Doomambassadører, festflyvere og røvballe-tigre

_T1X8367
_MG_5978
_MG_5688
_MG_5726
_MG_5159
_MG_5427
_MG_5197
_MG_5555

Det var et stilforvirret program, som andendagen på Nordic Noise 2019 havde at byde på, men velspillet AOR og et gensyn med Candlemass gjorde godt.

Kunstner
Titel
+ The Night Flight Orchestra + Tygers of Pan Tang + Ethereal Kingdoms + Silvera
Dato
11-05-2019
Trackliste
Candlemass:
Marche Funebre (intro)
Well of Souls
Dark Reflections
Mirror Mirror
Astorolus - The Great Octopus
Under the Oak
Bewitched
Crystal Ball
A Sorcerer's Pledge
-
Black Trinity
Dark Are the Veils of Death
Solitude
-
Demons Gate

Tygers of Pan Tang:
Only the Brave
Love Don't Stay
Lonely at the Top
Gangland
Euthanasia
Take It
Keeping Me Alive
Glad Rags
Don't Stop By
Devil You Know
Hellbound
Suzie Smiled
-
Don't Touch Me There
Love Potion No. 9 (The Clovers cover)
Forfatter

Det er ikke, fordi det skorter på muligheder for at høre metal i hovedstaden. Slet ikke denne weekend, hvor A Colossal Weekend bød på et arsenal af post-metal-affilierede bands i VEGA, og der var dødsmetal i Pumpehuset, mens den væsentligt mere klassiske heavy metal og hard rock fik plads på Nordic Noise.

Det var syvende gang, festivalen blev afholdt, denne gang i det nyåbnede Amager Bio. Selvom Nordic Noise fungerer som en art showcase for pladeselskabet Mighty Music, hvilket var tydeligt med fredagens fire navne, herunder Mike Tramp, der alle udkommer på selskabet, så festivalen også blevet større med årene. Den rækker derfor også ud over label-repertoiret, hvorfor man i år kunne byde på to stærke svenske kort til lørdagens program: AOR-rockerne i The Night Flight Orchestra og doomkongerne i Candlemass ved siden af det labelsignede, klassiske NWOBHM-band Tygers of Pan Tang.

Identitetsløst
Men før det blev helt godt, skulle det være mindre godt.

Der blev lagt ud med danske Silvera, endnu et Mighty Music-band, der gik på så tidligt som 18.30 i en lettere tom sal. Jeg missede det første kvarter af bandets optræden, men baseret på det sidste kvarter gik jeg ikke glip af det store: Bandets lyd har sit udgangspunkt i amerikansk melodisk hard rock som Creed og Alter Bridge, komplet med tykke og twangy vokalfraseringer fra frontmanden Michael Krogh, og når tempoet sættes i vejret, kan man da også høre en anelse inspiration fra Volbeat.

Et fravær af fede riffs og en meget lidt rocket performance på scenen hjalp kun til at gøre det endnu mere identitetsløst, og selvom en spontan shreddingsolo gav en anelse musikalsk kant, føltes det også noget så malplaceret. Men håbet er ikke tabt; så ufarlige, som Silvera er, kan de sikkert appellere bredt og få masser af airplay på myROCK.

Opstyltet og usammenhængende
Der er en lang række årsager til, at jeg ikke hører symfonisk metal, og danske Ethereal Kingdoms, der var næste band på plakaten, udstillede mere eller mindre dem alle sammen: Opstyltetheden, teatralskheden, integrationen af faux-klassisk musik og den skarpe opdeling i forhærdet maskulinitet og skrøbelig femininitet, hvor kvinden skal agere en form for viktoriansk skønhed, der valser rundt, uskyldsren og ærbar, blandt de hårde fyre.

Det eneste, der manglede, var et korset på forsangerinden, så havde der været fuld plade.

Nuvel, ret skal være ret. Inden for genren kan Ethereal Kingdoms sikkert noget, for musikken var ikke uinteressant som sådan – der var progressive elementer, og det var dynamisk, som det bølgede frem og tilbage mellem ekstremmetal og mere stille passager med skønsang. Sofia Schmidt, showets anker, er uden tvivl en dygtig og versatil sanger, som hun skifter frem og tilbage mellem operavokal, growls, skønsang og dødsskrig, der var så høje, at en dame ved siden af mig fór sammen og gemte sig bag sin mand, hver gang Schmidts volumen trængte sig på.

