Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

WOA'13: Traurig torsdag

Populær
Updated
WOA'13: Traurig torsdag

Rammstein burde have stjålet al opmærksomheden på Wacken Open Air 2013. Men de skuffede og bidrog derfor bare til en dag med gamle, trætte bands på tapetet.

Spillested
Dato
01-08-2013
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen

Torsdag er af arrangørerne bag Wacken officielt betegnet som ’A Night To Remember’. Historisk set har arrangørerne bag Wacken Open Air altid været gode til at hive en gammel kanin op af hatten, som alle husker og kan synge med på, når de spiller de kendte sange. Der er en snert af nostalgi og hygge over denne mindeværdige torsdag aften hvert år.

I år havde de så fanget Rammstein. Det største tyske metalorkester i nyere tid på den største tyske metalfestival. Det burde være gået op i en højere enhed med mere ild, højere lyd, flere raketter og så mange mennesker, at showet var gået over i historien som noget af det største og flotteste på Wacken nogensinde. Det var i hvert fald, hvad vi havde håbet på. For det kunne da være fedt, hvis Rammstein tog deres store pyrotekniske afdeling og gangede den med 666 for at underholde publikum på Wacken med en historisk koncert. Sådan gik det desværre ikke. Det blev en ganske udmærket, men også lidt rutinepræget optræden. Koncerten var ingenlunde en skuffelse, men heller ikke specielt mindeværdig. Derimod en blød mellemlanding.

Optakten til den store finale på True Metal Stage denne aften foregik så på Black Stage, hvor bl.a. Skyline, Annihilator, Thunder og Deep Purple skulle varme folk op til føromtalte Rammstein. Det gjorde de med varierende grader af succes, hvorfor samtlige gråhårede bands egentlig bare bidrog til en affære, der mest af alt kom til at minde om en parade af klassikere, leveret helt og holdent på autopilot fra start til slut.

Meget bedre gik det ikke med Soulless og Henry Rollins’ spoken word-optræden ude på teltscenen. Så alt i alt blev torsdagens mindeværdige aften anno 2013 til en affære, der var glemt, hurtigere end duggen forsvandt for solen fredag morgen, hvor temperaturerne sørgede for, at søvn var et overstået kapitel allerede inden klokken var slået otte. Ikke just noget, der går over i Wackens historie.

Helt anderledes morsomt var det ude i lejren. Onsdag formiddag var fortroppen landet, mens de sidste dele af redaktionen stødte til i løbet af torsdag morgen og op ad formiddagen. Af geografiske årsager ses redaktionen ikke dagligt, så det er altid et glædeligt gensyn, når man kan samles over noget tung tråd, lidt til halsen og røverhistorier, der bliver bedre og bedre for hvert år, der går. Ude på festivalpladsen blev der frådet i de sædvanlige mad- og ølboder, ligesom enkelte fik taget en afstikker op i Metal Market, hvor der blev provianteret både trøjer, musik og andre fornødenheder til de, der havde glemt eksempelvis soveposer og stole derhjemme. Trods hån og latter fra resten af redaktionen blev alle smuttere rettet op og klaret inden nattens mulm og mørke kom snigende. Imponerende.

Nedenfor har vi samlet en liste over de anmeldelser, vi lavede torsdag på Wacken Open Air 2013

Skyline
Annihilator
Thunder
Soulless
Deep Purple
Henry Rollins – Spoken Word
Rammstein