RF 26: Evigt underlige onsdag
Åbningsdagen på Roskilde er altid en lidt underlig størrelse, men Smertegrænsens Toldere, The Cure og Smag På Dig Selv gjorde deres for at mane den orange følelse frem.
Onsdag har altid været en lidt underlig størrelse. Har man camperet i dagene forinden, er det forløsende endelig at indtage plænerne med de store scener. Kommer man direkte fra hverdagen og ned i det orange kaos, er det ofte dagen, hvor man lige vasker hverdagsstøvet af sig, føler hinanden på tænderne og sparer lidt på krudtet. Det kan være vanskeligt at ramme ned i de store orange følelser på førstedagen, for logistikken skal på plads, teltet skal op, måske skal promillen også, og så er sådan en dag jo hurtigt gået, når musikken starter klokken 17, og når man først er kommet rigtigt på plads ved 19-tiden.
Jeg prioriterede derfor at fange Smertegrænsens Toldere på Fauna. Af uransagelige grunde er det hidtil ikke lykkedes mig at se dem live, selv om det ikke har skortet på muligheder de senere år. Nu skulle det være, og der var heldigvis fuld smæk på farveladen i godt 30 minutter.
Forsanger Mads Stobberup vred sig som et epileptisk anfald, Mads Folmer Richter på trommerne drev bandet hen over stepperne, og Jacob Bredahl på guitar headbangede og smilede sig bredt igennem sættet og lignede med sine lange krøller og veltrænede arme i en ærmeløs t-shirt på ingen måde en mand, der nærmer sig 50 år. Jeg skal have fat i de vitaminpiller, den mand spiser.
30 minutters punkkoncert betød, at der var tid til tre numre med energiske Wolf Alice på Orange, hvor der for en gangs skyld var rock under teltdugen. I løbet af over 10 år har bandet formået at arbejde sig hele vejen op til de største scener, og mon ikke det bliver til en længere koncert næste gang.
Jeg ville gerne have nået den palæstinensiske technokomet Sama’ Abdulhadi, men måtte desværre haste tilbage til Fauna for at fange lidt genrevridende californisk solskin med The Sophs. De spillede 37 minutter, men det blev småkedeligt allerede efter 25, så på trods af den store hype omkring bandet tvivler jeg på, at det var et kommende hovednavn, vi var vidne til der.
Endnu en kort koncert betød til gengæld rigelig tid til at nå forbi endnu en maraton-optræden fra The Cure på Orange. De rammer mig overhovedet ikke de rigtige steder, men jeg må alligevel tage hatten af for, hvor vital Robert Smith stadig lyder, og i det hele taget, hvor god lyd bandet havde på Orange. Det var ikke til at høre, at det band også stod øverst på plakaten i 2000, og hvor er det imponerende at kunne holde sig på toppen i så mange år.
Om Smag På Dig Selv også kan det, vil tiden vise. Uanset hvad så var det håndspillede saxofon-techno-angreb fra Christiania lige den rette opkvikker hen mod midnat, hvor trioen vendte tilbage til Roskilde og indtog EOS-scenen med bassaxofon, cirkelsparksbukser og ‘hvad fuck vil du’-attitude.
Der blev ikke ytret mere end tre ord fra scenen, uden at der også blev klemt et ‘fucking’ ind et sted, og udover en underholdende times techno med trut i lykkedes det også Thorbjørn ‘fucking’ Øllgaard og co. at give et eksempel på vellykket aktivisme, da de blæste et MobilePay-nummer op på storskærmen og på det kraftigste opfordrede publikum til at sende en skilling til Det Danske Hus i Palæstina, som den ‘zionistiske’ danske regering har frataget støtten, lød det. Efterfølgende skrev dr.dk, at der var indløbet mere end 200.000 kroner fra mere end 2.000 donorer på aftenen, til husets arbejde til fordel for palæstinensiske børn og unge.
En hæsblæsende afslutning på en hæderlig onsdag, hvor jeg lige akkurat også nåede et par numre med stabilt seje, tonstunge Monolord, som var med på et afbud og gjorde en habil indsats for at holde et halvfyldt Lagune-telt vågent. Godnat, og tak for en over middel onsdag.