MMF '19: Torsdag – Ga-ga-ga-ged og helvede

Goat gakkede ud med gamle slagere fra 'Sacred Pilgrim', The Rite viste sig som et aldeles lovende nyt indspark på black-scenen, og Demon Head rundede storartet af på en førstedag, der stod i danskens navn.

Klokken 12:21 kørte toget fra hovedbanen; destination Fredericia og den traditionsrige Metal Magic Festival. Den berømmede, forvoksede havefest, der nu kører på tolvte år. Nærværende skribent havde dog først sin ilddåb i 2018 med en éndagsbillet lørdag, som udviklede sig til en non-stop brandert indtil næste morgen kl. 10, da festivalbussen atter drog hjem mod storbyen.
I år skulle således blive første år, hvor både telt og søvn blev prioriteret ind i regnskabet. At et samleled i toppen af teltet faldt ud ved opslåning havde vi dog gerne været foruden, og en time gik med hastigt at afværge den ulmende katastrofe, inklusiv lommekniv, skruetrækker og bistand fra to englændere i naboteltet.

Missionen fuldendtes med møje og besvær og blev fejret behørigt med en Metal Magic Special fra drinkkortet, og så kørte festen ellers på teltscenen, hvor århusianske Sunken var sat ind til at åbne gildet med deres shoegazede take på atmosfærisk black metal. Der blev skreget og skrålet, og de stramme guitarfigurer blev leveret med velkendt postmetallisk schwung, men som nyankommen havde selskabet højere prioritet. Mange venner var landet, ikke mindst fra nordvests Lygtens Kro-segment, der vel nærmest var taget på fællesudflugt i det jyske. Skulle vi have glemt, hvor vi var, gjorde løkkerne med de blodindsmurte, halshuggede dukker bag scenen da også sit til, at man atter følte sig hjemme på marken udenfor Fredericia.

Setuppet er hurtigt at overskue, selv for de dele af vennekredsen, der er nye i regiet. To scener, der konstant afløser hinanden, så man ikke risikerer at gå glip af noget i farten. Et merch-telt, et par madboder og en bar med specialøl imellem scenerne. Næsten al betaling foregår via de forskellige former for mad- og drikke-billetter, der købes ved indgangen. Den mindre teltplads med godt 100 telte ligger lige bag boderne, og er man mindre disponeret for slatne luftmadrasser og bøvlede tisseture i hegnet i nattens mulm og mørke ligger Best Western ti minutters gang væk. Undskyldningerne for at gå glip af noget er med andre ord begrænsede, og vi misser da heller ikke noget på førstedagen.

De indledende øvelser
En dag, der med én undtagelse stod i danskens navn, men til gengæld kom godt rundt i afkrogene af Metal Magics profil. Shadow Storm åbnede hovedscenen og sondrede 80'ernes metalliske storhedstid, men repertoiret virkede vagt og rodet og gjorde desværre ikke meget for hverken at overbevise eller bide fra sig. Den rolle fik Deiquisitor til gengæld umiddelbart derefter, da de tonsede nådesløst afsted i teltet. Man ved, hvad klokken er slået, når hvert eneste nummer indledes med fire slag på lilletrommen, så bandet ikke starter på skæve takter. Det rykkede lige som det skulle og satte pitten i omdrejninger, og selvom variation var en by i Sibirien kunne det være flintrende ligegyldigt, når blot vi savnede et band som Deiquisitor, der kunne samle os alle i Metal Magic-ånden.

I den mere retroprægede afdeling fortsatte de lokale Silhouette i mere psych-dystert terræn. Forsanger og bassist Tobie piskede stemningen op og de indlagte, instrumentale passager demonstrerede fornemt bandets format; ikke mindst de brede keyflader fra Jeppe, hvis Hawkwind-trøje var selvforklarende i Silhouettes mere udsyrede øjeblikke. Tiden skred dog hastigt afsted, og uden andet end havregryn og peanuts i mavesækken hele dagen var det tid til at teste de sorte karrytoasts. En fortræffelig spise, der også prydede årets Copenhell, og var de ikke løbet tør for sort brød allerede tidligt om fredagen, havde vi gerne gentaget den succes resten af weekenden.

