Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Midgardsblot '17 – Torsdag og fredag

Populær
Updated
Midgardsblot '17 – Torsdag og fredag
Midgardsblot '17 – Torsdag og fredag
Midgardsblot '17 – Torsdag og fredag
Midgardsblot '17 – Torsdag og fredag
Midgardsblot '17 – Torsdag og fredag
Midgardsblot '17 – Torsdag og fredag
Midgardsblot '17 – Torsdag og fredag
Midgardsblot '17 – Torsdag og fredag

Tæt på skov og hav og blandt gravhøje fra vikingetiden gav et hav af musikere hver deres fortolkning af nordisk kultur på den første festivaldag på Midgardsblots tredje år.

Kunstner
Titel
+ Unleashed + Sólstafir + Winterfylleth + Tengger Cavalry + Superlynx + Nan Madol + Folket Bortafor Nordavinden + Forndom
Spillested
Dato
18-08-2017
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at langt de fleste musikfestivaler ligner hinanden; ingredienserne består hovedsageligt af x antal musikscener, nogle mad- og merchandiseboder samt et campingareal. Og selvom det for langt de fleste musikanmeldere er årets højdepunkt, er det efterhånden svært at skelne mellem de forskellige festivaler og ikke mindst deres særpræg; dét er en sjælden vare. Efter jagten på nye og spændende festivaler, Devilution kunne dække, faldt undertegnede over norske Midgardsblot, som danske Myrkur, Huldre og ikke mindst vores kollegaer på Blastbeast allerede havde haft fornøjelsen af at besøge – og det er ikke ment som en talemåde, men helt bogstaveligt.

Da vi ankom til den lille by Borre syd for Oslo tidlig torsdag aften og fandt festivalpladsen ved Midgard historisk senter, gjorde hverken byen eller festivalen dog noget synderligt indtryk. Efter at have vist ID ved akkrediteringskontoret, dels for at kunne få lov til at indtage alkohol (vi ser så friske og unge ud!), dels for at få udleveret presseadgang, skulle vi vandre gennem en skov på en smal sti fyldt med myg og langs en aflukket camp i ægte vikingestil for at finde festivalpladsen, som bestod af nogle få merchandise- og nipsboder, der virkede som en slags foyer, hvorefter en indhegnet sti førte ind til selve festivalscenen og den gamle vikingehal, Midgardsblot er centreret omkring.

Første aften på den gamle vikingegrund var meget regnfuld, og da der ville gå noget tid ,inden shuttlebussen til Devilutions bosted kørte, forsøgte vi, ligesom resten af festivalen, at søge ly i den proppede vikingehal. Vi måtte desværre give op og søgte i stedet ly hos en overdækket madbod, mens vi blev varmet op af bagekartofler (dem har vikingerne næppe spist) – og hvad i alverden har det at gøre med musik? Jo, at Unleashed også indså, at netop denne madbod ville være et strategisk smart sted at slå sig ned (og endda lige ved siden af os). Til stort uheld for bandet opdagede bodens ejer desværre, at kendisserne sad og spiste mad erhvervet hos en anden bod, hvorfor han straks smed dem alle ud.

Festivalens sjældne mangel på forskelsbehandling kunne på Unleasheds bekostning ikke andet end at give et smil på læberne, hvorefter vi endnu engang med oprejst pande bevægede os ind i vikingehallen igen for at overvære Midgardsblots husorkester, Folket Bortafor Nordavinden, give en yderst original og fængende optræden, der endelig bragte Devilution-rotterne i festlig vikingestemning. Og herfra blev festivalen kun bedre og bedre for hvert sekund.

Det eskalerede allerede næste morgen, da vi fandt ud af, at netop Folket Bortafor Nordavinden boede i hytten ved siden af os. At have så vikingepassionerede naboer, der endda agerer som festivalens husorkester, kunne kun være et godt tegn, og det var det sandelig også!

På den første rigtige festivaldag var vi tydeligvis nogle af de første til at ankomme på pladsen, foruden en folkeskoleklasse, hvis lærere tydeligvis har prioriteterne i orden. Af samme grund var vi blandt de få publikummer til at se første navn på scenen, Tønsberg-baserede Nan Madol, et band, man rent musikalsk og imagemæssigt nok ikke ville forbinde med netop denne festival, men som alligevel formåede at give en solid præstation i groovet progressiv hard rock, der fængede samtlige af de få festivalgæster, som var stået op i anstændig tid. Bandet lod sig ikke påvirke af den næsten tomme plads foran scenen, og særligt vokalist og trommeslager Kolbjørn Enge gjorde så fremragende et stykke arbejde, at man uden tøven kunne sætte dem på Roskilde Festivals lørdagsprogram.

Næste levende billede var knap så spændende; den kvindefrontede norske stonertrio Superlynx nåede aldrig ud over scenekanten, deres ageren var lige så ensartet og monoton som musikken. Den eneste forandring var enkelte intense trommestykker hist og pist, der var med til at pifte stemningen og tempoet op, men det var langtfra nok til at kunne løfte hele showet op. Heldigvis var indslaget efter det stik modsatte.

