Odense – Scenen under radaren
PopulærVi har glemt Odense. Længe. I Danmarks tredjestørste by er der mere kog i metalscenen end længe set, og vi tog til Fyn for at høre om fælles trommeslagere og en isolation, der fører til både uønsket magelighed og nye ideer.
”I burde komme en tur til Kansas City i Odense.”
En enkelt sætning i et kommentarspor. En opfordring, som gav genlyd. For vi har ikke været gode ved hverken Odense eller Fyn længe. Trods regelmæssige fynske besøg til eksempelvis Wacken Metal Battle samt et ganske fremragende odenseansk hardcoreindspark fra Demersal tidligere på året fortæller en søgning i vores artikelarkiv, at vi ikke har anmeldt en koncert i Odense i henved to år, hvor en skribent lige var hjemme at besøge familien. Så ja, vi burde virkelig komme en tur til Odense.
Derfor var det med en følelse af endelig at slippe af med en nagende dårlig samvittighed over noget, man har glemt at få gjort, da vi en søndag middag i oktober trillede ind på p-pladsen ved de gamle fabrikshaller, der nu om dage udgør øvelokalekomplekset Kansas City. Lokaler, der plejede at lægge vægge til fremstillingen af det velkendte arbejdstøj-mærke Kansas. Og lokaler, der i de senere år har været hjemsted for en metalscene, der har knoklet arbejdstøjet i laser, mens den danske metalpresse stort set har ignoreret den. En scene, der er præget af et tæt knyttet fællesskab, og som nu er på nippet til at sende en stribe nye plader ud i hovedet på et publikum, der for de fleste på fastlandet og i hovedstadens vedkommende ikke har set dem komme.
Således er alle de fire orkestre, der denne eftermiddag er repræsenteret rundt om interview-bordet, godt undervejs med at afslutte skrivningen eller indspilningen af plader, der skal se dagens lys i år eller næste år.
– Arsenic Addict er det mest rutinerede band ved bordet. Efter en selvudgivet debut har de landet en pladekontrakt med Emanzipation Records og gør klar til at indspille plade nummer to. Stilen er obskur og brutal dødsmetal med inspiration fra eksempelvis Corpsessed. Bandet deltog i Wacken Metal Battle 2019.
– Crown the Beast knokler for at få debutpladen klar. Et album, der trækker på inspirationer fra den mere groovy dødsmetal og alt fra Morbid Angel til Lamb of God. Fokus er på harmonier, atmosfære og masser af groove. Bandet har den kuriøse ære at være det eneste ekstremmetalband, der nogensinde har optrådt på den fynske mainstream-festival Tinderbox, og tæller bl.a. tidligere As We Fight-frontmand Jason Campbell i lineuppet.
– Black Tritonus er scenens unge håb. Med en ungdommelig fandenivoldskhed er udgangspunktet en trækken på skuldrene over traditionelle genrekonventioner og et mål om at skabe en lyd, der er voldsom, primitiv og så hurtig som overhovedet forsvarligt. Inspirationerne kommer ifølge bandet selv fra alt fra Pantera til black metal. Bandets debutplade er færdigindspillet hos Jacob Hansen og forventes ude i begyndelsen af 2021.
– Før Coronaens indtog lignede Terrorpy et af de mest interessante indslag til Wacken Metal Battle 2020. Trioen har baggrund i både jazz og klassisk musik og sigter efter en dødsmetallisk lyd, der udfordrer, overrasker og gør ondt. Udtrykket har visse ligheder med de værdier, som eksempelvis flere K-Town-bands står for. Hårdt, brutalt og ubarmhjertigt, samtidig med at Terrorpy gør sig i både virtuose og til tider halsbrækkende svære kompositioner. Bandets debut 'Stuffing Puke Into the Sockets' udkommer 27.november.
”Christoffer er dødsmetallen i Odense”
At undergrundsmiljøet og scenen i Odense er tæt sammenknyttede størrelser, hvor alle kommer hinanden ved, viser sig hurtigt allerede under eftermiddagens navnerunde, da Christoffer Birkeholm Leth introducerer sig selv som trommeslager i såvel Terrorpy som Black Tritonus og Crown the Beast til stor moro for resten af rundbordsdiskussionen.
