Top 5 - Metal med mis i

70537705_779759955775502_4058171000053825536_n

Vi graver vores tekstanalyse-færdigheder fra folkeskolen frem af gemmerne og giver i ugens top 5 et bud på, hvorfor katten er metalmakkerens bedste ven.

Kunstner
Titel
+ Mastodon + Cancer Bats + Obituary + Paradise Lost
Dato
29-09-2019
Forfatter

På Devilutions redaktion er vi ikke bange for at tage de svære diskussioner.

Den seneste af slagsen er det ældgamle valg mellem børn eller katte. Hvad giver størst indhold i livet? Er det det blandede skrabsammen af afkom, der blot er sat i verden for at skuffe, inden de stuver dig af vejen på et alderdomshjem, eller er det den pelsede eksistens, der lever sit liv i spændingsfeltet mellem behåret pyntegenstand og infernalsk tornado af kløer og arrogance, hvis primære mål i livet er at vælte alt, som du har kært, på gulvet?

Den mere menneskekritiske fraktion af redaktionen har argumenteret vægtigt med analytisk skarpe udsagn som ”katte kaster ikke op på dig” og ”børn er statussymboler for folk uden penge”. Den modsatte fløj har til gengæld repliceret med… det har vi vist glemt. Det har nok ikke været vigtigt.

Det endelige spørgsmål er dog: Hvilken af de to er mest metal? Kravl eller kattemisser? Børn eller bæster?

Mens børn i musikken primært er repræsenteret i et Eric Clapton-hit og spandevis af puddelrock-bands, der vil gøre sleske ting ved ”baby”, har katten sat sine solide aftryk på musik- og metalhistorien.

Hele Niles karriere er bygget op om en religion, der forguder katte. Alabama Thunderpussy har endda ladet dyret indgå i sit navn, Fenriz er blevet en verdens mest respekterede og anerkendte metalmusikere ved at posere med en kat (og vist nok udgive nogle plader med Nocturno Culto), Axl Rose har formet sin vokalstil omkring imitationen af en siameser med maveonde, og vedholdende og dermed sande rygter vil vide, at den ”figure in black which points at me”, som Ozzy blev så skræmt af tilbage i 1970, i virkeligheden var naboens sorte huskat Pebbles, der var ude og føjte.

Og så er der de mange tekster. Mangt en metallyriker har gennem år og dag forfattet sangtekster, der har sat sig i dyrets sted og hyldet katten i al sin fuldendte galskab. Vi har samlet en top 5 over de bedste metalschlagere omhandlende katte.

1. Mastodon – ’Blood & Thunder’
Der var engang, hvor man tog Mastodon seriøst. Ikke mindst i 2004, hvor ’Leviathan’ udkom, indeholdende bandets senere kendingsmelodi ’Blood & Thunder’. Hvad de færreste ved er, at teksten angiveligt er skrevet af Troy Sanders efter en episode, hvor en omstrejfende vildkat havde forvildet sig ind i hans hus for at stjæle aftensmaden, en side torsk, som lå og tøede op på køkkenbordet. En hændelse, der satte sig så dybt i bassisten, at han efter et genialt indfald skrev om den fra kattens synspunkt.

”No man of the flesh could ever stop me/ the fight for this fish is a fight to the death” brøler katten, inden den gør klart, at torsken er alt, den vil have: ”White whale/ holy grail”. Den forskrækkede musiker lukker katten inde i et køkkenskab (“what remorseless emperor commands me/ …/ I am completely immersed in darkness”) for at slippe af med den. Katten undslipper, og kampen om den tøende torsk fortsætter, men det lykkes Sanders at holde katten på afstand af aftensmaden. Dyret angriber dog i stedet bassisten og får ham i knæ, hvorefter den skubber en gaffel ned fra køkkenbordet og rammer Sanders i ansigtet (”harpoons thrust the sky/ aim directly for his crooked brow”). Historien lukker åbent, men al sandsynlighed taler for, at Sanders måtte bestille pizza den aften. Katten fik sin hvide hval.

2. Korn – ’Freak on a Leash’
Ligesom Jonathan Davis kan katte også have ondt i sjælen. Da bandet fik sit store kommercielle gennembrud i 1998 var ’Freak on a Leash’ hittet, der åbnede de bredeste og videste døre for numetallerne. Hvad de færreste ved er, at teksten blev skrevet efter den dreadlock-besatte chanteur fra sin forterrasse overværede sin genbo forsøge at gå tur med sin gråstribede baggårdsblanding i snor.

Katten forliger sig ikke med det tab af frihed, som snoren medfører, lægger sig fladt ned og nægter at gå (”something’s raped and taken from me/ …/ can’t they chill and let me be free”). Davis, der kender til følelsen af at være kuet fra sin traumatiske barndom, forstår straks kattens reaktion og kaster sig ud i at forfatte det livstrætte epos, der er ’Freak on a Leash’. Her formår det fejende flotte omkvæd ”something takes a part of me/ you and I were meant to be” både at rumme kattens fornedrende tingsliggørelse af sin ejer, der blot er ”something”, og den indignation der ligger i at blive forrådt af den person, med hvem katten var ”meant to be”. Davis evner både at transmittere kattens lidelser, samtidig med at det stolte dyrs vrede tydeligt trænger igennem i teksten.

Bonusinfo: I den imponerende video er katten erstattet af en patron. Men de mange ting, patronen smadrer undervejs, er ganske tydeligt genstande, enhver kat ville elske at slå til eller rive i. Det er Davis’ stille hyldest til tekstens store inspirationskilde.