Magen til festligt indslag som Tengger Cavalry skal man lede længe efter. Folkbandet, der er baseret i New York, og som kombinerer metal med traditionel musik fra Mongoliet, herunder strubesang, formåede kort tid efter, Superlynx var gået af, at samle samtlige festivalgæster foran scenens forholdsvis lille plads. Der lød stor applaus, da bandets frontmand Nature G iført sin mongolske folkedragt bevægede sig hen mod mikrofonen, sparkede festen i gang og viste, hvorfor alle var samlet til denne koncert. Bandet var sejt på alle punkter, medlemmernes energi var særligt smittende, og musikkens originale genreblanding var svært fascinerende – hvem skulle have troet, at metal, strubesang og traditionelle mongolske instrumenter fungerede så godt sammen? Da bandet for at overgå egne modsætninger oven i købet inviterede to trommespillende vikinger på scenen, kunne tingene hverken blive mærkeligere og mere brillante; Tengger Cavalry er mestre i at matche det tilsyneladende uforenelige. Det for alvor mærkværdige ved hele scenariet var dog, at denne gæsteoptræden ikke som sådan var planlagt; begge vikinger var mere eller mindre tilfældige vikingepassionerede festivalgæster, bandet havde mødt aftenen forinden, og som havde imponeret Nature G med deres dragter og trommespil til sådan en grad, at han inviterede dem til at optræde til koncerten næste dag. Hurra for det!

Selvom det næsten er umuligt at tænke sig til, var publikum lige så mærkeligt på en positivt fascinerende måde og underholdende som bandet. På mange måder blev undertegnede mindet om publikummet til Venoms legendariske koncert tidligere på året på Sweden Rock, da folkesammensætningen var lige så broget, og stemningen mindst lige så høj. I moshpitten kunne man både finde vikingekrigere iført fuld rustning, overkropsnøgne teenagedrenge og kvinder iført middelaldertøj med dertilhørende smykker og håropsætninger – ja, faktisk kan publikummet og koncertstemningen vises meget bedre med et enkelt billede.

Og en af Midgardsblots helt store forcer viste sig allerede på daværende tidspunkt at være alle de mange typer gæster, der var repræsenteret. På trods af festivalens forholdsvis nicheprægede fokus formår den at favne bredt og skabe et helt unikt fællesskab, der trods stor forskellighed er samlet om kærligheden, fascinationen og respekten for kultur, historie og natur. Midgardsblot er en festival, der inkluderer og absorberer alle i det enormt gennemførte univers, den skaber over alt for få dage gennem en bred vifte musikalske navne, unikke omgivelser og skræddersyede aktiviteter såsom guidede museumsture, mjødsmagning og madundervisning i vikingekost.

Nå, men for at vende tilbage til musikken, der jo er det egentligt vigtige i denne forbindelse, bød programmet næstefter på britiske Winterfylleth, der mestrer atmosfærisk black metal. Det var vist også nogenlunde det, det kunne blive til i denne omgang. Dagslyset klædte ikke ligefrem kvartetten eller deres musik, hvis stemning ikke blev lige så intens og magisk, som den kan være på plade. Selvom medlemmerne egentlig præsterede ganske fint, var det tydeligt, at de var vant til at gemme sig bag musikken og ikke mindst mangel på lys, hvorfor de virkede en anelse kedelige at se på. Med andre ord var koncerten prægede af ærgerlige omstændigheder, man dog godt kunne have forventet, at et etableret band efterhånden kunne komme udenom.

Klokken kvart over syv om aftenen blev det tid til en hel anden slags black metal, undertegnedes yndlingsact på plakaten, nemlig Gaahls Wyrd. Ja, det er et band med Kristian Espedal, bedre kendt under kunstnernavnet Gaahl, og hvis ikke du har hørt om bandet før, skal du ikke være bekymret. Kort fortalt stoppede God Seed, der spillede på Copenhell i 2013, for nogle år siden, da Gaahl og bassist King ov Hell havde kreative uoverensstemmelser – hvilket forklarer, hvorfor King ov Hell er kommet med i Abbath. For at det ikke skal blive en længere redegørelse i historie og stridigheder i den norske black metal-scene, dannede Gaahl herefter et nyt musikprojekt med sig selv i front under navnet Gaahls Wyrd, der ikke just har været hot news i den internationale musikpresse. Måske det egentlig skyldes, at dette tilsyneladende nye projekt bare er God Seed med et nyt navn og en ny bassist, Frode ‘Eld’ Kilvik. Sætlisten bar i høj grad også præg af God Seeds eneste fuldlængde og i øvrigt fremrangende album ‘I Begin’ fra 2012 med højdepunkter som ‘Lit’, ‘Alt Liv’, ‘Aldrande Tre’ og ‘From the Running of Blood’, der blev gæstet af vokalisten Luca Gregori fra det italienske symfoniske black metal-band Darkend. Og netop gæsteoptrædender er Gaahls Wyrd også kendt for. Selvom vi i denne omgang blev snydt for Einar Selvik, bedre kendt under aliaset Kvitrafn, hjernen bag det norske folkband Wardruna, som Gaahl tidligere har været involveret i, og som har lavet soundtracket til flere sæsoner af den populære TV-serie ‘Vikings’, blev vi heldigvis ikke snydt for Kati Ran på nøgleharpe under Trelldom-sangen ‘Steg’, der uden tvivl var en af publikumsfavoritterne blandt dem, der havde lavet lidt research på bandet. Alt i alt var koncerten ganske begivenhedsrig, og dynamikken de faste medlemmer imellem var ganske interessant, der kun gjorde koncerten bedre; Gaahl virkede gal, særligt i starten af koncerten, bevægede sig på sin karakteristiske stille, kontrollerede og ondskabsfulde måde, og var god til at give plads til strengeinstrumentalisterne ved at gå af scenen, når han ikke sang. Nogle ville måske anse dette som værende arrogant eller ligegyldigt, men det gav tværtimod en effekt af reel ophøjethed og respekt, da han kendte sit værd, sin plads og virkede, som om alt var nøje gennemtænkt til mindste detalje uden at fremstå forceret. Gaahl har styr på tingene, hvilket hans enestående og imponerende vokalpræstation også beviste – han skiftede fra growl til hvæs til sang til lyse skrig uden nogen som helst form for besvær. Det var med stor ærgrelse blandt publikum, da han og resten af bandet gik af, når deres 45 minutters scenetid var løbet ud. Alle blev efterladt med en hungren efter mere intens black metal.

