Ilter '25: Fredag - Cirkelspark og kartonvand

Mens Ilters andendag på papiret lignede den stærkeste, bød fredagens strabadser alligevel på et par artige overraskelser, inden branderten for alvor slog igennem.

På rygtebørsen forlyder det, at årets Ilter Festival kunne risikere at blive den sidste udgave af festivalen. Det ville i allerhøjeste grad være en skam, for den lille festival i kælderen under Teater Momentum er endnu en gang et kærkomment gensyn. De fynske øl smager stadig fremragende modsat den obligatoriske gruppepres-Arnbitter, der naturligt åbnede festivalens førstedag, lynsnart efterfulgt af københavnske Henret.

Hvis Rot Away havde andre planer den dag, er Henret et udmærket alternativ, der med en særdeles effektiv metallisk hardcore gør deres for at sparke festen i gang. Indledningsvis undgår man dog ikke at lægge mærke til, at der måske er en slat færre tilskuere end vanligt på festivalen. Og os, der er her, skal lige drikkes op fra slap. Henret får dog lukket deres 30-35 minutter med fuld knald på strobelysene og rigelige breakdowns, og de første eventyrlystne dansere slåsser behørigt pitten varm og får spredt de første ølpøle på gulvet som tak.

Store følelser og noget om druk
Henrets bysbørn fra Jakobe er næste indslag. Et purungt orkester med en enkelt EP på CV'et, som bringer mindelser om vred riot grrrl-punk. Umiddelbart virker det, som om Jakobe måske er de mennesker i lokalet, der tager Jakobe mindst seriøst. Ét nummer bliver introduceret med ”vi fik altså ikke lige øvet den her forleden, fordi jeg skulle til køretime”, et andet med ”jeg skal synge den her, fordi jeg løj og sagde, at jeg kunne growle, men det kan jeg ikke”. Oh well, så længe I selv har det sjovt, er det trods alt det vigtigste. Uanset hvad gør kvartetten en hæderlig figur, selv om lidt mindre snak på scenen måske ville have været bedre.

Ilter Festival er en effektiv maskine. Hvert band får 30-40 minutter, så er der 20 minutters sceneskift, og så kører vi igen. Det lader tilskuerne, som der trods alt er kommet en del flere af et par timer inde i festivalen, opleve en hulens masse musik på meget kort tid. Det gør så også, at der ikke er indlagt naturlige pauser til meget andet end et toiletbesøg og en hurtig spurt i baren. Skal man mere, må man give køb på koncerterne. Det gør eksempelvis, at jeg kun oplever de første to skæringer fra norske Siste Sort, der spiller en mere klassisk punk med plads til masser af følelser. Så trækker andre forpligtelser. Men hæderligt, det var det sikkert nok.

Skal man føle noget under newzealandske Dartz er det nok primært følelsen af at drikke mere og råbe højere. Bandet spiller pubrock lige ud af garagen, og med titler som 'It's a Dangerous Day to Be a Cold One' og 'Bush Weed' er tematikken afsløret. Og det går rent ind hos det fynske publikum, der kvitterer med dagens største fest. Pitten er levende, af flere omgange også indeholdende bandet selv, øllet flyver, og der bliver råbt med. Det er ved Gud ikke stor kunst, men nøj, hvor er det medrivende. Føler man til tider, at man kan blive fanget i en post-verden, hvor alle bands skal minde om fortænkte versioner af deres idoler tilsat smerte og dissonans, så kan det være befriende bare at få tyret bajerhymner i fjæset i en halv time. Det gjorde Dartz, og det nød vi.

Da det hele blev tungere
Det kommer efterfølgerne fra Barren Womb desværre til at lide under. Duoen, der kan sammenlignes med en særdeles hidsig uægte stedbror til Royal Blood, evner slet ikke i samme grad at få inkluderet publikum, hvor hårdt de end prøver. Her er ingen dumme omkvæd, man kan skråle med på 12 gange i træk, her er ingen store smil, og den fordrukne newzealandske humor går ikke helt igen i de to noget mere indesluttede nordmænd, der som sådan spiller ganske udmærket, men alligevel bliver lidt af et anti-klimaks hos et publikum, der i øvrigt heller ikke selv har været blege for at gå til de våde varer, som begynder at have en vis effekt efterhånden som natten sænker sig udenfor.

Derfor er det måske rigeligt sent at aftenens måske største navn, The Hirs Collective, entrerer scenen. Vi er ved at være der, hvor det hele godt må være lidt dumt eller gå pænt stærkt, og mens bandets kaoshard-/grindcore så rigeligt opfylder det sidste kriterium, er det så som så med det første. The Hirs Collective er i allerhøjeste grad politiske og har deres holdninger, og måske er publikum ved at være nået dertil, hvor andres tanker og følelser ikke er det, vi går mest op i. Det er tungt, det er hårdt, men det er nok også en smule svært at engagere sig i, efterhånden som klokken nærmer sig midnat. At bandet, der på plade benytte sig af læssevis af gæstestjerner, heller ikke ligefrem formår at få den samme intensitet ud med to personer på scenen, hjælper ikke synderligt på humøret hos tilhørerne.

Så er det godt, der er Hexis. Hvis du ikke har set Verdens Hårdest Knoklende Band før, er det fordi du har boet under en sten siden vuvuzelaens velmagtsdage. Hexis har spillet overalt, og bør være en velkendt størrelse for de fleste. Mens de ikke er det mest innovative band, er det svært at argumentere mod den hårde vilje og arbejdsraseriet, københavnerne besidder. Således også en hæderlig indsats denne aften for dem, der ikke allerede havde overgivet sig til alkoholens dybe søer.

Læs om lørdagen her: Ilter '25: Lørdag - Fod i fjæs og Arnbitter