Top 5 - Det elitære anmelderliv

Death-Metal-Turtleneck-Use

I ugens top 5 tager vi dig med bag kulisserne hos én af Devilutions anmelderister. En top 5, der både kommer omkring samtalebøger, miniflutes og væsentligt mere flatulens end normalt.

Forfatter

Ofte er vi blevet beskyldt for at være en flok elitære primadonnaer, som i vores nedladende, ja, man tør vel dårligt kalde dem anmeldelser, men skriverier så, prøver at gemme vores fuldstændig manglende forståelse for metallen og dens finesser samt vores personlige vendettaer med snart sagt hvem som helst i det danske metalmiljø bag smarte formuleringer, oppustede fyldord og en nedladende, bedrevidende attitude.

Intet kunne naturligvis være længere fra sandheden. Derfor vil ugens top 5 forsøge at indføre læseren i, hvem vi elitære smagsdommere er, hvad vi gør, og hvorfor vi gør det. Alt sammen gennem fem nedslagspunkter i den elitære anmelders dagligdag.

1. Morgenrutinen
Ah, vækkeuret ringer. En storladen fanfare brager mig ind i øret.

”Call to arms, banners fly in the wind, for the glory of Heeellaaas!”

Hvis de bare vidste. Nå, jeg slår den fra og bruger et øjeblik på et betragte min stadig sovende kæreste. Hvor er hun heldig at have en som mig. En person med en så fuldendt god smag, perfektionistisk tankegang og diskret fingerspitzgefühl finder man ikke hvor som helst. Heldige tøs.

Jeg står op, tænder kaffemaskinen og hører kværnen rykke de friske bønner i stykker med en rivende fræsen, der ikke er hørt så fuldendt, siden Deathlike Silence stoppede med at udgive plader. Skulle man mon egentlig prøve Behemoths kaffemærke? Hah, som om. Jeg smiler over min egen gode smag. Ring til mig, når Tsjuder udgiver en sending demo-bønner pakket i en VHS-kassette og udgivet i 66 eksemplarer. Ellers er det lige meget.

Med morgenkaffen indenbords er det tid til toiletten. Mens jeg sidder på tønden og den liflige duft af mig, bare indefra, breder sig i vådrummet, logger jeg på Facebook. Gad vide, om nogen anbefaler noget godt på Metal Till We Die? Muahahaha. Jeg gnægger hånligt og højlydt over min egen ironiserende morskab, mens jeg checker DKHC og Metalsucks og konstaterer, at det hele alligevel er lidt indholdsløst. Hvis jeg havde brug for at mænge mig med proletarer, tog jeg til en opførelse af Carmina Burana. Falder over et opslag med Death to Seattle. De har ikke mange fans og udgiver kun på kassettebånd. Det må være godt! Jeg skriver en åndelig note om at anmelde deres album til 4/5. De underskriver deres opslag ”æd lort”. Jeg overvejer det et kort øjeblik, men nydelsen af min ophøjede tarmduft må være nok. Jeg skal jo også nå noget i dag.

2. Indkøbsturen
Det kan være svært at være elitær og ophøjet i Netto. Alle fra den normcore-udseende ekspedient til ham håndværkeren ovre ved agurkerne, der garanteret engang har haft en fest til Rage Against the Machine eller Pantera, fylder mig med kvalme. Jeg stryger mig over det smalle overskæg, lader fingrene løbe igennem det tynde fipskæg, retter på rullekraven og analyserer grundigt og deduktivt, om jeg mon burde bage boller. Speltboller med tørrede tranebær og havtorn. Det spiser dumme mennesker ikke! Jeg smiler igen. Desværre er det begrænset, hvad man kan tjene på Mephisto-annoncer og fondstilskuddet fra Foreningen mod Fed Rock. Så jeg går i køledisken.

Intet ser rigtig frostbitten nok ud, men jeg udvælger mig en pose miniflutes. Det dufter lidt af Frankrig, er lidt eksotisk. Sofistikeret, om man vil. Går over og henter en yoghurt. Jeg ville ønske, at nogen ville lave et brand, der hed ”yovghvrt”. Det ville føles mere som mig. Hvis Arla kan lave umlaut på deres havremælk, kan man vel også tillade sig at håbe på en trve kvlt syrnet bakteriekultur. Eller bakteriekvltvr. Jeg laver en note på telefonen, den skal jeg huske at bruge i en anmeldelse. Måske kalde power metal for bakteriekultur. Ja, det er godt. Jeg betaler og nægter at sige ”i lige måde” til ekspedientens ”god dag”. Dumme proletar. Han hører sikkert Satyricon.

