Top 5 - I alle regnbuens farver

Populær
Top 5 - I alle regnbuens farver

I weekenden farvelægger Copenhagen Pride gader og stræder, og vi markerer LGBT-miljøernes årlige svar på månelandingen med en top 5 over farverige bands og udgivelser.

Dato
11-08-2015

Når konfettien slippes løs sammen med hverdagens konformitet, champagne glimter om kap med overdimensionerede øjenskyggestrøg, og selv Bertel ovre fra revision kan diske op med en teenagers (alt for ærlige) bekendelser fra en fjern fortid om en presserende bikuriositet, der vist aldrig for alvor slumrede ind med voksenheden, så ved man, at Copenhagen Pride står for døren. Også musikkens verden er fyldt med farver, og herunder får du fem forskellige bud på i hvilke sammenhænge.

1. Booker T. & the M.G.'s

Fordi det listigste nummer i verden er deres 'Green Onions'. Alle kender det – ingen kan huske, hvor det kommer fra. Så værs'go: Medlemsservice supreme.

">

2. The Beatles

De havde det jo for så vidt nemt nok, de provokerende-med-håret, elektrisk guitarspillende briter, da de slog igennem i en tid, hvor syre var noget, man fik til morgenkaffen, og hele verden, set i bakspejlet, tørstede efter oprør. Det kom blandt andet til udtryk i nogle farvemættede pladecovers, blandt andet til albummet 'Magical Mystery Tour', men også i den grad på den hitpakkede 'Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band' 



3. Ram Jam

Det er naturligvis søgt, så det grænser til det kvalmende, men der er på den anden side så ufattelig mange grunde til, at videoen til Ram Jams 'Black Betty' bør trækkes frem i lyset til enhver passende og upassende lejlighed. Farven er i titlen, og hvis det ikke er godt nok, så dyrk og nyd om ikke andet Myke Scavones smittende selvsikkerhed i front. Der er charme, selvtillid og lækkert hår lige til dånegrænsen.



4. Sodom

Når Tom Angelripper råber "AGENT" fra scenekanten, er der naturligvis kun ét rigtigt svar, og det er "ORANGE!" Thrashens tyske bannerførere har vist vejen siden 1982 og blæste os bagover så sent som til Sweden Rock Festival i 2014. 'Agent Orange' bliver det sidste skud fra hoften, inden kongerne af farve runder ugens top 5 af og forhåbentlig sender de festende masser direkte til tops til weekendens mangfoldige gadefester. 

">

5. Rainbow

Det må nødvendigvis føre til en slags eksplosion, når Ritchie Blackmore og Dio i samarbejde sætter maskineriet i gang. Og således blev det for konstellationen, der ganske simpelt tog navn efter 'Rainbow Bar and Grill' i Hollywood, og hvis eftermæle, trods talrige udgivelser, synes at forankre sig i nedenstående hit, der blev til, efter Dio forlod bandet.

">

Der er naturligvis et utal af ærlige boblere i denne kategori, så fyr løs med bud nedenunder. Der vil dog ikke være credits for at nævne Metallicas sorte album som det første.