3. Cancer Bats – ’Hail Destroyer’
Året er 2008, og Cancer Bats arbejder ihærdigt på opfølgeren til den lovende debut ’Birthing the Giant’. Forsanger Liam Cormier sidder i sin fætters sofa med fætterens tykpelsede Maine Coon trygt sovende i skødet. Pludselig tager fanden ved kræet, der med kløer klar til krig springer op med et solidt afsæt i Cormiers ædlere dele (”erase the comfort, erase the crotch”). Den farer op langs væggen, flænser store revner i tapetet på vejen, bruger en standerlampe, der vælter, som mellemstation, inden den i et langt og kluntet spring lander tungt ovenpå en bogreol, hvorfra den hvæser af den forbløffede musiker og hans ømme skridt.

En pludselig eksplosion af aggressioner, der er så typisk for katten, og som i Cormiers hyldest til rebellen i dyret og dens trang til oprør mod det trygge og enkle bliver til ”welcome destruction with open arms/ it’s all too static, bring it on/ routine’s so boring it makes me scream”. At selvsamme kat, veludstyret med ni liv, efterfølgende formår at skvatte ned fra reolen, lande skævt og alligevel gå derfra bliver i Cancer Bats-schlageren til den konkluderende linje i sangen: ”Our lives begin when we fall down”. En hardcore-klassiker er født.

Angiveligt ville Cancer Bats have brugt katte i musikvideoen til nummeret for at understrege dyrets kunstneriske indflydelse. De viste sig dog for svære at få til at makke ret, og man valgte at indfange en flok ulve og bruge dem i stedet.

4. Obituary – ’Don’t Care’
Forsanger John Tardy har aldrig været glad for at dele ud af tekstforlæggene til Obituarys værker. Med brormand og trommetærskeværk Donalds forkærlighed for katte in mente, ikke mindst udtrykt gennem driften af kattehjemmet Metal Meowlisha, er det svært ikke at forestille sig, at Obituarys hit ikke skulle handle om en særligt arrig og genstridig burmeserkat, som Donald Tardy valgte at tage under sine vinger.

Det er umuligt ikke at se for sig, hvordan den yngre Tardy af ren godhed forgæves forfølger katten rundt i sin baghave med en pose vådfoder, mens det arrige dyr vræler af ham: ”I don’t care what they say!/ I don’t care!/ I’ll do what I want!”.

Katten har formentlig været nogle hårde oplevelser igennem og har en naturlig frygt for mennesket, her eksemplificeret ved Donald Tardy og hans gode intentioner. Derfor forklarer den klagende ”your ways I despise/go forth and get with your own kind”, mens den stædigt søger at slippe væk fra den velmenende forfølger. Endelig lykkedes det. ”Tell me you think what to do” udstøder den, inden den kravler i sikkerhed for den dødsmetalliske dyreelsker i mørket under den forhøjede terrasse, hvorfra den spottende hviner ”no way, I don’t fear/ slow down, follow in my grave”.

Obituary har helt sikkert været klar over, at som en flok hastigt aldrende mænd fra pensionisthøjborgen Florida ville de have deres hyr med at bibeholde deres oprørske, musikalske kant. At påkalde dyrerigets evige rebel i teksterne ville hjælpe dem på vej til at fremstå farlige, og MTV gav dem ret og serverede ’Don’t Care’ til en generation, de aldrig ville have nået med normale tekster om død og lemlæstelse.

5. Paradise Lost – ’Faith Divides Us, Death United Us’
Alt godt må som bekendt have en ende, og selv den sejeste, nilivede bengalkat må give op til sidst.

Således handler Nick Holmes’ digt fra 2009 om smerten ved at måtte sige farvel til familiens firbenede pater familias. ”Refrain from the way we were/ slain the invicible” er sorgen ved pludselig at få sit liv vendt på hovedet, når husholdningens overhoved i en alder af 13-14 år må give slip på livet. Et væsen, man troede uovervindeligt, indhentes endeligt af tidens tand.

I omkvædet brøler Holmes sin vrede og afmagt ved tabet af katten ud og tager hul på helingsprocessen efter sorgen: ”Vanquish the pain/ don’t want to see it fail/ faith divides us, death unites us”. Holmes véd, at kattens liv er omme, men længes allerede efter, at de vil mødes igen i døden. Han kan intet gøre ved kattens bortgang andet end at være ked af det og længes (”tears for a hopeless case”), og smerten skærer i ørerne i sangens mellemstykke: ”Cannot sleep through darkened skies/ cannot dream until it’s over”. Vi ved, at en kat er en mands ét og alt, og vi føler med sortsjælede Old Nick.

I dyrevelfærdens navn kan man naturligvis ikke lave en musikvideo med en lidende kat. Derfor endte Paradise Lost med nedenstående visuelle udtryk, der er forstyrret og indtryksfuldt, men også ganske misvisende for, hvad Holmes egentlig ville sige med sangen.

Den fuldt forståelige fascination af katte er naturligvis ikke et udenlandsk fænomen. Herhjemme handler Hatespheres ’Smell of Death’ eksempelvis om en nyligt benyttet kattebakke hjemme hos forsanger Esse, Crocells ’The Chosen’ beskriver forholdet mellem en rødpelset djævel af en kat og dens yndlingslegetøj, og ’Myling’ af Alkymist om en stakkels mis, der er kommet til at gå ud i vintersnevejr og ikke kan finde ind igen.

Vi har naturligvis intet gjort for at få bekræftet ovenstående af de respektive tekstforfattere. Vi mener, lyrikken taler for sig selv. Dermed må vi konkludere, at katten er uendeligt meget mere metal end et tilfældigt barn, du har rendende derhjemme. Uanset hvor meget du tvinger dine arvinger til at høre Venom, vil katten altid være indbegrebet af oprør, af den vilde sjæl, det uberegnelige og af katastrofen, der venter lige om hjørnet. Du ved det. Katten ved det. Og få så skiftet den kattebakke.