Skuffende trækplaster

Populær
Skuffende trækplaster

Musikken fejlede bestemt ikke noget, da amerikanske Penance gav deres første europæiske koncert i tyve år, men det klassiske doom-band formåede aldrig at få et udedikeret publikum med sig, og det hele forblev underligt uforløsende. 

Kunstner
Spillested
Dato
18-04-2013
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
2

”Ikke siden de delte plakat med Cathedral og Sleep i 1993, har Penance spillet koncert i Europa”. Nogenlunde sådan solgte Roadburn tilføjelsen af Penance, da bandet blev annonceret sidste år. For de fleste festivaldeltagere skulle der sandsynligvis også andre referencer til for at sælge et band, der – ud over at have delt plakat med ovennævnte drømmeduo for tyve år siden – bedst er kendt som et 90’er-doom-spinoff af det i forvejen sørgeligt oversete 80’er-thrashband Dream Death, der i øvrigt også spillede på årets festival.

Kender man lidt til Roadburn, så ved man dog også, at festivalen netop sætter en ære i at vægte den personlige forkærlighed højere end et bands popularitet, og fordi det er Roadburn, så accepterer man ikke blot de skæve valg, som festivalen tager, man hylder dem. På papiret hylder man dem i hvert fald, men faktum er, at publikum i år ikke støttede et par af disse skæve valg. På samme måde, som det var tilfældet med et af årets andre gendannede navne fra det hensvundne, Die Kreuzen, så var der dukket sørgeligt få publikummer op for at se Penance på Main Stage.

Oversete værker

Penance spiller nu ellers en doommetal, der burde have fundet et publikum på Roadburn. Bandets debutplade, ’The Road Less Travelled’ (1993), er en klassisk perle i den langsomme genre, men har samtidig noget anderledes løst kørende for sig, der giver pladens overordnede ånd et udfordrende eklektisk udtryk, som det giver mening netop at præsentere for et publikum på Roadburn. Bandets efterfølgende udspil, ’Parallel Corners’ fra ’94, er endnu mere løs i dens take på den klassiske doom og opprioriterer i højere grad end forgængeren temposkift og gakkede soli, som bør tale til lyttere af eksempelvis Cathedral og The Obsessed. Når Penance i øvrigt går på scenen, samtidig med at to anderledes nyere bands, The Atlas Moth og Blues Pills, spiller på de andre scener, er der mest torsdagssolen og tørsten efter stærke øl i Holland at bebrejde det svage, udedikerede fremmøde. 

Klassisk doom og skæve finesser

Når det er sagt, skal det samtidig siges, at bandet havde svært ved at fange opmærksomheden hos de publikummer, der rent faktisk var kommet for at høre dem. Det skyldes først og fremmest forsanger Lee Smith, som kom med i bandet umiddelbart efter indspilningen af ’The Road Less Travelled’, og som denne eftermiddag mere virkede som en hæmsko for koncerten, end han bidragede til den. Det var tydeligt, at han var meget nervøs, hvilket gav ham et opgivende udtryk, og hans forcerede hæse vokal sagde desuden ikke denne skribent noget som helst  - overhovedet. Guitarist Terry Weston skilte sig dog anderledes positivt ud, hvilket både skyldtes hans riffs, hans mærkværdige og medrivende soli samt en imponerende fornemmelse for at blande Garry "Gaz" Jennings-agtige skæve-soli med pludselige punches fra den bedre klassiske doomskuffe. Weston spiller også i Dream Death, som han gav koncert med på Roadburn dagen efter, og hvor han skulle vise sig at brillere endnu mere, end han allerede gjorde under førstedagens koncert med Penance. Næsten lige så imponerende var det andet overlappende Dream Death-/Penance-medlem, trommeslageren Mike Smail, som ligeledes blander det klassiske spil med små, mærkværdige finesser, i øvrigt heller ikke ulig Cathedral.

Manglende hyldest

Veldrejede musikere kan imidlertid ikke redde helhedsindtrykket for en koncert, der aldrig formåede at hive én med, som man havde håbet på. Sidste år var førnævnte The Obsessed et af festivalens eksklusive gendannede navne, som - sandsynligvis på grund af doom-superstaren Wino i front samt en primetime placering i programmet - blev hyldet af en fyldt sal i 013 - præcis som de havde fortjent i øvrigt. Metalhistorien er nemlig fuld af innovative og skelsættende musikere, der (heldigvis, fristes man til at sige) aldrig når mainstreammusikkens rampelys, men som på en festival som Roadburn netop kan få den rette respekt fra et gedigent publikum. Det havde man også gerne undt Penance, men Roadburn havde det ikke i sig, og bandet heller ikke rigtig.