Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Sweden Rock Festival: Lørdag

Populær
Updated
Sweden Rock Festival: Lørdag
Sweden Rock Festival: Lørdag
Sweden Rock Festival: Lørdag
Sweden Rock Festival: Lørdag
Sweden Rock Festival: Lørdag
Sweden Rock Festival: Lørdag
Sweden Rock Festival: Lørdag
Sweden Rock Festival: Lørdag

Deviltuons udsendte hastede i pendulfart rundt mellem koncerterne på festivalens sidste dag i håbet om at finde en stor og sidste oplevelse. Resultatet forblev en jævn omgang, med Paradise Lost som rosinen i pølseenden, der fælt skuffede.

Dato
08-06-2013
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Festivalens sidste dag bød heller ikke på en eneste dråbe regn, så varmen og støvet blev skyllet ned med koldt øl til Masters of Reality tidligt på dagen. Dagen efter gav de ifølge kollegaerne en svedig koncert i Pumpehuset, men det var sgu ikke tilfældet her. Musikken var der godt nok tung power i, men sjældent har en frontmand da virket mere belastende. Lidt tekniske problemer blev kommenteret med at han hellere ville have en stiv sjover i fjæset end stå på scenen, mens bandet gik i gang med ’It's Shit’.

De tyske øl-gøglere fra Tankard overraskede ved slet ikke at være fjollede. Koncerten var ganske stabil, men det ændrer ikke på at musikken er middelmådig. Det kan man ikke påstå om Kreators thrash, der bragede løs. Helt nok benzin kom der aldrig på det tyske bål, men lovende er koncerten skam alligevel på årets Roskilde Festival.

Norsk fyrste


På mystisk vis gik showet med Black Star Riders i anmelderens glemmebog. Kun den evigt standhaftige fotograf var på plads. I glemmebogen gik norske Ishahn til gengæld ikke. Den legendariske frontmand og guitarist fra nu opløste Emperor er for black metal-genren hvad Beethoven er for den klassiske. Manden er en fænomenal ekvilibrist og det desværre er det også nordmandens akilleshæl. Sammen med en håndfuld unge og kompetente lejesvende, leveres musikken ikke i en lettilgængelig form. Avantgardistisk black og heavy-metal beskriver bedste Ihsahns kompositioner, som ikke mange mennesker havde fundet vej op til scenen for at se. Ærgerligt nok, for oplevelsen af den 37-årige mørkklædte mester er ikke en man bør snyde sig selv for.

Efter koncerten nåede det akkurat lige at blive til afslutningen på Accept, der virkede til at holde en gedigen fest, hvor nosserne var ved at blive klasket op ad væggen. Tæt på den lille scene bagefter, var Backyard Babies-frontmand Nice Borg, med sit soloband Homeland, i gang med Social Distortions ’Bad Luck’. Sidst det californiske band gæstede København, var det netop med svenskeren som support. Begge frontmand har en fortid med misbrug, hvor Borg kom ud af sit med stor hjælp fra Mike Ness.

Vomitory over Rush!

Efter fem timers forberedelse på sceneshowet gik det sjældne festivalnavn så på. Visuelt var Rush en vidunderlig oplevelse, med flotte filmklip kørende over storskærme, mens en sværm af mindre skærme kom ned fra scenen. Flere skribenter fra Devilution ville bløde sig ihjel for at have stået foran den canadiske trio, og bagefter være i stand til at skrive en anmeldelse på længde som et speciale. Undertegnede er bare ikke en af dem, og drog i stedet hen til Skid Row. Og det var – så pænt som det kan siges – den mest lunkne omgang pis-rock jeg længe har set. Johnny Solinger er så sørgelig en substitut for Sebastian Back, at bandet burde forbydes.

Og det burde også forbydes at Vomitory går i opløsning. Efter 25 år har det svenske dødsmetal-band valgt at trække stikket. Og da bandets turnéplan indtil videre ikke omfatter Danmark, var det her desværre nok sidste chance for at opleve dem. Numre fra de fleste udgivelser blev fyret af i den times tid musikken stod på. Kompositionerne minder meget om Vader. Hverken simpelt eller overdrevet teknisk, kommer musikken bare hårdt og råt ud over scenekanten. Det var lige så værdigt, som det virkede langt ind i sjælen.

Rimelig Festival

Værdig eller sjæl var der desværre intet af i Nick Holmes, der var tilbage i rollen som gnavpot og ødelagde det, som på papiret burde have været en fin afslutning på årets festival. Sådan blev det desværre bare aldrig med indsatsen som Holmes og Paradise Lost leverede. Den sidste halve time af Avantasia var i stedet en effektiv afslutning, med masser af power og pondus. Så festivalens sidste øl blev trods alt skyllet ned i rimeligt godt humør.

Rimelig er også karakteren for årets Sweden Rock Festival. Speciel sidstedagen førte ikke meget ophidsende med sig, og i jagten på at se mange koncerter for at finde en virkelig god én af slagsen, endte Paradise Lost med at blive den eneste reelle anmeldelse, simpelthen fordi de spillede til sidst.

Generelt fyldte skuffelserne mere end de helt store øjeblikke, og som David mod Goliat løb de mindre navne af med sejren over de store. Men ingen skrev sig ind i festival-historien eller hukommelsen dette år.

Læs anmeldelse af Paradise Lost: Deprimerende afslutning