Roadburn Festival 2013 - Torsdag
PopulærHektisk start på Roadburn-festivalen, der dog bød på masser af stærke koncerter fra blandt andre Black Bobaim, Psychedelic Warlords samt anmeldelser af High on Fire, Penance, Gravetemple og Lord Mantis!
Det var en noget hektisk start på Roadburn i år. Festivalen har rykket starttidspunktet frem, og af en eller anden årsag så havde vi – som de sinker vi er – købt en flyafgang lidt senere end normalt. Efter en turbulent flyvetur, lidt forsinkelser og den sædvanlige "hvilket tog er det nu, vi plejer at tage fra lufthavnen til Tilburg"-diskussion og nævekamp sad man endelig trygt i toget og morede sig over en kold øl. Det vil sige, de fleste af os morede os herligt, bortset fra én person (Hans B, mand), der var overordentligt bekymret for, om vi nu også kunne nå til Tilburg i tide til Pallbearer!
En sur konduktør og mangen bekymret bemærkning om Pallbearer senere stod man endelig i receptionen på Lindendoom-hotel og kradsede desperat nøglen til hotelværelset til sig, fik smidt pakkenellikerne, og spænede mod 013. Vi var i god tid, der var over et minut til Pallbearer, da vi kom ind på Main Stage! Ikke at jeg kom så langt, for hele den fortravlede tur havde hylet mig helt ud af den. Normalt når man at ankomme i god tid, trille ned fra hotellet, møde en masse af de andre røvhuller, der også er der fast hvert år, drikke sig en bajer, rulle sig en bønne, happy times, lååf og forventningens glæde! Men i år kom jeg skævt ind på festivalen.
Dårlige jokes og kedelig stenerrock
Efter at have sendt nogle desperate sms’er ud til diverse, hvor jeg skreg på selskab og rusmidler, trillede jeg ind forbi Pallbearer og dernæst Black Bombaim, der begge lød til at levere knusende shows, i hvert fald i den korte tid jeg var der. Efter Black Bombain væltede der ud med kendte ansigter fra Green Room, hvor de havde spillet, og man kunne endelig få hilst på en snas af sjakket, udveksle knyttede næver og pegende fingre. Lidt festligheder, platte jokes og fornærmelser senere skulle der noget Penance på bordet. Vi holdt dog ikke længe på Main Stage, hvor de spillede, folk ville hellere have sig en bajer og en sludder. Det var nu heller ikke noget stort tab at forlade den generiske og lettere groovy mædl, de leverede; den lugtede nemlig lige rigeligt af senere C.O.C., samt forudsigelige og lidt for pøllede riffs. Retur til rygerummet!
For blot at returnere til Main Stage for at se Gravetemple. Stephen O’Malley, Oren Ambarchi og Attila Csihar, så ved man næsten, hvad der venter. Det var som sådan en udmærket koncert, Attilas vokalarbejde var som altid virkelig fascinerende, men jeg er ved at blive lidt mat i sokkerne mht. O’Malley, specielt efter den ekstremt middelmådige Æthenor-koncert på Roadburn i 2009. Så hellere en god gammeldags slåskamp mellem ham og Greg Anderson, som på ATP i 2007. Det var fandme tider, dengang O’Malley var et fuld og dumt svin! Nå, men undertegnede kunne ikke holde sig vågen under mere end halvdelen af Gravetemple-koncerten, så der var dømt retræte til rygeren igen.
Ølmaverockens sejr
Og atter engang tog man turen op ad trappen på Main Stage for at se High on Fire! Jeg hylder det band, på trods af lidt slatne album senere i karrieren, men live er de som regel altid en god garant for gedigen rockeri. At de så også lige skulle spille hele 'Art of Self Defense', ja, det gjorde ikke forventningerne til koncerten mindre. Der havde været lidt spredt snak om, hvorvidt de ville kunne løfte den opgave det er at spille på Main Stage, men det kunne de, i allerhøjeste grad. Desuden virkede de alle skide glade, og Pike - den smukke mand - fik også bevæget sig en del rundt på scenen, nok fordi der var plads til det (ølmaven taget i betragtning). Den mave, mand. Den er det herligste på jorden!
Stående sovning til psykedeliske krigsherrer
Nå, men gæt så, hvor vi gik hen efter High on Fire? Muligvis i rygerummet. Det er sådan ca. nu, at torsdagen bliver lidt sløret for mig. Klokken er kvart i ni, da High on Fire går af, og det eneste, jeg kan huske, er, at Hans B. lover død og ødelæggelse, hvis ikke man ser Primordial. Så det gør jeg. Mit eneste minde derfra er, at forsangeren lyder som Bruce D. og ligner en strandvasker fra helvede.
Sidste stop torsdag var Psychedelic Warlords; folk fra sen Hawkwind, der spiller tidlig Hawkwind, eller noget. Jeg nåede at se to numre, inden jeg gav op og slæbte mig hjem på hotellet. Når først man falder i søvn, imens man står op og rocker, så går den ikke længere. Specielt ikke på Main Stages trapper, hvor der er overhængende fare for at rocke ud over kanten og 10 meter ned i pitten. Det er en festlig begivenhed, når det sker, bare det ikke sker for mig!
Læs desuden anmeldelser af dagens koncerter med:
PENANCE
GRAVETEMPLE
HIGH ON FIRE
og
LORD MANTIS