Fed fredag på Copenhell

Populær
Fed fredag på Copenhell

En fantastisk førstedag på Copenhell skyldtes især de gamle thrashere Slayer og Anthrax, men også Gojira var formidable.

Kunstner
Dato
15-06-2012
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
5

Endelig oprandt dagen som så mange danske metalhoveder havde ventet på. Fredag d. 15 juni, hvor Copenhell for tredje gang åbnede gabet for at sluge enhver sortklædt som oplandet har kunnet fostre. Nå ja, der var selvfølgelig også nogle bands der spillede om torsdagen, og det er ikke for at forklejne dem og deres indsats at jeg skriver at festivalen først for alvor gik i gang om fredagen, for sådan var skemalægningen nu engang. Og hvilken fredag det blev!

Festivalpladsen ligger som bekendt på en gammel skibsværftsgrund i udkanten af København, men det stod klart allerede inde i byen, at noget var i gærde. Man kunne næsten ikke kigge nogen steder hen, uden at se sortklædte seniorer, ungersvende i skovmandsskjorter og møer i Wacken-veste - bare for at nævne nogle af de metalliske typer, som gader og stræder var beriget med. Alle med snuden vent mod Amager.

Festlige zombier

Da man kom derud og kom igennem den i øvrigt behageligt høflige security, blev man mødt af en mindre delegation zombier, der uden sammenligning var de gladeste monstre, jeg har set - mon ikke at disse helvedes udsendinge var lige så spændte på programmet som os andre?

Danske Barricade åbnede showet, men desværre ikke for mig, da jeg ikke kunne komme væk fra mit hverdags-Clark-Kent-job i tide, samme problem med Rising, der spillede lige efter.

Det første af de internationale navne var Skeletonwitch, som gjorde en værdig figur, uden at spille mindeværdigt.

Gammel sangers genkomst og ny djent

Dernæst var det Killswitch Engage, som er tilbage med den første sanger Jesse Leach i front. Om det er godt eller skidt er lidt en smagssag, for selv om den nu forgangne sanger, Howard Jones, nok er teknisk bedre, så har Leach en mere undergrundsforvrænget stemme, og dén var med til at gøre Killswitch Engages ellers lige lovligt polerede stil lidt menneskelig. Klædeligt.

Brutal Truth var et band mange havde set frem til, men ikke mig, så jeg gik over for at høre en af de danske stigende stjerner, The Interbeing. Det leverede en meget levende omgang djent, der nåede ud over scenen, selvom lyden i de rensungne stykker var ved at forsvinde.

Anthrax i topform

Tiden var nu inde til mægtige Anthrax, som har været så meget igennem bandmæssigt, og meget af det må vist siges at være selvforskyldt... Nå, men nu er newyorkerthrasherne tilbage, og hvad der er endnu bedre: De er tilbage med Joey Belladonna i front. Den rigtigste af bandets sangere. Det blev et brag af en koncert der derfor så min gamle krop i pitten. Fantastisk.

All Shall Perish blev for mit vedkommende sprunget over, da et fjoget Anthraxgrin lige skulle tøjles med øl og mad. Derefter var det forbi Mastodon, der har fået lidt røg på det seneste. Ikke helt retfærdigt at dømme efter koncerten på Copenhell, selvom den på den anden side heller ikke helt kunne måle sig med præstationen på Roskilde Festival.

Fremragende franskmænd, Slayer-agtige Slayer

Gojira virker til gengæld ustoppelige i deres støt stigende vej mod stjernerne. Meget gammelt blev spillet på Copenhell og kun titelnummeret fra albummet der udkommer lige om snart. Af en eller anden grund virker det som om, at bandet bliver lidt bedre med tag over hovedet, men det vil være for meget at sige, at det er dårligt på så stor en scene, for den komplekse musik kom virkelig fint ud til masserne.

Endelig var det Slayers tur til at sætte et punktum for Copenhells førstedag, og det blev gjort med maner. Thrashmestrene lever ikke op til deres bedste, men på Copenhell var det sgu tæt på. Jeff Hanneman er som bekendt ikke med, da han er blevet alvorligt syg af et edderkoppebid, men Exodus' Gary Holt fyldte hans plads virkelig godt ud.