Desværre var de to næste navne slet ikke af samme kaliber, men gjorde alligevel et godt stykke arbejde inden for deres respektive felter. De svenske dødsmetalveteraner i Unleashed, som dagen inden blev smidt ud i regnen af en madbod, led heldigvis ikke af nogen former for forkølelse og var i allerbedste humør. Johnny og drengene, som bandet plejer at underskrive deres nyhedsbreve med, var mildest talt langt bedre, end da undertegnede sidst så dem på Black Christmas Festival i Norrköping. Der blev spillet heltetematiseret og energisk dødsmetal, fyret vittigheder af, drukket øl af ølhorn og interageret i enorme mængder med publikum, og som en af deres sange hedder, blev koncerten i sandhed en ‘Death Metal Victory’. Skål!

Fra den høje stemning skulle vi nu til noget mere afdæmpet med islandske Sólstafir, festivalens absolut mest poppede og mainstream navn. Deres udefinerbare blanding af rock og post-metal med utallige inspirationskilder blev udført med en imponerende professionalisme, der dog grundet musikkens mere stille og på sin vis også sørgmodige karakter blev for stor en kontrast til Unleashed. Selvom islændingene formåede at danne den største publikumsmasse foran scenen, blev feststemningen hurtigt ødelagt af Sólstafirs seriøsitet. At sætte et yderst intellektuelt band på lige efter dagens største drukkandidater var ikke just et smart træk fra festivalens side, og da bandet oven i købet vælger at holde en fem minutter lang tale om depression og tabet af en af deres nære venner af netop denne årsag, blev koncerten ligefrem en downer. Det skal ikke forstås som disrespekt, men bandet burde have stukket en finger i jorden og have opført et mere fest(ival)venligt sæt. Når det er sagt, skal det danske publikum dog glæde sig til at opleve bandet i mere intime og seriøse rammer, når de gæster Danmark til december.

Et andet act, der heller ikke just var i festhumør, var det svenske soloprojekt Forndom, der gav koncert i vikingehallens intime rammer – i bogstaveligste forstand. Allerede et kvarter inden det angivne starttidspunkt var hallen så fyldt, at der lige akkurat var plads til undertegnede og få mennesker allerbagerst, før vagterne besluttede sig for at oprette et køsystem, så nye gæster kunne komme til, når andre forlod hallen. Og fra hallens bagerste afdeling, hvor dørene også var placerede, kan undertegnede berette, at selv Gaahl blev nægtet adgang. Ifølge brandmyndighederne tæller norske black metal-legender også med, når der udregnes kapacitet og brandsikkerhed. Da klokken var over midnat, alle havde fået en øl eller ti indenbords, og hallen ikke er skræddersyet til livemusik, var publikum naturligvis højlydt, da bandet gik på, hvorfor de hverken kunne ses eller høres. Selvom det sidstnævnte nu i høj grad skyldtes musikkens stille, skrøbelige og følsomme karakter, blev H.L.H. Swärd, projektets bagmand ret så sur over, at folk ikke kunne stille. Pludseligt lød et surt “SHUT THE FUCK UP, THIS IS SERIOUS!” gennem lokalet. En malplaceret udtalelse, der ikke just gjorde lydforholdene bedre eller den fulde menneskemasse gladere, tværtimod … Undertegnede gav op i at overvære kampen mellem en selvhøjtidelig kunstner og alkoholpåvirkede festivalgangere.

Dagen startede, som den sluttede. Folket Bortafor Nordavinden fulgtes ad med Devilution i shuttlebussen hjem, festivalens ånd fulgte os hele vejen til døren.