3. Dagens anmeldelse
Da jeg sætter mig ved computeren, kommer jeg til at slå en prut. Jeg lader den liflige duft omslutte mig og trækker vejret dybt ind.

Hvad skal jeg mon anmelde i dag? Er der noget nyt dansk, der trænger til at få et slag med en Jantelovsbrochure? Det håber jeg. Det måtte gerne være noget nyt og innovativt, som jeg egentlig ikke forstår. Eller måske noget, der er så teknisk og kompliceret, at jeg må opgive at genreklassificere det og bare svine det til. Eller måske sådan et rigtig godt rockband, der bare gerne vil spille sange med fart og humør i. Så kunne jeg slagte det for, ja, for hvad som helst. Mulighederne er uendelige. Og dernæst bare læne mig tilbage, mens de onde ler, og de gode græder. Jeg kan mærke, at tankerne om meningsløs destruktion af gode, ordentlige musikere gør mig en smule opstemt neden for bæltestedet, men ... nej, ikke nu. Jeg finder et spændende, jysk dødsmetalband, hører pladen igennem en enkelt gang. Det lyder fængende og groovy. Sådan noget, man bare virkelig kan nyde at headbange og drikke øl til. Føj. Slagter dem. Igen strammer bukserne.

Jeg gider ikke renskrive mine noter, men sender dem i stedet frem og tilbage, en sætning ad gangen, mellem mine to e-mail-adresser. Det er nyt. Det er innovativt. Det har læserne fandeme ikke set før. Jeg fniser og tager mig selv på røven. Så fast. Det er utroligt. Jeg screenshotter e-mail-korrespondancen og sender til redaktøren. Overvejer et øjeblik og sender også en kopi til Gyldendal. Det er kun et spørgsmål om tid, før de har materiale nok til den samtalebog. Det bliver et hit.

Mens jeg har e-mailen åben, overvejer jeg igen at sende en mail til Gabestok og foreslå et samarbejde. Digtoplæsning over black metal. Det er en fremragende idé. Utroligt, at ingen har tænkt på det før. Men jeg dropper tanken. De svarede heller ikke på den seneste mail. Stalker i stedet nogle af de store københavnske metalpersonligheder på de sociale medier. Der er tit uventede, dybe tanker, der kommer ud af nogle af de rutinerede barbosser, promochefer og pladeselskabsejere. Dem kan man altid ironisere over og gøre sig morsom på bekostning af. Men nej, ingen filosoferen fra dansk metals egentlige helte over hverken #MeToo, Justin Bieber-covers eller livestream-koncerter i dag. Måske i morgen.

4. Aftensmaden
Vi sidder over maden, og kæresten er netop begyndt at fortælle om sin dag på arbejde, da jeg bliver nødt til at afbryde hende. Ikke nok med at jeg skrev en fremragende anmeldelse, jeg nåede endda også at begynde på et essay, der beskriver de grundlæggende forskelle i omfattelsen af tid i Marcel Prousts 'På sporet af den tabte tid' og Burzums 'Det som engang var', set ud fra et hermeneutisk perspektiv. Hun ser pludselig meget træt ud. Det må have været en hård dag på job.

Mens jeg taler, fortrylles jeg af min egen stemme. Nogle gange overvældes jeg helt af min egen dybsindighed og indsigt. Det burde jeg skrive en artikel om. Det ville læserne sætte pris på. Jeg kan mærke, at jeg igen bliver en smule hed i kinderne over mig selv, da jeg påpeger nogle interessante sammenfald i sprogtekstur mellem 'Han Som Reiste' og 'Guermantes' verden'. Gad vide, om hun har lyst til ...? Nej, hun ser godt nok virkelig træt ud nu. Det må have været rigtig hårdt i dag. Heldigvis har dagen været så god, at tanken om min egen fortræffelighed er nok i sig selv. 

Jeg mindes duften af prutten fra i middag og smiler henført. Min kæreste gaber.

5. Næh.
Punkt 5? Gud, hvor er det stereotypt og fortærsket. Der er ingen originalitet, ingen nytænkning, ingen søgen efter friske tanker i en top 5. Du har aldrig set Cvlt Nation lave en top 5, har du? Præcis. Det bliver ved en top 4. Desuden gik vi tidligt i seng. Min kæreste havde åbenbart fået hovedpine, og jeg glædede mig til at lægge mig og drømme om endnu en elitær dag i morgen. I det bedste selskab. Mit selskab. I stedet kan I lytte til Persekutor. De har under 1000 følgere på Facebook, kommer fra Rumænien, udgives på et finsk undergrundsselskab og lyder som Bathory. Uden tvivl årets plade. Hvis bare de ville begynde at gå med rullekrave.