Torsdagstons på Copenhell
Populær
For teltliggerne og de allermest entusiastiske kunne årets Copenhell tyvstartes med fløjter, fjollerier og fest.
Da Copenhell annoncerede, at de lavede en omgang warm-up til dagen før dagen, gav det noget brok, at det først kun var tiltænkt de folk, som havde købt en billet inkl. telt og overnatning. Kritikken blev hørt, og arrangørerne satte heldigvis hurtigt 1-dags billetter til salg, så alle fik mulighed for at oplevere Svartsot, Mordax og Red Warszawa på den nye scene Pandæmonium, som var en slags forstørret version af sidste års Upcoming-scene.
Og man kan også godt sige, at scenen kun i begrænset omfang havde karakter af upcoming i år. Svartsot, de danske døds-folk-metallere, havde i hvert fald allerede udgivet tre skiver forud for showet på Copenhell. Iklædt fx pels og gevandter, som bestemt ikke er nutidens mest udbredte trend, greb bandet den fantastiske oplevelse, det må være at spille på Copenhell, og gik til stålet med en indædt vilje om at skabe fest.
Det var helt klart Svartsots bedste træk, at de ville feste, og folk greb muligheden, så der i den grad blev folkefest på pladsen. De brutale growls er måske ikke sådan til fællessang, men alle kunne finde ud af at råbe "Hey, hey, hey" taktfast på rytmer, der egnede sig til den slags. Lyden var lidt skidt i starten, så den melodiske dødsmetal blev mudret og lød en kende mere brutalt end vanligt, og så blev kontrasten til den glade fløjte lidt abstrakt.
Med stort overskud
Fløjten gik som nævnt rent igennem, mens mandolinen var mindre gennemtrængende. Men lidt efter lidt blev lyden heldigvis bedre, og overskuddet på scenen voksede, selvom lyden nok havde sin del af æren for, at musikken i længden blev lidt ensformig. Den ene guitarist fik kravlet af scenen og ud på højttalerne på hver side, og til sidst tog han sig endda også en tur ud i crowden med sin trådløse guitar. Det trick blev meget vel modtaget.
Svartsot opfordrede til fest og fællessang (fotos: C.V)
Mordax kom på ingen måde i nærheden af samme fest som Svartsot, og senere Red Warszawa, kunne skabe. Til gengæld var der tale om solid metal fra den seje skuffe med riffs, som alle kunne nikke anerkendende med hovederne til. Tilmed havde bandet aftenens bedste lyd, som gav plads til guitarerne samtidig med at bunden var dejligt fyldig. Og i sådanne tilfælde rykker sådan noget metal med death og thrash-inspration fortrinligt.
Nitter og Metallica
På trods af veste med nitter og old school-patches på, så tager Mordax sig ikke så farlige ud rent visuelt. Men heldigvis gemmer forsanger Asbjørn på et nærmest psykopatisk blik i øjnene. Sammen med masser af fagter opildnede han folk godt til at stikke næven i vejret eller lave "horn". Der blev dog også plads til nogle lumske smil, som mere end antydede, at han virkelig nød at stå på scenen.
Som det var tilfældet til Royal Metal Fest trak gruppen det sikre kort op af lommen og afsluttede med Metallicas 'Ride the Lightning'. De gjorde det godt, og det var også en fornøjelse at høre Asbjørn fyre en mindre rå vokal af i passager, så der kom en snert af melodi over. Selvfølgelig stadig med en god portion hæshed over, så det bevarede aggressiviteten. Man kunne håbe at den slags tricks bliver indarbejdet en smule i nogle af bandets kommende sange, for at bryde lidt med den monotoni, som desværre lurer af og til.
Men lad det dog stå fast, at Mordax gjorde en rigtig fin figur, hvilket selvfølgelig også betød at bandet fik fin respons. Mange folk hoppede i hvert fald som gjaldt det livet for at få noget af det merchandise og de cd'er, som blev smidt ud til publikum under koncerten. Og med Sort Søndag-banneret i baggrunden, så var det denne torsdag bestemt Mordax, som stod for tonseriet, jf. radioprogrammets torsdagsindslag på P6 Beat.
Det rigtige band?
