ferme til alle tre at supplere hinanden og få det til at lyde som om, at de er flere hænder at trække på i bandet, end tilfældet er.



Lidt forsmag på nyt materiale bliver det også til, hvor 'The Carnival of Tragedy' umiddelbart lægger sig i den ceremonielt storladne del af deres repertoire, og repetition er en del af den drivende faktor, mens 'Armageddon Patronage', som også bliver titlen på den kommende plade, tilføjer ekstra tyngde til Strychnos-paletten. Numre, der begge afkræver flere lyt for at sætte sig, men som om ikke andet antyder, at den blackede død måske får lidt mere modspil på det næste udspil, men det må tiden så vise.
'Horror Sacred Torture Divine' er endnu engang, ganske som på Copenhell, et formidabelt valg til at lukke sættet ned med, hvor især det afsluttende riff får masser af tid til at folde sig ud og få de sidste livskræfter ud af masserne.

Strychnos fortjener den medvind, de har fået, og beviser det endnu engang; ikke ved at hvile på laurbærrene, men ved netop at holde kanten og nerven intakt – og så kan vi dårligt ønske os mere!

Exelerate: 3
Grava udenfor bedømmelse
Stikkersvin: 4
Strychnos: 4