Fortidens farlige fyre
Populær
Stærkmandspop maskeret som den fede rock: Grumpynators har motorcykeltaskerne fulde af veltjente pop-fif og skambrugte skabeloner, som man skal være virkelig rockhungrende for at lade sig spise af med.
2. Going Away For Good
3. Blood and Bones
4. Feel the Same
5. Dream Girl
6. Yesterday
7. Sweet Psycho Sister
8. All I Want
9. Monster Girl
10. Back On the Road
Har du nogensinde prøvet at bo i udkanten? Det har jeg.
Det er ikke så vigtigt, hvad det er i udkanten af. Bare i udkanten. Derude, hvor kulturliv er en lidt lemfældig ting, hvor man stadig nyder at forsamles i beboerhuset, og hvor de store samlende trækplastre ellers udgøres af det årlige kræmmermarked, hvor det lokale brandvæsen kommer og sprøjter skum ud, som ungerne kan lege i, samt måske et enkelt omrejsende cirkus, der byder på endnu en haltende forestilling under den flossede teltdug, nu uden dyr af nogen art, men til gengæld med endnu flere uformuende østeuropæiske akrobater, der modløst søger at skrabe nok sammen til en menneskeværdig pension hjemme i det gamle land uden at brække for mange ben undervejs i processen.
Men engang imellem sker der noget særligt. En farvestrålende plakat på den ellers solblegede opslagstavle uden for beboerhuset, der proklamerer ”fed rock!” og understreger det med det dragende, lidt farlige kranium hvis ene lysende dybrøde øje stirrer dragende på dig. Det har endda den perfekt formede anderumpe på hovedet, som du varmt husker fra dengang, hårpragten var stor nok til den slags, før en afslørende bar plet omme bagi ødelagde helhedsindtrykket.
Opstemt næsten småløber du hjem, mens du overvejer at tage en kort tur på den gamle Triumph, der har stået urørt ude i garagen i nogle år, fordi ondt i ryggen. Du ved, at du vil fortryde det, og du kommer i tanke om, at den da vist heller ikke har været samlet siden dengang for et par år siden, hvor du konstaterede, at ryggen alligevel ikke kunne holde til at køre mere på den. Alligevel kigger du lige ind i garagen og sender den et kærligt blik, mens du glædes over, at der nu endelig sker noget. Her hos dig. Her i udkanten. Der kommer ”fed rock!”. Der kommer Grumpynators.
”Ja' kan ikke få noooo-ooook ...”
Har du boet i udkanten, har du formentlig allerede en god ide om, hvordan københavnernes tredje fuldlængde, 'Still Alive', lyder. Det er lyden af den modne generations fede rock; drevet frem af en guitar, der hårdnakket kæmper for at producere ét eneste riff, der ikke er glemt kort efter, og hvis spage forsøg på en lejlighedsvis solo bliver ved netop dét: et spagt forsøg.
Båret oppe af en vokal, der da godt kan synge, men aldrig på noget tidspunkt bliver andet og mere end umådelig ordinær. En vokal, der kompenserer for den manglende spændvidde ved til gengæld at gentage de lejlighedsvis catchy omkvæd så ulideligt mange gange, at man til sidst overvejer et van Goghsk selvmaltrakterende ritual, når man efterhånden har forstået, at lyrikeren altså er 'Still Alive', og at han bare elsker en 'Dream Girl' (eller en 'Monster Girl' senere på pladen; måske er hun gået for heftigt til citronmånen i strikkeklubben i mellemtiden?). Og i øvrigt afrundet af en rytmegruppe, som bare er der; de gør ikke noget væsen af sig, de forsøger ikke at stjæle showet; der er jo alligevel ingen fans, der spiller luftbas, og man kan ikke synge med på trommerne i omkvædet.
Det hele er sat i et pladderromantisk univers, hvor sangeren er en følsom bad boy, der altså godt nok ”cry as I fall/ I cry as I rise/ but I start crying/ 'cause I'm still alive”, og hvor du godt kan forledes til at tro, at ”I'm a monster”, men hallo, ”why did you ever hurt me”, når ”all I want is you”. Tematisk såvel som musikalsk er det åndsfattig, sentimental lyrik, der får lov til at køre showet tilpas meget, til at de mindre kritiske lyttere ikke tænker for længe over de slidte popskabeloner, der udgør den bagvedliggende musik. Det er musik for gårsdagens hårde drenge.
Man skal ikke langt ind i pladen for at høre tydelige sammenfald med et millionsælgende hjemligt band, der også tidligere har haft Grumpynators med som support. En enkelt shufflende ska-intro gør ingen sommer, og den røde tråd pladen igennem synes, såvel lyrisk som kompositorisk, at have sit udspring i førnævnte band samt i de senere Social Distortion-plader, du ville ønske aldrig havde set dagens lys. Det er boogie-rock, endeløse gentagelser og tilpas mange billige poptricks, til at man skifter mellem at finde det aldeles uinteressant og mildt kvalmende.
Sammenholder man 'Still Alive's lyd med bandets hidtidige output, kan man godt have dem mistænkt for at være begyndt spekulere i, om der måske skulle være lidt byttepenge til overs hos det købestærke voksenrebel-publikum, som kunne tilfalde en gruppe voksne eks-punkere, der har fået smag for at bytte nerve, fremdrift og energi for endeløst genbrug, glanspoleret poplyd og strømlinet og ufarlig melorock markedsført som værende farligt og levende livet til kanten.
Men motorcyklen står stadig og samler støv. Usamlet, som en falleret drøm, der aldrig rigtig kommer til at fungere.
Ganske som den fede rock.