Top 5 – Er dette det samme cover?
Top 5 ser denne gang nærmere på klassiske pladecovers, der citerer og hylder andre klassiske pladecovers.
Vi kender alle til at falde over et pladecover, hvor ens første tanker er, at det her cover, det har man da set før et eller andet sted. Nogle gange skyldes det plagiat af andre kunstneres værk, andre gange manglende opfindsomhed – hvor mange varianter af Satan, muskelsvulmende krigere, bjerge og langhårede mænd med corpsepaint er det muligt at finde på? Og endelig er der tale om de bevidste hyldester til andre kunstnere, som The Clashs hyldest til Elvis Presley på coveret til 'London Calling':
Denne uges top 5 handler om de bevidste hyldester.
1. The Doors vs. Danzig
Det er næppe nogen hemmelighed, at Glenn Danzig har et gedigent Jim Morrison-kompleks og gerne ville være ham. I grunden er det mærkeligt, for Danzig er meget federe. Han har lavet fire virkelig gode album med Danzig og mange virkelig gode med Misfits og Samhain, og man kan sagtens skrabe en vældig stærk dobbeltopsamling op med gode numre fra den senere karriere. Jim Morrisons værk tæller måske lige akkurat nok fede sange til, at man kan lave en enkelt-cd med et godt bundniveau. Glenn Danzig træner tydeligvis en del, Morrison kunne kun finde ud af at tage narko og drikke alkohol. Danzig er i live og synger i Las Vegas, Morrison døde som 27-årig uden at have styr på en skid i sit liv. Og hvor Morrison skrev trættende vulgærfreudianske tekster som 'The End' og gjorde sig i tidstypisk omtågede forsøg på at være inspireret af Rimbaud og Baudelaire (uha, hvor originalt!), handler Danzigs tekster om at være Satans søn og skidegod til at bolle. Nogle gange har de virkelig seje nogle lidt kiksede boomeridoler, og det gælder også Danzig, der med coveret til 'II: Lucifuge' toner rent flag og giver en hyldest til et af The Doors' trods alt mindre anstrengende album:
2. Kiss vs. Manowar
Det ene band er fjollede machomænd, der pumper deres fans for deres surt sammensparede skillinger ved hjælp af dumme gimmiks og evindeligt tilbagevendende afskedsturnéer, og som i øvrigt har et problematisk forhold til kvinder. Det andet lavede fire suveræne album med sej musik, før det begyndte at gå galt, og de langsomt, men sikkert nærmede sig det første band i disciplinen kunsten at være træls. Det første band er selvfølgelig Kiss, det andet Manowar, der med 'Fighting the World' (1987) lavede en homage til Kiss' 'Destroyer' (1976), selvom man ikke helt forstår, hvad de så i Kiss. De fik endda Ken Kelly, der havde malet Kiss-coveret, til at male det. Men helt ærligt, hvad er sejest? Fire maskuline krigere iført læder og skindtøj, der har nedkæmpet deres fjender, eller fire voksne mænd i fastelavnstøj og plateaustøvler?
3. Scorpions vs. Black Sabbath
Begge bands er uretfærdigt blevet lagt for had og blevet afskrevet som det pureste kitsch, men kun et af dem bliver det stadig. Dét band var fuldstændig vidunderlige i 70'erne, og det var det andet også. Det ene band havde stor kommerciel succes i 80'erne, mens det var mere så som så med det andet. Det ene band har en af metallens mest undervurderede sangere, det andet bands sanger på denne udgivelse var undervurderet, men er måske trods alt ikke en af metallens allerbedste sangere. Og så har begge bands brugt samme cover med det klichéfyldte billede af en engel med brændende vinger. Scorpions kom først, ingen af grupperne har nogensinde kommenteret sammenfaldet.
4. Crowbar vs. Metallica
Stakkels Crowbar. Selvom de er pionerer inden for sludge, har de aldrig fået det store kommercielle gennembrud, måske fordi de kom frem på et tidspunkt, hvor man dårligt havde et sprog, der kunne indkapsle sludge, og hvor det bestemt ikke var hipt at spille langsomt og doomy. For hårde for de bløde metalfans, ikke ekstreme nok til dødsmetal; et klassisk kultband. Metallica derimod har haft mere succes end Fætter Højben, og uanset hvor slatne deres plader har været i en lille menneskealder, har deres fans troligt købt løs af pladerne. Verden er ikke retfærdig. Og da Metallica endelig kopierer Crowbar, er det ikke en af deres sange, som ellers kunne give lidt rettighedspenge, men bare coveret fra 'Odd Fellows Rest' (1998), og de puttede det ovenikøbet på den højst tvivlsomme 'Hardwired ... to Self-Destruct' (2016). Det ér bare aldrig rigtig Crowbars dag. Dét valg viser lidt for godt, hvor grelt det egentlig står til med det sene Metallicas dømmekraft.
5. Earth Wind & Fire vs. Iron Maiden
Nogle gange er grænserne mellem funk og metal hårfine. Put en maskot udformet som et rådnende lig på coveret, og pludselig er det metal.