Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 – Deep cuts med Judas Priest

Populær
Updated
Top 5 – Deep cuts med Judas Priest

Judas Priest har fået ny besætning og omrokeret sætlisten. De er begyndt at spille klassikere, der har været væk  længe. Med cirka en måned til koncerten i Royal Arena lader vi sætlistedrømmene få frit løb.

Metallens ældre mastodonter er tit slaver af deres egen fortid. Med et bagkatalog og en fanbase, der går langt tilbage, er der numre, der ikke kan undgås på sætlisten. Forestil dig en AC/DC-koncert uden 'Highway to Hell', en Judas Priest-koncert uden 'Breaking the Law' eller en Metallica-koncert uden 'Enter Sandman'. Det kommer ikke til at ske. Og det er også helt i orden, for uden de evigtgyldige klassikere ville koncerterne med kæmpebandene blive et antiklimaks af rang.

Men desværre fører det ofte også til forudsigelighed i sætlisten, hvor der kun sjældent skiftes ud, bortset fra de obligatoriske to-fire numre fra det til enhver tid nye album, der turneres med. Det betyder, at en række klassikere og fanfavoritter langsomt glider ud. Og det giver en vis mekaniskhed i leveringen af de store koncerter.

Læg dertil, at en række bands  med undtagelser  ikke længere består af originalmedlemmerne, men en lang række senere tilkomne medlemmer, og man spørger sig selv, hvorfor man skal betale en mindre formue for at se et band, der kører på autopilot som en halv jam-version af sig selv. Men hvad der mistes i autenticitet på grund af nye medlemmer, vinder man nu og da igen ved at søge tilbage til rødderne. AC/DC med Axl Rose  AXL/DC  kiggede for eksempel dybt i bagkataloget og begyndte at spille numre som 'Riff Raff' og 'Touch Too Much' igen, skønt de længe havde været glemt. Måske er der også fordele ved at få fans af bandet med i bandet  de har nogle gange en klarere fornemmelse for bandets styrker og kan dermed hjælpe med til at finde tilbage til kerneværdierne.

Noget kunne tyde på, at det er ved at ske med Judas Priest, der på det seneste er begyndt at spille fanfavoritter og glemte kultklassikere  såkaldte deep cuts  som 'Saints in Hell', 'The Rage' og 'Bloodstone'. Igen efter lang tids fravær eller for første gang. Senest var det 'Tyrant' fra 'Sad Wings of Destiny', som metallens mægtigste ikke har spillet siden 1983  året før denne skribent blev født.

Mens man venter på koncerten, der kommer efter Judas Priests bedste album i mange år, kan man jo passende lade fantasien få frit løb. Det sker sikkert ikke, men man har jo lov at håbe. Måske har læserne deres egne glemte favoritter?

1. 'Dreamer, Deceiver'


Man tror det næppe, men Rob Halfords nuværende gevandter er en del ømmere end tøjet, han bærer i videoen ovenfor. Judas Priest har ikke spillet sangen siden 1976, men den er blandt gruppens bedste ballader og største øjeblikke i det hele taget. Det sker garantrisset ikke, men man kan leve i håbet.

2. 'Leather Rebel'


Denne sang fra 'Painkiller', der viser Priests tæft for at forene metallisk punch med stålhård epik, spiller bandet stort set aldrig. Den er så vidt vides ikke blevet rørt siden 1990, og selvom man ikke helt har alderen til at være læderrebeller, ville det være en smuk tilføjelse til sætlisten.

3. '(Take These) Chains'


Sangen har aldrig været spillet live. Men der findes Priest-fans, der har den blandt deres absolutte yndlingsnumre med gruppen. Dem hører jeg til  sangen er ren melankolsk og alligevel upbeat perfektion.

4. 'Exciter'


Sangen om Exciter, der skal frelse os alle gennem ild (Priests tekstlige univers er fyldt med disse messianske skikkelser, der kommer fra verdensrummet), er en af grundstenene, thrash og speed metal er bygget på. Her satte Judas Priest metallens tempo i vejret helt tilbage i 1978. Men sangen har aldrig været en flittig gæst i sætlisterne og blev senest spillet i 2005.

5. 'Hard as Iron'


Jeg er sikkert den eneste i hele verden, der har en svaghed for dette nummer fra 'Ram It Down' (1988). Den plade er med få undtagelser (titelnummeret og 'Blood Red Skies') ret uinspireret, men 'Hard as Iron' er en sang, hvor det hele spiller. Den har en power metallisk vibe og bygger bro mellem 'Ram It Down' og hovedværket 'Painkiller'. Ja, faktisk kunne den snildt være med på 'Painkiller', uden at det album ville tabe ved det. Den har aldrig været spillet live.