Alle hader stadig Goat
Da jeg blev introduceret til festivalen sidste år var det med Lasse Baks gamle kultprojekt Goat som dagens første indslag – i bankoformat. Han havde fået Allan fra Heavy Agger til at stå for oplæsning af tallene, lige så vores vendsysselske sprogøre blev sat til tælling. En kopi af den håndskrevne tekst til 'Kill the Church' og et gammelt brev fra politimesteren om afskrivning af en bøde for spirituskørsel rigere var det dog svært at være utilfreds med at have to hele rækker. Med en teenage-fascination for det forunderligt elendige album 'Sacred Pilgrim' i bagagen var der dog ikke et øje tørt denne gang, hvor pladens første skæring 'Brotherfucker' åbnede koncerten, og det stod klart, at Goat for en gangs skyld ikke ville tage røven på os. Det var himmelråbende elendigt, og selvom ketchuppen var lagt på hylden fungerede det nu også fortræffeligt med Bak i leopardjakke, de korpulente sidekicks med overtapede ølmaver og masser af ga-ga-ga-gakkede jokes i ærmet.

Efter en grine-/grædefærdig halv time virkede Dark Sky Choir som en unødvendig parentes i regnskabet, der givetvis havde fungeret, hvis ikke teltets drinkkort virkede mere fristende. Det var kun lige til at bære over med, at Exotic Disease smagte som noget, vores lærere kunne have serveret os til skolefesterne i folkeren, og makkerens valg af Mosquito (bedre kendt som Mojito) var afgjort det bedre valg i regnskabet, inden The Rite skulle havde deres ilddåb på teltscenen.

Dæmonernes sejr
The Rite er endnu et relativt nyt foretagende med medlemmer fra italienske Black Oath og de lokale black metal-helte fra Denial of God. Ustumallagam rallede sig gennem det meste af det kommende mini-album 'The Brocken Fires' med enkelte nyere skæringer undervejs, og det var tydeligt, at det på trods af at være deres debutkoncert var erfarne herrer, vi her stod overfor. Der var både temporyttere og doomtravere undervejs, hvor 'Heed the Devil's Call' stod som højdepunktet i den tungere afdeling. Men der var ingen tvivl om, at det er black metallen, der flyder tykkest i deres årer. Deres cover af Goatlord's 'Acid Orgy' rundede af med spredte horn i teltet, inden turen gik mod Slægt på hovedscenen.
Et band undertegnede har set små 10 gange de seneste par år, og som altid leverer varen, ikke mindst til deres majestætiske koncert på Roadburn i foråret. Sætlisten var ikke væsentligt anderledes, udførelsen var som vi kender den, og hvor rutinen så småt begynder at sætte ind bliver det sværere og sværere for alvor at hidse sig op, selv når Slægt gør det godt. Samtidig blev det mere tydeligt, at frontmand Oskar Frederiksen ikke kom så godt ud over scenen som mange af de andre frontmænd, vi havde set tidligere på dagen. Stagepersonaen mangler stadig lidt, ikke mindst i dialogen med publikum, men Slægt lød som vi kender dem, og det var jo sådan set også helt fint.

Det skulle dog blive deres venner fra Demon Head, der vandt vores metalhjerter under teltscenens mere ydmyge setting. Drengene har begået en mindre genistreg med den seneste 'Hellfire Ocean Void', der dominerede sættet, og det var tydeligt på fremmødet, at vi ikke var de eneste der havde det sådan. Ferreira Larsens indfølte croon og den dystre doomrock gik op i en højere enhed, mens førstedagen af Metal Magic gik på hæld. Vinylen røg med hjem i teltet sammen med en særlig festival-udgivelse af et kassettebånd med The Rite, så vi ikke glemmer dagens højdepunkter, mens vi tæller ned til Angel Witch og Tormentor i morgen – og en lang nat i et halvfugtigt telt...