Forleden bragte Politiken en artikel, der vel kunne betragtes som et debatoplæg til en diskussion om, hvorvidt det var de rigtige danske bands som var booket. Set i lyset heraf kunne man måske undre sig over, hvorfor mestrene i gøgl, dårlig sangstemme og olferter skulle have en plads på festivalen. Red Warszawa stak i den grad ud fra resten af festivalens bands, og skal Pandæmonium-scenen ses som en håndsrækning til upcoming og mellemstore danske bands, så stod bandets mere end tyve år lange og rimeligt succesrige karriere lidt i kontrast til resten.
Omvendt må man også sige, at den fest, som Red Warszawa så fik skabt blev måske kun matchet af Korpiklaani. Og Biergarten, når bølgerne gik højest derinde.
Ærgerlig lyd i starten
Den fede lyd fra Mordax var pist væk, og det ødelagde desværre lidt af oplevelsen med Red Warszawa, der rent faktisk har gode riffs og sange i kataloget med fjollede tekster og Lækre/Lærke Jens, som er selvudnævnt anti-sanger. Det var derfor også surt, at hans vokal var for lav i starten, for selvom det ikke er en skøn stemme, så er de sjove tekster vigtige for bandets relevans.
Heldigvis kunne en stor del af publikum teksterne, hvilket også var ideelt når Jens tog på en af sine mange crowdsurfing-ture. Noget han endda praktiserede i slutningen af koncerten selvom et mættet publikum måske var tyndet lidt ud, så der ikke længe blev grebet helt så sikkert, når han sprang fra scenekanten og over fotograven.
En farce i farcen
Det blev lidt komisk - og ikke på den måde, som Red Warszawa rent faktisk er skal være komisk - at det ofte virkede meget uplanlagt. Der blev kigget meget på sætlisterne, og flere gange var der store misforståelser mellem bandmedlemmerne, så fx 'Aldi' fik en noget alternativ slutning, der ikke endte på samme tid.
Men med masser af Jägermeister, drinks-piger flere gange og masser af øl, så var det måske forståeligt at det smuttede undervejs. Det gjorde flere sange efter sigende også - i hvert fald var det sært, at 'Norsk Black Metal' ikke blev spillet.
Som det nu er for vane til en Red Warszawa-koncert, så fik nogle fans forvildet sig (frivilligt) op på scenen til en olfert og lidt mandesnav med Jens. Det så voldsomt ud. Jens gik virkelig til den, når han hev i ofrenes underbeklædning. Nogle steder så det ud til at være i overkanten, men på den anden side: De enkelte personer kunne jo bare have flygtet væk i et raskt stagedive.
Nøgenhed
Nøgenhed er altid sjovt, så Hævi Henning spillede naturligvis helt nøgen en stor del af koncerten, og en olfert-snyder fik også hevet bukserne af, da der ikke var nogle underbukser at rive i stykker.
I momenter leverede bandet en rigtig god vare, som man kender det fra de første år, efter kassettebåndene blev erstattet af cd'er med musik optaget i rigtigt studie. 'Aldi' var fantastisk indtil det kørte lidt af sporet i slutningen, ekstranummeret 'Tror du det for sjov jeg drikker' fungerede også godt, mens 'Skinboy' og 'Barbiedukkeland' i den grad smurte folks stemmebånd. Andre steder virkede bandet, som om de ikke helt stolede på, at cirkusset på scenen stadig var sjovt.
Det vaklede lidt, men lad nu det ligge, for folk fik den dumme fest som forventet, og kunne trygt gå i Biergarten og fortsætte festen, eller vælge lidt ro og lade op til to dages vanvittig fest forude. Måske er Red Warszawa bare bedst på egne præmisser: Til et show på en af deres mange DK-turnéer, hvor alle har indløst billet netop af den ene årsag, at det er polsk punk. Eller også var skriverkarlens indtag af sølle to fadøl denne torsdag aften bare slet ikke nok?
Karakterer:
Svartsot: 3 (
" target="_blank">videolink)
Mordax: 4 (
" target="_blank">videolink)
Red Warszawa: Ca. midt imellem top- og bundniveau på RW-skalaen.
Red Warszawas 'Den Sorte Garderobe' beskriver nok meget godt, hvordan nogen har fejret Copenhell: