Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 – Metalliske konceptudvidelser

Updated
Doom

Cirkus Metal har åbnet for et overflødighedshorn af underholdningsbrancher, der kan berige genren – og blive virkelig godt TV. Vi kigger i denne top 5 på de mest oplagte.

Forfatter

1. Metal-revy
Revy! Her er noget af det mest danske der findes: Folkekære skuespillere, der synger, danser og revser politikere kærligt. Og nu skal vi metallisere revyer med parodier på aktuelle temaer og kendte figurer i miljøet. Alle vil elske Ulf Pilgaard, der giver den som Abbath, eller Ghita Nørby i et vanvidsraseri-udbrud, når hun imiterer Dave Mustaine.

2. Metal-wrestling
Fans kan diskutere den slags i evighed: Hvilket band er sejest, højest, hurtigst, farligst eller længst, og da ikke alle forstår, at sandheden altid læses her på sitet, er der også den mulighed at ordne det i ringen. Spandex har længere været en del af scenen, og med de klassiske mexicanske wrestler-masker, kan heavy metal få løftet det visuelle udtryk til uanede højder, når bands som Baest og Pretty Maids mødes i den pentagram-formede ring, og Ken Hammer tager guitaristen med de flotte krøller i en benlås. 

3. Heavy Metal Ex-on the bench
Der er for få virkelige intriger i den danske metalverden, og måske gider Devilutions hardcore-powerhouse Jon nok ikke at slås med Defecto for evigt (okay, måske gør han, men gør de?). Derfor lægger vi op til, at fyrede og forurettede bandmedlemmer konfronteres med deres tidligere partners in crime, der venter på bænken ude foran øveren. Det kunne være i en tv-serie på Kanal 5, hvor Michael Denner og King Diamond skændes på ny i et til lejligheden oprettet Uriah Heep-coverband, eller måske at alle tidligere sangere i Hatesphere skal deltage i en åben audition for at komme tilbage i folden. Altså Bredahl, Joller og vores egen favorit Esben, der slås om bedste fod-på-monitor, dybeste "uurrgh!" og vrisne attitude.

4. Paris-Dakar World Tour (Live)
Den virkelige udfordring for et band er som bekendt ikke at skrive seje riffs og halsbrækkende break-downs. Det kan enhver idiot med et overskæg. Se eventuelt sidste uges top 5. Nej, det svære er at holde resten af bandet ud på den uendeligt lange rejse over den fynske motorvej for at spille i en fuldstændig tom hal i Holstebro, hvor veganer-maden er frossen broccoli, og røgmaskinen er en pibe-pegende fisker fra Glyngøre. Derfor kan man med fordel lancere det store udskilningsløb for upcoming-bands, når koncerterne på næste weekend-world tour spilles i henholdsvis Middelfart, Mariager og Marrakesch, før gearet skal pakkes ud i Dakar, mens trommeslageren skider kaffe-racermaven i småstykker. Følg med når LLNN farer vild i Provence, Wasted tages til fange af beduiner i Algeriet og bliver solgt på det lokale slavemarked, og når Raunchy skifter dæk og diskuterer backing-track på en rasteplads i Sahara-ørkenen.

5. Kræmmermarked
For, ja, kræmmermarkeder er folkelighed på niveau med hjemmefødningssporten håndbold, og heavy metal har lige netop brug for at genvinde folkeligheden, ligesom vi vist nok vandt håndbolden.
Mercenary tilbyder pompøse omkvæd med slagtilbud, og på Illdisposeds stand lige bag gederne, faldbydes dybe vokaler til langt under markedsprisen. Og er det minsandten ikke genopstandne Mnemic, som spiller midt i en taleban-elsket karrussel? Og slå en handel af med Saturnus, som har halv pris på bandcropshirts og pentagram-formede te-kopper i boden hvor bandlivets gokke-VHS-bånd kan fås for en/et slik.