Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 - Der var den. Fedt!

Updated
MemoryGarden-VerdictofPosterity

En 90'er fest lige om hjørnet har fået vor skribent til at se på nogle plader, der ikke faldt i hak dengang, men som siden er blevet ganske relevante i samlingen.

Titel
+ Arch Enemy + Bethzaida + Seance + Withered Beauty

Foranlediget af en Devilution-kollegas fødselsdagsfest på lørdag, hvor temaet er 90'er-fest, så måtte jeg søge lidt på, hvad de dér 90'ere bød på udover min egen overgang fra barn til voksen via en teenagetid, hvor jeg for alvor fandt metallen. 

Timm og Gordons "Der var den. Fedt!" dukkede op, og med ovenstående tanke og en påmindelse om en tid, der som nævnt gav mig min vej til heavy metal (dét emne har jeg tidligere behandlet i min top 5 'The road to heavy metal'), så kom jeg til at tænke på de plader, der ikke helt sad der, da jeg købte dem dengang. Men som sidenhen har fået relevans, så jeg pludselig selv kunne udbryde: "Der var den. Fedt!"

Alle nævnte skiver er i øvrigt fra 90'erne, men det er nu rent tilfælde. 

1. Memory Garden – 'Verdict of Posterity'
Jeg har svært ved at sætte ord på, hvorfor det her ikke fængede for alvor, da jeg købte den i 1998. Måske var det den lidt lyse/skingre vokal og en forventning om et mere bastungt lydbillede, end tilfældet var. For det var jo doom metal. Siden fik jeg dog 'Carnage Carnival', svenskernes tredje udgivelse til anmeldelse, og det fængede egentlig meget godt, og så var det naturligt at se tilbage. Og hvilken perle 'Verdict of Posterity' egentlig er udi heavy/doom metal. Melodisk og med seje, enkle riffs og en fed stemning i det hele taget.



2. Bethzaida – 'Nine Worlds'
Det her var en skive, som jeg faldt for pga. det nummer, jeg også har valgt at sætte ind herunder. Det var med på en eller anden compilation-cd, som jeg må have fået med sammen med et magasin. Men på det tidspunkt i 1996 var jeg stadig vældig opslugt af den melodiske dødsmetal med bands som Amorphis, Dark Tranquillity og Sentenced. Så måske nogle lidt mere indbydende melodier, end dét som 'Nine Worlds' ellers bød på, udover "hittet", 'Frozen Wastes'.

Men ved genlyt for nylig: Wow! Det er jo netop de andre nummer, der trækker. Tag bare titelsangen. Tungt, mørkt og skævt som en slags dødsblacket variation over Morbid Angels 'Where the Slime Live'. Og så stadig fløjten, der havde fortryllet på nævnte "hit", men her i en mere forstyrrende udgave af lækker irritation, nærmest avantgarde.

I det hele taget et mere mørkt og skramlet album, end jeg var klar på, og havde forventet ved anskaffelsen. Men i dag glider det så vældigt let ned.



3. Withered Beauty - 'Withered Beauty'
I 1998 var min melodødsinteresse måske ved at blegne lidt, men jeg faldt alligevel stadig for anbefalinger udi den slags. Således kom Withered Beautys selvbetitlede debutalbum med hjem. Jeg hørte det en del, og det fik mange chancer ligesom alt andet på listen her, for det var før streamning og den slags, og en købt cd var stadig lidt af en udskrivning for den unge mand, jeg var dengang. Så alt fik en fair og lang chance. Men jeg blev ikke for alvor fortrolig med udgivelsen.

Siden har jeg dog fundet det frem igen fra tid til anden, senest kom det op i erindringen, da jeg anmeldte The Halo Effect. Jeg tænkte nemlig her om mit forbehold over for en egentlig udmærket udgivelse skyldtes, at jeg savnede lidt vildskab og ikke bare noget, der behager øret med lækre melodier fra start. 

Withered Beauty forsøger ikke med lette melodier. Der er godt nok clean-passager på både guitar og vokal, men ellers er der masser af fart og tempo i en nærmest rodet produktion, der lå og ligger langt fra melodødens klassikere. Det kræver måske lidt mere som lytter at få under huden, men når det sidder, så er det et rigtigt lækkert stykke melodød af den mere heftige slags. Eucharist kan lidt af det samme på deres seneste album, men dog med en lidt mere nutidig og fordøjelig produktion



4. Arch Enemy – 'Stigmata'
Det var nok ikke ved release, at denne kom med hjem i samlingen. Jeg mindes i hvert fald, at det var på tilbud, og selvom musikken havde sine momenter, så kunne jeg ikke helt med Johan Liivas vokal. Den var for hul i klangen og ikke som de lækre growls, jeg ellers nød fra 90'er-favoritgrowlere som Dan Swanö, Tomi Koivusaari og Peter Tägtgren med flere.

Men i dag elsker jeg det kompromisløse og uperfekte growl. Skramlet og til tider uforudsigeligt med steder, hvor jeg i sin tid tænkte, hvorfor ikke tage den stump om, mens jeg i dag tænker, at det kun giver charme.



5. Seance – 'Fornever Laid to Rest'
Endnu et tilbudskøb. Denne gang husker jeg også hvor skiven blev fundet. Det var nemlig noget så uvant for mig som i Bilka. Jeg havde allerede mine Entombed, Grave og Dismember-udgivelser i samlingen, så da denne skive fra Seance i mine ører ikke rigtigt bød på riffs af samme kaliber og produktionen føltes lidt indelukket, så fik skiven først en kortere karriere på anlægget, end den fortjente.

Ok, mine favoritter indenfor svensk dødsmetal ligger nok stadig ved allerede nævnte bands, men jeg kan nu godt lide intensiteten i Seance. Og så groover det egentlig også meget godt, uden det for alvor har været formålet over brutaliteten. Og en god tydelig bas også. Men i sluthalvfemserne, hvor der allerede var gået en god håndfuld år siden 'Fornever Laid to Rest' udkom var det ikke lige sagen. Det havde måske haft større chancer, hvis jeg havde hørt det omkring 1993-1994, hvor min nysgerrighed overfor metal var størst og med mest tålmodighed i forhold til at prøve at få udgivelsen til at fæstne sig. Men så er det jo godt, at der indimellem bare er behov for noget oldschool death metal på anlægget. Og her er Seance jo et ganske fortrinligt afbræk fra de større klassikere.

Menu