Epic Fest 2026: Fredag – Ud af komfortzonen
Vores udsendte medarbejder kom ikke helt så langt uden for sin komfortzone, som han havde håbet på, men det blev helt bestemt episk.
Sammen med magasinets redaktør og fotograf ramte jeg toget mod Roskilde i kølvandet på arbejdsdag og myldretidstrafik. Jeg glædede mig til at slippe hverdagen og træde ind i en for mig lidt ukendt verden. Faste læsere af dette magasin har måske bemærket, at jeg primært skriver om black metal, hardcore, elektronisk musik og andre genrehybrider, så det skulle blive spændende at opleve power metal sådan, som den opleves. Live og blandt fans af genren.
Konferencecenteret i Roskilde skriger måske ikke ligefrem tohåndssværd, megahurtig guitar og fantasy-melodier, men selve setuppet om Epic Fest fungerer fint, og scenerne fungerer rigtig fint. Især den store scene imponerede med sine bjerge og kæmpe lyssetup. Men i virkeligheden var det, der slog mig mest, de folk, der gæstede festivalen. En opvækst med rollespil som hobby har gjort, at jeg føler mig fint hjemme blandt orker og folk med elverører, så det var ikke udklædningerne, der fik Epic Fest til at føles anderledes for mig. Det var stemningen, som var præget af hygge, smil og fest. Det var en fornøjelse at drive rundt blandt de mange fans, som tydeligt nød at være samlet om passionen for power metal! Her kunne mange af byfestivalerne lære noget, for Epic Fest har et fokus og er skarpt kurateret, og det var en fornøjelse at opleve.
Lejesoldater, ikke læringskurve
Jeg fik en blid start på min introduktion til power metal, for første band, jeg så, var melodød-veteranerne i Mercenary, så det smagte lidt mere af hjemmebane, selv om man da sagtens kan høre både prog og power i aalborgensernes musik. Sidst, vi så Mercenary, roste vi dem for deres høje tekniske niveau, og det var også den oplevelse, jeg havde denne fredag. Af et veloplagt og velspillende band. Et lille minus var en rumlen i lyden nede i basfrekvenserne, men det var ikke nok til at dræbe fornøjelsen ved at lytte til Mercenary. Nu var det tid til at forlade King Roar’s Hall-scenen og vende snuden mod den store Realms of Might and Magic-scene.
Ilddåben
Rhapsody of Fire bød på en noget stejlere læringskurve, hvad angår power metal. Efter en lidt langweilig intro med vampyr- og fantasylegenden Christopher Lee på stemning og dyb stemmeføring fik vi ellers fyret helt op for power metal-troperne; lys, melodisk vokal, lynhurtigt spil på instrumenterne, storladne strygere og en kompositorisk tilgang, som er beslægtet, men ikke identisk, med folkemetallens. Hvor sidstnævnte dyrker fortidens melodier, så er RoF mere optaget af en form for fantasy-kompositioner, som låner af musicalgenrens storladenhed og teknisk krævende melodik, der mere mimer fantasy-film end arkæologisk fortid.
Der var med andre ord altså knald på underholdningen, og italienerne leverede en lydefri og topprofessionel koncert, men jeg havde sværere ved at føle musikken, som jeg syntes druknede lidt i staffage og melodier, der føltes fjollede på en måde, som ikke løftede mig op, men blot irriterede mig. Samtidig med, at jeg havde svært ved at regne ud, hvor seriøst bandet selv tog den lange fantasy-saga, deres diskografi folder ud. Til gengæld kunne jeg godt lide den foragt for ”god smag”, bandet udviste. På Epic Fest er pleasures ikke guilty, og det er jeg kæmpe fortaler for! Måske ville min personlige smag have det bedre med power metal, som var mere i øjenhøjde? Det skulle vise sig tilbage i kong Roars Hal, hvor det var blevet tid til Fairyland.
Kampen mod omstændighederne
Måske var det mødet med Rhapsody of Fires stort anlagte, men også lidt distanceblændende show, der fik mig til at holde mere af Fairyland, som var et charmerende og mere umiddelbart bekendtskab, og selv om de måtte kæmpe mod tekniske problemer og deraf følgende lidt for lange pauser mellem numrene, så syntes jeg, at deres sange var lettere at koble sig på, her på denne lidt mindre scene. Lydmæssigt var der også her spor af den dybe basrumlen, som måske skyldes salens udformning, men det lykkedes altså Fairyland at hive den hjem på charmen og sange serveret i øjenhøjde. Men nu var det tilbage til den store scene for at svinge med sværd med en flok finner.
Festligt, folkemusikalsk og finsk
Hvor Rhapsody of Fire som sagt havde en lidt ahistorisk tilgang til musiktraditionen, så er finske Ensiferum mere ”rigtig” folk metal, hvor de middelalderlige melodier møder heftigt galopperende metal, mandskor og en stemning, der denne aften bød mere op til fællesdans end sværdkamp – heldigvis da.
Det var tydeligt, at Ensiferum havde rigtig godt fat i festivalens publikum, og det var da også hyggeligt at overvære bandets ret medrivende sange live. Der er en umiddelbar appetitlighed ved deres sange, som gør, at selv om man aldrig har hørt dem før, så føles de alligevel velkendte uden at være totalt forudsigelige. Det er en stor styrke ved gruppens musik.
Festen og fornøjelsen til trods så endte jeg dog alligevel med at falde i hyggelig snak og misse slutningen af Ensiferum og starten af det, der skulle vise sig at være aftenens stærkeste koncert.
En helvedes god plan
Sidste band for denne aften havde godt fat i de fremmødte publikummer, og til min store glæde var der ingen basrumlen til Masterplan, som udspringer af Helloween. Bandet spillede stærkt og fængende og med en straight-forward rockenergi, som jeg måske lidt havde savnet denne aften. I hvert fald føltes Masterplans som et godt møde mellem power metallens storhed og melodiøsitet og et mere direkte fokus på groove (ikke som i groove metal!) og energi, så nakken nikkede helt af sig selv. ’Kind Hearted Light’ var med sit sejtrækkende antrit og sin firserklingende syntharpeggio et godt eksempel på dette.
Med den energi i benene, blev jeg sendt ud i natten mod stationen og toget hjem til København. Tilbage stod billedet af en festivalaften, der bestemt bød på både begejstring og interessante oplevelser for en kulturgesandt fra en mere mut og deprim ende af metalspekret. Respekt til publikum og arrangører for at holde sværdet højt hævet for den genre, de elsker!