– Altså, det hele hænger på Christoffers skuldre. Dødsmetal i Odense er Christoffer, fortæller Søren Rønnebech Grønning, guitarist i Crown the Beast, storgrinende. Vi andre hænger på træerne, og du kan nærmest ikke kaste en sten i Odense uden at ramme en guitarist. Men uden Christoffer...
Et øjebliks stilhed og eftertænksomhed. Odense er stadig en lille scene, hvor de få kan gøre den store forskel på scenens fremskridt eller fallit. For scenen i Odense er stadig lille og sårbar.
– Generelt har det tit været svært at komme udenfor bælterne, når man er et fynsk band, forklarer Jonas Guldfeldt Viuff, frontmand i Terrorpy. Det gør så også, at vi passer godt på hinanden. Vi er en lille metalfamilie præget af hjælpsomhed, der altid står klar til at låne hinanden udstyr, chauffører til og fra gigs, til at producere hinandens materiale osv. Desuden øver vi alle sammen herude på Kansas, og de fleste møder altid op til hinandens koncerter. Koncerter, der i øvrigt tit bliver til ekstrakoncerter i øvelokalerne eller bare fælles efterfester. Der er en fælles idé om, at det kan være svært at komme uden for Fyn, og derfor støtter alle hinanden i at komme af sted.
– Netop det her sammenhold gør også, at du ikke kan tage til en metalkoncert i Odense, uden at de andre bands er der, og der ofte er over 50 personer til de fleste gigs, supplerer Christoffer Birkeholm Leth. Vi er gode til at støtte den fynske metal internt.
– Vi har holdningen, at er noget godt for det enkelte band, er det godt for os alle sammen. Vi har ingen krig internt mellem bandene her, og alle sætter miljøet over de enkelte bands, fortsætter Grønning. Går det godt for nogen, får metal fra Fyn opmærksomhed. Faktisk tror jeg, at det gør sig gældende for hele musikmiljøet i Odense. Vi bliver nemt overset, så vi gør, hvad vi kan, for at hjælpe hinanden frem. Et udsagn, resten af selskabet nikker til i fuld enighed.
En opmærksomhed, der forhåbentlig er lige på trapperne, fortæller Claus Andersen, guitarist i Arsenic Addict, der er det af de fire bands, der på nuværende tidspunkt er længst fremme i karrieren.
– Vi er så småt begyndt at få tilbudt koncerter over hele landet, men også i Tyskland og Sverige, eksempelvis. Vi håber da absolut, at det også kan være med til at bandene her ved bordet kan få lov at komme mere ud.
Når nogen falder, træder andre frem
At fynboerne, fanget midt mellem landets to metalmekkaer Aarhus og København, kan have svært ved at råbe bookere, fans og pladeselskaber op, er ingen hemmelighed. Indenfor det seneste halve års tid har to af Odenses mere interessante navne, stonerbandet Owl King og hardcore-bøllerne fra Dead Witch, lukket forretningen ned, mens også atmo-djent-bandet When Water Runs Deep har haft svært ved at samle et stabilt lineup, og tidligere nævnte Demersal er også så småt ved at flytte aktiviteterne til København, som trods alt byder på flere muligheder for et band og for medlemmerne end Fyns hovedstad, trods dens størrelse.
Jonas Viuff medgiver også, at det kan være en svaghed for Odenses scene, at sammenholdet netop er så godt. Man kan få det ret mageligt, hvis man bare vænner sig til, at alle vennerne alligevel dukker op til ens koncerter på Kansas City eller byens største spillested, Posten. Det kan føre til, at det er svært at få netværket uden for Odense med såvel bands som bookere, som kan føre én videre. På Fyn har bandene et navn og noget at sige i miljøet. Og hvis øen for resten af Danmark udgør ”opmærksomhedens sorte hul”, som han titulerer det, er det nemt bare at sætte sig tilbage og affinde sig med en situation, der er behagelig, men statisk.
Han mener dog, at flere års manglende opmærksomhed udefra også har været godt for de odenseanske bands.
