RF 23: Våd lørdag
Lørdag blev kølig, men ikke så våd som frygtet. Også denne dag havde den hårde musik trange kår med hele tre bands indenfor genren “metal”, der næsten var programsat samtidig.
Lørdag var min første hele dag på Roskilde – og også den første hele dag, hvor jeg havde fri fra voksenlivets hamsterhjul sådan for alvor. Og så er det jo bare typisk, at det regner og er overskyet, ikk’? Festivaler er bare federe i solskin - det hele bliver lige den tand mere dovent, mere stenet og humøret er bare bedre, så det var med nogen bæven, at vi kiggede på vejrudsigten og kunne se regn i småtingsafdelingen jævnt spredt over dagen. Helt så galt gik det heldigvis ikke.
Malinesisk eftermiddagsrock
Dagen startede i presseteltet. Der var lige lidt, der skulle samles op og lidt, der skulle læses inden det kom ud i verden. Og således afsluttet, fik jeg samlet mig sammen for at møde Roskilde på sidstedagen. Den dag, hvor alles brandert er en aggregeret omgang bagstiv og tømmermænd. Første band på dagen var malinesiske Tinariwen kl. 17, så der var rigtig god tid til at drikke drinks (der fungerer langt bedre end øl til den mere langsigtede brandert) og sludre med folk.
Lidt mandefald på redaktionen, i takt med at festivalmusklen blev mør, gav en lidt mindre fast base blandt skribentkolleger, men vi fandt heldigvis en masse hyggelige mennesker på pladsen, som vi hang ud med på de våde bænke (igen: regnvejr er træls).
Tinariwen var ret godt, men fuldkommen fejlbooket på Orange scene, og hvad det skyldes kan man kun gisne om. De kunne måske have fyldt Arena, men selv det er usikkert. Ærgerligt var det i hvert fald for malineserne, der spillede groovy og knastør ørkenrock iført traditionelle dragter.
Cirkelspark og overaskelser
Derefter gik det slag i slag med koncerter på en dag, hvor rocken var gemt godt af vejen. Dagens næste programpunkt var Deaf Club, der gav de fremmødte på Gloriascenen verbale cirkelspark i ansigtet med deres pågående hardcore. Den anmeldelse kan du læse her. Vi fik afsluttet i god tid til at tage de ti skridt der var til Avalon, hvor Siamese skulle spille - et show de efter eget udsagn har presset på for at få i ti år. Selvom jeg har gået og tænkt for mig selv i mindst lige så mange år, at Siamese ikke er noget for mig, blev jeg positivt overrasket. Showet var veloplagt, udadvendt og dansabelt, så vi er ikke i den helt tunge ende af metallen, men det passede godt lige på det tidspunkt. Om jeg havde taget en tur forbi Siamese på en festival med mere metal på programmet, er nok tvivlsomt, og det er jo derfor, Roskilde Festival har sin berettigelse. Hele festivallen handler for mig om at stille spørgsmålstegn ved sine egne fordomme. Alt det, der er hardcoded ind i vores hjerne - måske for år tilbage - om, hvad man hører og ikke hører. Endnu engang må jeg erkende, at fordomme ikke gør ret meget godt for noget som helst.
Dobbelt op på vodka og bpm
Med et lille hul i programmet inden Lock Up var der tid til at mødes med venner og tage en tur eller to forbi Gutter Island baren. Det er meget vigtigt, at jeg næste år husker, at en “dobbelt” indeholder 12 cl sprut. Meget vigtigt. Men så var jeg da i det mindste selskabeligt overrislet til Lock Up, supergruppen med medlemmer fra blandt andre Napalm Death, At The Gates og chilenske Pentagram. Jeg tror, jeg havde håbet på noget andet. Noget mindre tilbageskuende, noget mindre reaktionært. Men Lock Up er grindcore taget direkte ud af de tidlige 90’ere. Antallet af numre de fyrede af var imponerende, og de relativt få fremmødte havde tilsyneladende en vældig fest. I hvert fald hvad angik de cirka ti publikummer, der desperat forsøgte at få en eller anden pit i gang. Det lykkedes ikke rigtig for dem, men de generede ikke rigtig nogen og de havde det vist ganske morsomt med det, de lavede. Musikken var… kedelig. Grindcore bliver desværre for mig hurtigt ret ensformigt og kedeligt, også selvom koncerten havde sine tunge øjeblikke med gode grooves som modspil til det høje tempo i det øvrige sæt. Den hidsigt aggresive energi de satte på dagsordenen virkede besyndeligt malplaceret på en festival som Roskilde. Antallet af publikummer viste måske også, at lige denne genre ikke var så efterspurgt, som man måske kunne have forventet, det metal-fattige program taget i betragtning, og der var også en vis sivning ud af teltet løbende. De spillede fremragende, og der var ikke en finger at sætte på noget som helst musikalsk. Det gik stærkt, det slog hårdt og det var grindcore i sin reneste form. Det gav mig bare ikke rigtig noget med hjem og det hele blev ærlig talt lidt pøllet.
Perturbator vandt programkarambolagen
Og så var det programmet gik lidt i stykker for festivalen, for de havde lagt Witch Club Satan, Perturbator og Wargasm lige oveni hinanden. Det er jo ikk’ så godt, for så skal man vælge. I modsætning til Copenhell, hvor det er nogenlunde enkelt at hoppe mellem scener, så taler vi jo om afstande på en kilometers penge på Roskilde – og gennem snoede gangsystemer, fulde mennesker, en fyldt Orange og hvad der ellers er af forhindringer kan det nemt tage over 30 minutter at komme fra Avalon til Apollo, hvor Perturbator skulle spille os ind i søndagen med sin elektroniske midnatsmesse. Som vi har set det et par gange før, så havde James Kent, som hans borgerlige navn lyder, taget en trommeslager med på scenen. Det gav lige et ekstra lag til koncerten, og fik den til at føles lidt mere live.
Men efter at have set Perturbator nogle gange efterhånden, er jeg tæt på at konstatere, at han nok har nået sit maksimalt mulige niveau. Der skal mere til at imponere, når der kommer flere om buddet inden for genren, og Kent kommer desværre ikke med så meget nyt , som jeg havde forventet efter hans brag af en koncert med Johannes Persson sidste år på Roadburn. Da klokken ramte 1.00 og Perturbators toner klingede ud, var vi møre. Så vi tøffede tilbage hen over den mørke plads, forbi Wasgasms drøn fra Avalon og ind til kaffen i presseteltet, hvor et venligt menneske gav os et lift retur til København.
Tak for i år, Roskilde. Igen formåede du at overraske, udfordre og trække os ud af komfortzonen.