Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 – Når man er den bedste!

Populær
Updated
shopped900_MG_2075

Guderne skal vide, der findes nok klagesang i metal. Her er 5 sange, der fejrer, når man er den bedste!

Fotograf
Kent Kirkegaard Jensen

I heavy metal er der rigeligt med sange om at have det hårdt, kæmpe mod såvel virkelige som imaginære modstandere, mod systemet, forældre og fordomme. Vi har det simpelthen så hårdt og er så misforståede. Eller også skal mentaliteten bare vendes rundt. Vi er de bedste. De sejeste. De stærkeste. Her er fem bud på sange, der kan få langemanden frem til verden, knytte næven, spænde overarmen og minde sig selv om, at man er en barsk motherf....

1. Clawfinger – Biggest and Best
Vi starter og slutter i Sverige. Clawfinger gjorde i halvfemserne en karriere ud af at rappe med tung guitar om dette og hint. Der blev i den grad fyret bredsider af mod nogle af ovennævnte fjendebilleder, og på deres tredje selvbetitlede plade 'Clawfinger' finder vi 'Biggest and Best', der åbner med den herlige linje: "Nobody is perfect but I'm pretty fucking close". Så er det bare næsen i sky, ud i verden og indtag den!



2. Motörhead – Born to Raise Hell

Salige Lemmy fra Motörhead kunne også det med at skrive en god tekst, og på 'Born to Raise Hell' er han også med på vognen omkring det med at tage livet ved hornene, tvinge den mellem benene og ride den til Helvede og tilbage igen. Som Kilmister synger:

"What are you waiting for?
What do you think you were created for?
Show us, you care, show us you dare"



3. Pantera – A New Level

Nuvel, Phil Anselmo har sagt og gjort nogle uheldige ting i de senere år, men dér i starten af halvfemserne, hvor de udgav 'Vulgar Display Of Power' var han en sandsigerske. Han var om nogen langemanden mod alle andre og et velplaceret skud testosteron til dem, der måtte mangle på den konto. Han tog den til et nyt niveau og mindede folk om, at der ikke var plads til at give op. 

"A new level
Of confidence
And power

Thats right!
No fucking surrender
Can't lose
No fucking surrender can't lose"



4.  Metallica – Don't Tread On Me

James Hetfield når han er mest patriotisk. Metallica fik lidt skældud for at have kritiseret USA på '...And Justice for All', og gik i brechen for sit land på 'Don't Tread On Me', hvor han plæderede for, at nok kunne man kritisere sit hjemland, men når alt kommer til alt, bliver der trådt nok på én, så viser man tænder.



5.  Civil War – I Will Rule the Universe
Denne skribent er ikke udpræget fan af svensk power metal, men er man ikke genetisk disponeret vertikalt og lurer med lidt napoleonskomplekser over ikke at kunne nå øverste hylde i Fakta uden hjælp fra en camping-skammel, er her lidt råd til de dage, hvor man må spørge voksne om hjælp. Små mennesker kan også noget. Eller, i teorien, for Napoleon tabte jo, da han mødte en jernhertug, der red på København. Men positiv psykologi siger noget med, at hvis man gentager noget mange gange nok, så bliver det sandt, så...



Denne top 5 er lavet uden kunstig brug af Manovar og Hatebreed. Det havde simpelthen været for nemt. Og vi har i forvejen allerede lavet en top 5, hvor Manowar kæmper mod resten af verden.

Billedet er af forsangeren i Spectral Mortuary på Aalborg Metal Festival i 2011.