Det kom bare ikke til sin ret i det samlede udtryk. Backingtracket var for lavt, hvilket gjorde, at de symfoniske keyboardflader ikke kom langt nok frem i lydbilledet, bandet virkede ikke synderligt sammenspillede, og gæstebidragene fra en soloviolinist og et mandskor fik det til at fremstå endnu mere opstyltet, ligesom Schmidts show med at smadre en violin på scenen og efterfølgende posere og kæle med den var, ja, noget aparte.

Under koncerten bredte der sig en lugt midt i salen, da manden mig foran slap en ulækker prut. Det er ret beskrivende for mit forhold til symfonisk metal. Det vil så meget, men ender bare med at give en kvalm fornemmelse. Som en lunken prut.

Sammenspillet ballerock
Man kunne til gengæld tydeligt høre, mærke og se, at Tygers of Pan Tang er erfarne og har mange år på bagen. Selvom det kun er guitarist Robb Weir, der har været med siden starten NWOBHM-bandets begyndelse i 1978, og resten derfor er medlemmer, der er kommet med efter gendannelsen ved årtusindskiftet, så er de sammenspillede, professionelle, dygtige.

De lader til at kunne lide at være på scenen, da de starter med ’Only the Brave’ fra deres seneste, selvbetitlede album fra 2016, før de vender tilbage til storhedstiden i starten af 1980’erne med den melodiske ’Love Don’t Stay’ og ’Lonely at the Top’.

”Are you ready for some old school heavy metal?” fik forsanger Jacopo Meille, hvis gestik, positurer og hårpragt mindede umanerligt meget om Robert Plants, spurgt publikum. Og det var de sørme.

Det var dog også, som om koncerten gradvist blev en fremvisning af fortidens klichéer og greb, alt imens publikum kun blev gladere. Tygers of Pan Tang fik i hvert fald bevist, at lige så oldschool metalliske, de kan være på numre som ’Gangland’, lige så røvballede kan deres hard rock være. Som på det nye nummer ’Glad Rags’, der lyder som AC/DC og handler om at give den los i weekenden og vise sit festtøj frem – i kvindernes tilfælde vist også hvad de har under festtøjet – og som indbød til både håndklap, fællessang og enormt mange repetitioner af omkvædet, så alle kan være med.

Kan man omfavne fadølsfesten, er det lige, hvad man har brug for. Men i den større sammenhæng var der langt fra tigrenes festrock til det tungsind, som skulle komme på scenen senere.

Festlig natteflyver

Festen fortsatte dog, for The Night Flight Orchestra havde en anden form for pondus, da de med otte medlemmer indtog hele scenen. Hvis Tygers of Pan Tang var lyden af start-1980’erne, så er The Night Flight Orchestra også et tidsbillede, bare rykket en fem-seks år længere frem. Det er Toto, Journey, Foreigner og REO Speedwagon (det er sjældent, man får mulighed for at nævne dem i en anmeldelse), der er forbillederne. Men det ville ikke betyde så meget, hvis ikke orkestret havde sangene til at følge epokehyldesten op med.

Det har de til gengæld, og selvom der var væsentligt mere gang i benene og flere hoppende maver under Tygers of Pan Tang, så er det altså svært at stå stille til The Night Flight Orchestra. Og selvom aftenens lineup pegede i mange retninger, var det stadig en fornøjelse at se, at en regulær poprock-gruppe også kan få plads – så udelader vi, at det nok skyldes frontmand Björn Strid og guitaristen David Anderssons involvering i Soilwork.

The Night Flight Orchestra kører stilen ret rent. Der er discobeats, dryppende keyboardtemaer, hvinende guitarsoli, uh-uh-kor og en generel svælgen i alle popmusikkens virkemidler, ikke mindst i form af ekstremt catchy omkvæd, som man kan høre det i numre som ’Midnight Flyer’, ’Gemini’ og ’Something Mysterious’.

De har desuden en luftkaptajn i frontmand Strid med briller og flyhat, en bassist – Sharlee D'Angelo, som også er et kendt navn i metalkredse – klædt i hvid habit og med meget, meget farvet sort hår samt en solbrilleklædt andenguitarist, der får en til at tro, at Tom Petty er genopstået fra graven og har fået sig en ny tjans som svensk rockhoved. Men hvorfor skal de to kvindelige backup-sangere være klædt ud som stewardesser, der står og laver flytegn og vinker undervejs i showet? Det bliver noget bagstræberisk, når nu de fint kunne indtage scenen på lige fod med de andre medlemmer og sørge for noget mere aktivitet dér, når nu de andre er så travlt optagede af deres instrumenter.

