Roskilde '17: Torsdag

Sammenlignet med onsdag havde torsdag mere hård rock og metal at byde på. Overordnet set var der flere koncert-smuttere end fuldtræffere, men hvad betyder det, når mægtige High on Fire spiller 'Devilution'?

Der var ikke spækket med hårdtslående koncerter i løbet af onsdagen, hvilket godt kan foranledige et seriøst alkoholindtag. Derfor glippede den ellers planlagte middagskoncert med dansk garagerocks grand old man, Lorenzo Woodrose. Vi havde heldigvis en mere morgenfrisk anmelder på pletten, som kunne rapportere, at Woodrose spillede en fortrinlig og nedbarberet koncert, hvor nye sange blev blandet med ældre sager tilsat coverversioner af danske protestsange. Den ellers flotte scene, Gloria, var hæmmet af det store fremmøde, der med råb og snik-snak skæmmede koncertens intimitet.

Banker ens metalhjerte også for god gammeldags country, så var Margo Price fra Nashville, Tennessee en fin og blød opstart til ens tømmermændsbefængte system. Margo Price havde festivalens absolut bedst siddende jeans, en skøn stemme og en naturlig flair for country. Musikalsk var koncerten dog mest interessant, når hendes velspillende backingband fik lov til at jamme på en slags moderne Grateful Dead-maner.

Danske Phlake og franske Justice var heldigvis ikke de eneste duoer, der fik lov til at betræde Orange Scenes skrå brædder. Brighton-bandet Royal Blood spillede hårdt rockende bluesy stoner-psych, der ind i mellem gik forbillederne fra Queens Of The Stone Age og Muse i bedene. Det svækkede ikke koncerten synderligt, og tomandsbandet var i stand til at fylde Oranges store scene ud, hvor de gav den op for en sand teenagefest.

Roskilde Festivals absolut pinligste øjeblik indtraf midtvejs under belgiske Oathbreakers koncert. Her lykkedes det et par håndfulde svedige rollinger at starte den nok mest akavede og latterligste circlepit eller moshpit – ja, det var sku svært at se, hva' fa'en de egentlig ville! – i mands minde. Denne grinagtige episode skete sekunder før et af belgiernes mere sagte, følte og indadvendte stykker. Normale mennesker havde nok erkendt, at de ikke ramte det søm lige i røven og i stedet fundet tilbage til udgangspunktet. Men nej, de her sataner var nogle stædige motherfuckere. Lad nu musikken diktere en ordentlig moshpit i stedet for at tro, at al musik, der har den mindste relation til metalgenrer, må være noget, som man kan skubbe hinanden rundt til. Generelt på festivalen var det som om, at samtlige drenge- og pigebørn, der havde deres H&M-indkøbte Metallica T-shirts, følte sig forplitet til at moshe så meget som muligt. Hvis I ikke er bekendte med musikken, så afvent situationen. I er ikke i tvivl, når mosh- og circlepits sker på de rigtige tidspunkter. Det kan sammenlignes med en kold bajer efter hårdt arbejde – ting er generelt bedst, når de dikteres af omstændighederne. Oathbreaker leverede i øvrigt en godkendt præstation, der, foruden teenagere med manglende situationsfornemmelse, dog var skæmmet af en del snakken og dårlig lyd.

Herefter gik turen til Arena, hvor Erasure nok leverede den mindst Devilution-relaterede koncert på hele festivalen. Godt og festligt var det. Man skal aldrig være for fin til at erkende, at ’A Little Respect’ og ’Always’ er svært herlige sange. Corpsepaint var erstattet af glitterpaint, og battle-vesten var i stedet jakker med glitrende pailletter. Sjovt nok så jeg både en Down-kasket, en Crowbar-hoodie og adskillige andre metal-genkendeligheder.

Efter så lys en forestilling havde man brug for at komme lidt ned i sølet igen. Author & Punisher havde været det oplagte valg, men de enslydende kompositioner tilsat meget tydelige Neurosis- og Godflesh-referencer gjorde affæren ensidig og monoton. Festivalavisen Orange Press kvitterede med 6/6. Vi kvitterer med 2/5!

Det var begrænset, hvor meget man kunne se af Viagra Boys, hvis man også var indstillet på en hel koncert med heltene fra High on Fire. Vores anmelder Trine Sebæk Madsen tog en for holdet. Retrospektivt ville hun højst sandsynligt ikke have gentaget denne bedrift, da svenskernes koncert mildest talt ikke var den helt store oplevelse.

Store oplevelser er Jeff Matz, Des Kensel og Matt Pike derimod altid garant for. High on Fire skuffer aldrig. De har gode koncerter, og de har rigtig, rigtig gode koncerter. At bandets nyere skæringer ikke står helt så skarpt som fordums storhedstid, skal ikke skæmme en rigtig god koncert. For de af os, der ikke var på Roskilde sidste år, og derfor på skammelig vis ikke så Sleep, var det direkte forløsende at se Pike brøle på netop denne festival. Det blev decideret episk, da trioen spillede et af metalhistoriens mest suveræne skæringer i form af vores egen navnebror, 'Devilution'. Som booking kan man dog undre sig lidt over, hvorfor Roskilde netop vælger at hente High on Fire til festivalen. Gruppen turnerer i øjeblikket ikke, så det var en eksklusiv koncert kun på Roskilde i denne omgang. Forstå mig ret, det er latterligt fedt at se dette band så mange gange som overhovedet muligt, men de har trods alt frekventeret Danmark seks gange siden 2013. De fleste metalheads har efterhånden nået at se trioen en del gange i løbet af de seneste år, så det kunne måske have været mere pirrende med et band som The Obsessed, der også netop har udgivet ny plade – vel at mærke den første fuldlængde i 23 år – når nu der var en mulighed for at flyve et metalband ind, som ikke nødvendigvis turnerede i Europa på dette tidspunkt.

Afslutningsvis skulle vores fotograf og redaktør slå sig på kinderne for ikke at falde i søvn foran Jesus & Mary Chain. Vores anmelder på pletten var ikke begejstret for skotternes introverte og hypnotiserende lyd.

Torsdagen på årets Roskilde var lidt af en rutsjebanetur, der musikalsk aldrig kom helt op at flyve. Her er hvad der skete, da folk vågnede lugtende op om fredagen.