RF 23: Midnatsmesse som vi kender den
Det er altid godt nyt, når Perturbator er på plakaten – eller sådan var det i hvert fald engang. Men synthwave-kongen fra Frankrig evnede ikke at forny sig i containerhavnen på Roskilde og vi gik hjem lidt uforløste.
Perturbator. Vidunderet, der forstod at gøre Carpenter Brut rangen stridig og gøre, hvad Author & Punisher aldrig rigtig lykkedes med: At lave store shows for synth-elskere såvel som metalhoveder, og forene eder i én stor, hårdtpumpende dansefest. Og det gjorde han godt. Og gør godt.
Men han har ikke fornyet sig i takt med, at fans af genren er dykket længere ned i synthwave og darkwave, og at dømme efter det ret begrænsede fremmøde i containerhavnen Apollo denne lørdag nat har han heller ikke rigtig formået at finde nye disciple. Selvom han ellers gjorde, hvad han kunne for at pumpe os klar til natten med sin hårde, skarpe og til tider harske synthwave.
Vi så allerede tegnene på sprækker i rustningen, da han spillede en forglemmelig koncert i Pumpehuset med Author & Punisher og Health. Og stik imod alle forventninger, var det Health, der løb med sejren den aften, selvom der ellers var lagt i gryden til en stort anlagt triumf med det største lysshow, han til dato har turneret med.
Også denne lørdag midnat i Roskilde var lyset stort, og vi fik pentagrammer i alle de faconer og farver sådan et nu kan have, mens James Kent skiftevis stod bøjet under keyboardet, spillede på sin guitar eller råbte eder og forbandelser i mikrofonen. I aftenens anledning havde han taget en trommeslager med sig - heller ikke det er noget nyt, om end det ikke er hver gang, han gør det. Det gav dybde til lyden, der de første numre hoppede lidt rigeligt mellem containerne på Apollo. På den måde er scenen ret svær. Det er en fed scene, fordi tilstrækkelig godt lys og lidt røg rent faktisk giver en illusion af at være indendørs, men de hårde flader er ikke nogen lydmands største drøm, og det tog også 3 numre før lyden fandt sit leje. Det er lang tid når man spiller i omtrent en time, men om noget kunne være gjort anderledes er svært at blive klog på, når det handler om festivaler. Det er ofte kun ét linecheck, og så ellers op og i gang.
Sætlisten var stort set, som den plejer at være – og heri ligger anken. Man kan jo ikke fortænke nogen i at spille hvad de har, men da Kent hoppede med på et samarbejde med Johannes Persson fra Cult of Luna sidste år under navnet Final Light, havde jeg personligt mange forhåbninger til hans evne til at blive ved med at forny sig selv. Men det gik i sig selv igen og det er virkelig ærgerligt, da musikken og kompositionerne har gods nok i sig til at tåle at blive vredet lidt rundt og båret af andre instrumenter end synthen. Til gengæld bliver det lidt kedeligt når man har hørt det nogle gange. Kent spiller ikke dårligt. Hans kompositioner er rigtig gode. Og showet er som det er: en bleg, langhåret mand med håret foran øjnene og et gigantisk pentagram bag sig. Det hele fungerer. Men, og der er et men. Vi kan godt stille højere krav til ham. Han kan godt. Og han skal. For ude i kulissen venter der endnu større navne i både ind- og udland og er klar til at give ham baghjul.