– Der er en læringsproces i gang blandt musikerne i Odense. Miljøet bliver drevet af ildsjæle, der ikke nødvendigvis har et tilbundsgående kendskab til at afholde koncerter. Derfor har bandene nogle gange selv skullet hjælpe til med at få booket det rigtige udstyr, klare formalia osv. Det betyder selvfølgelig hårde vilkår til tider, men samtidig også at de fleste bands er selvkørende og ikke behøver den store hjælp udefra. De fleste ordner selv management og promotion, laver tit deres egen lyd, og generelt har mange af de nuværende bands i Odense en iboende professionalisme omkring alt det, der ikke bare handler om at spille musikken.
Rundt om bordet er der enighed om, at manglen på opmærksomhed ikke udelukkende har været en skidt ting.
– Vi kører evolutionsmæssigt lidt ligesom Australien, uddyber Birkeholm Leth grinende. Vi har passet os selv og rodet os ud i nogen genrer, som ikke er så generiske og rendyrkede. I stedet har vi leget med en suppedas af underlige ting, der bliver til en større helhed hen ad vejen.
En større helhed, som Demersal gav os en forsmag på tilbage i februar, og hvis dødsmetalliske gren skyder sin første knortede knop ud 27.november, når Terrorpys debutalbum udkommer, formentlig løbende efterfulgt af de tre andre bands' respektive udgivelser.
– Det bliver rart endelig at få en god håndfuld musik fra Odense ud. Endelig at få lov til at give en smagsprøve på, hvad vi kan, fortæller Arsenic Addict-bassist Brian Bentzen. Der er selvfølgelig stadig bands i Odense, der går i opløsning, men der bliver også dannet nye. Vi har muligvis haft flere bands i byen før, men kvaliteten har aldrig været højere, end den er nu.
En enig nikken rundt om bordet understreger, at den her gruppe musikere er klar. Klar på at vise, at Odense er andet end blomsterfestivaler og Tina Turner-optrædener. End H.C. Andersen-seværdigheder og snak om de gode koncerter på Midtfyns Festival i 90'erne.
Det sidste ord bliver givet til rundbordets yngste deltagere, Black Tritonus' Christoffer Birkeholm Leth og Anton Wulff Jensen, der som de nyest tilkomne i miljøet bliver bedt sætte ord på deres opfattelse af det.
– Fremfor alt er der kommet flere og flere yngre metalhoveder til i Odense. Det ser man på gymnasierne og på universitetet. Der er langt flere, der er dedikerede til musikken, fortæller Wulff Jensen entusiastisk om en genre, der ellers i høj grad bærer præg af et granvoksent, tenderende til gammelt publikum, der ikke giver de allerstørste forhåbninger for metallens fremtid.
– Men ikke kun de dedikerede, fortsætter Birkeholm Leth. Vi har spillet til ungdomsfestivaler, hvor der kommer mange, som ikke nødvendigvis elsker metal, men som bliver tiltrukket af den her obskure og anderledes måde at spille musik på. Unge, der ikke er vokset op med rocken som den mest populære genre, men som er træt af, at rap, trap og pop er for enslydende. De vil gerne opleve en anden måde at være i musikken på.
– Jeg var faktisk i Netto for nylig, hvor jeg blev stoppet af to 14-årige knægte i Death-shirts, der ville have taget billeder med ham der fra Arsenic Addict, fortæller Brian Bentzen storgrinende. Så ja, de findes derude, de nye, unge metalfans. I hvert fald i Odense.
– Der var engang, tilbage i 90'erne hvor Diehard Music lå i Odense, og alle de store bands kom igennem byen, indskyder Jason Campbell. Der var Odense i en periode Danmarks metalhovedstad.
– Der skal vi hen igen, råber Christoffer Birkeholm Leth entusiastisk og med en overbevisning i stemmen, der giver én en tro på, at den næste bølge af stærk metal fra Odense sidder lige foran én. Og at Fyns hovedstad snart ikke længere skal være et ”opmærksomhedens sorte hul” for det danske metalpublikum.
Arsenic Addict kan opleves til Bhaal Fest Magis Diaboli på Posten i Odense torsdag den 12/11, til Plekter Metal Tour i Aarhus fredag den 20/11 samt til Metal i Forsamlingshuset i Gylling den 5/12.
Crown the Beast og Terrorpy kan opleves på Kansas City i Odense lørdag den 28/11.
Terrorpys debutalbum 'Stuffing Puke Into the Sockets' udkommer 27/11.
Tak til Sebastian Mader for nænsom introduktion til Odenses metalmiljø.