HDDT'14: Søndag

Populær
HDDT'14: Søndag

Der var mathed i kroppen og både en af festivalens bedste og værste koncerter om søndagen på Heavy Days in Doom Town.

Kunstner
Titel
Heavy Days in Doom Town III
Spillested
Dato
04-05-2014
Genre
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter

Jeg ankommer godt smadret lidt i 16.00, hvor jeg hører to minutter af Whitehorse, før jeg beslutter mig for, at det er liiiige tidligt nok til sludge. Heldigvis byder søndagen på et ganske varieret musikalsk udbud, hvor der både er folk og syrerock på programmet. Så kan man få lov at hvile ørerne lidt. Ungdomshuset spiller HØJT!

Til gengæld kan jeg også hvile ørerne lidt mere, da jeg har ladet mit gode hjerte løbe af med mig og sagt ja til at hjælpe Of the Wand and the Moon i deres merchandisebod. Uden at jeg helt tænkte på, at merchboderne jo er udendørs, og man derved ikke får set koncerterne. Det har man for sit venlige gemyt. Efter at have pakket ud og lavet en hurtig lageroptælling (det var de høje herrer i bandet for fine til), stiller jeg mig i boden med et par øl og går glip af Purple Hill Witch og Of the Wand and the Moon og Goatess, som jeg ellers havde set frem til. Ak. Til gengæld sælger jeg glimrende både før, under og efter koncerten.

Det er en ret international festival, som mange rejser langt for, og cirka halvdelen af salget er til amerikanere, belgiere og tyskere, mens den resterende halvdel er danskere. Det er nogle flinke fans, bandet har, og koncerten må være gået godt, for alle medbragte eksemplarer af det seneste album, ’The Lone Descent’ ryger. Dem har ”Vanten”, som vi kalder bandet, selvfølgelig ikke taget nok med af. Det er godt gjort. Uheldigvis får jeg væltet en lille smule af en øl udover en t-shirt. Så skal man høre for det resten af sine dage. Suk.

Troldmandsfolk uden magi

Vi pakker sammen omkring kl. 20, så den hårdt prøvede merchandisesælger kan se Sabbath Assembly i den store sal. Vi anmeldte deres seneste album i seneste udgave af Devilution, og det var ikke positivt. Det var koncerten heller ikke. Det bedste, man kan sige, er, at vi fik drukket nogle af Ungdomshusets glimrende Bloody Mary-cocktails, der som det eneste, der blev serveret på årets festival, ikke var vegansk, da nogen havde glemt, at Worcestershire Sauce indeholder ansjoser. Bartenderne var meget undskyldende, men da jeg ikke er veganer generede det mig ikke, og det smagte dejligt.

Bandets koncept er det, at de spiller 60’er-kulten The Process Church of the Final Judgments hymner. Kulten var oprindelig en udløber af Scientology, men udviklede en kompliceret teologi om balance mellem modsatrettede principper. Den gik dog i opløsning og blev senere til en dyrerettighedsforkæmpergruppe. Stilen er en okkult troldmandsfolk med et hymnisk præg. Desværre er leveringen ikke særligt storslået, men virker nærmere lidt grinagtig. Der er ellers både violin og et rigtigt klokkespil på scenen, og de går alle i hvidt tøj og det ene og det andet. Men konceptet har vist fået lov at vinde over leveringen, for de brænder ikke rigtig igennem med noget, deres optræden er blodfattig, og i nogle af recitationerne får man grimme associationer til Rhapsody of Fire, som gør det svært at undertrykke en fnisen. Det er symptomatisk nok, at bandet begynder at spille for en godt fyldt sal, men da koncerten slutter er folk ligeså stille daffet af. Så var oven i købet meningsmæssig forbrødring mellem Devilution-skribenten og hoppeborgshardcoreentusiasten Jonna.

Svenske The Graviators var til gengæld en positiv oplevelse. Man forventede mere kedelig retrorock fra Sverige, men fik god og røvsparkende retrorock fra Sverige.

Kongekoncert fra syrerockere

Efter deres koncert er det til de danske syrerockveteraner Baby Woodrose. Det viser – ligesom Of the Wand and the Moon og Sabbath Assembly – hvor bredspektret festivalen egentlig er. Baby Woodrose leverede en kongekoncert, så er dét sagt. Der er ikke så meget mere at sige til det – et virkelig godt og røvsparkende liveband, og der bliver rocket og løftet næver og udvekslet broderlige kærlighedserklæringer blandt publikum.

Nu er man efterhånden ved at være godt stegt og træt. Der er et betydeligt mandefald blandt festivalgæsterne, og jeg dropper amerikanske Uzala. Jeg kan ikke holde til mere tid i Dødsmaskinen. Jeg skal spare læserne for fyldige referater af mine begavede samtaler. Mest fordi jeg på dette tidspunkt af aftenen er godt mørbanket og ikke rigtig kan huske, hvad jeg talte med folk om. Sikkert noget med Metalized.

Det bliver til et par numre med amerikanske Windhand. Man kan godt høre, de udkommer på Southern Lord Records. De virkede flinke i merchandiseboden overfor min, da jeg kort talte med dem tidligere, men musikken... De er glade for Electric Wizard, det er jeg også, men det er søreme en kedelig og lavintensitets-Neurosispræget tilgang, de har til at lyde som Electric Wizard, så Devilutions udsendte lister stille bort.

Heavy Days in Doom Town var endnu en vellykket én af slagsen med god musik, godt selskab, en stor indsats fra de frivillige (også de frivillige merchandisesælgere!), gode øl og cocktails og alt det der. Jeg kan vel lige svinge mig op til at brokke mig over, at vejret var noget koldere end sidste år, men det vil jeg trods alt ikke klandre nogen for. Vi ses igen til næste år!

Læs også anmeldelser af dagens koncerter med:
THE GRAVIATORS
og
WINDHAND