Men det virker, og der breder sig undervejs en stemning af halbal i Bioen, mens gulvet lægger plads til mere spildt fadøl og flere dansende lemmer. Og da bandet slutter af, er det med en kommentar fra Strid om, at de ganske vist stikker ud i lineuppet, men at de vil opfordre folk til at lave et dansetog igennem publikum til det sidste nummer. Hvilket folk så gladeligt gør.

Doomens ambassadører
Festlige kan man ikke ligefrem sige, at Candlemass er. Siden midten af 1980’erne har de banet vejen for storladen tristesse med deres stilskabende episke doom metal. At de desuden efter 30 år har fået sanger Johan Längqvist fra den klassiske debutplade ’Epicus Doomicus Metallicus’ indlemmet i gruppen igen, må siges at være et move, der understreger, at de godt selv ved, hvilken betydning deres musik har haft. Særligt når nu de havde en ret så kapabel frontmand i Mats Levén, som vi så – og hørte det – til den mesterlige koncert på Copenhell i 2017.

Nuvel, man forstår prioriteringen, og der er noget stort ved at se Längqvist betræde scenen med ælde og ynde, i sort læderjakke og med grå hårpragt. Der er ikke plads til mange smil i Candlemass’ tunge og sørgmodige metalunivers, men igennem koncerten gestikulerer Längqvist nok så meget, rækker hænderne ud til publikum, synger med den knyttede næve som symbol på musikkens kraft. Og minsandten om han ikke også smiler imellem numrene.

Det er der dog ikke meget af hos de andre. Guitarist Mats Björkman står mut og udtryksløs, helt iklædt sort og med en guitarrem med ”DOOM” skrevet på i gotisk skrift. Lars Johansson passer sig selv. Og bassist og bandleder Leif Edling ligner en kæmpe chef, sådan som han spiller løs på en Candlemass-signaturbas og drikker et lille glas rødvin imellem numrene.

De er doomens ambassadører, som det også besynges i det nye nummer ’Black Trinity’, men de er også på sejrsrunde efter 35 års aktivitet. Og selvom den nye plade med Längqvist, ’The Door to Doom’, på ingen måder kan leve op til fortidens materiale og faktisk er lidt af en fæl skuffelse, så er det svært ikke bare at trække på skuldrene ad det, når gruppen efter en introduktion med ’Marche Funebre’ begejstrer med ’Well of Souls’, ’Dark Reflections’ og ’Mirror Mirror’. Det er ganske vist numre, som er hentet fra Messiah Marcolin-perioden i bandets diskografi, men Längqvist sang dem habilt, selvom det var på mere rockklassisk manér, i et dybere leje og uden den operatiske intonation og vibrato.

Uventede problemer opstod dog, for allerede i første nummer måtte Edling forlade scenen og lade resten af bandet spille videre. Han havde sprunget en streng, fortalte han bagefter, hvilket angiveligt ikke er sket de sidste 20 år.

Men efter et hurtigt fiks var det videre i sættet, hvor bandet førte salen igennem klassikere som ’Under the Oak’ og ’Crystal Ball’ fra debuten og det obligatoriske hit ’Bewitched’, ligesom der også blev til førnævnte ’Black Trinity’ og ’Astorolus - The Great Octopus’ fra det nye album.

Det var ikke lige så majestætisk som den førnævnte Copenhell-koncert, og man kunne godt unde Candlemass et større publikum end de omtrent 500 mennesker, der var til stede i salen. Særligt når man tænker på, hvordan der knap var plads til flere ved Pandæmonium-scenen for et par år siden.

Men mindre kan også gøre det, og modsat det forkortede sæt på Copenhell fik Candlemass endda lov til at spille længere her. ’Solitude’ bød op til fællessang, bandet takkede af og forlod scenen, men Edling vendte tilbage og sagde, at de ikke plejer at give ekstranumre, men at de med Amager Bios tilladelse ville gøre en undtagelse her, hvorfor de sluttede af med den næsten ti minutter lange ’Demons Gate’.

Klokken nåede dermed at ramme halv et, før årets Nordic Noise blev rundet helt af. Stilforvirret, ja, men bestemt ikke uden sine højdepunkter.