Top 5 – Tuareg-rock

Hvad gør sommer og sol ekstra fedt? Den ægte ørkenrock!

Garderoben udskiftes, hvidvin og øl er fast inventar i køleskabet, og solbrillerne en integreret del af ens fjæs. Det er blevet sommer i Danmark, og du, kære læser, skal opdatere din sommerplayliste; lad dig blive guidet til det perfekte soundtrack til de rigtig hede dage, hvor den eksotiske stemning er på sit højeste. 

På Devilution er vi rigtig glade for at udvide vores musikalske horisont under de lyse måneder, og især når vi dækker sommerens festivaler. De opmærksomme læsere bemærkede, at vi valgte at have en lidt atypisk band med i vores sidste artikel om nye offentliggørelser til årets Roskilde Festival, og nu går undertegnede all-in for yderligere at præsentere landets metalelskere for en noget overset genre blandt mange, der elsker guitarliret musik: tuareg-rock.

Men hvad er “tuareg”? Jo, tuareg-folket er nomader, der i mange hundrede år har huseret i de dele af Sahara-ørkenen, der ligger mellem Algeriet, Niger, Mali, Libyen og Burkina Faso. Det er et kultur- og traditionsrigt folk, der i musikalske sammenhænge er kendte for deres særegnede melodier og rytmer, som primært bliver spillet på anzad (et-strenget violininstrument) og tende (en tromme lavet ud af en morter og gedeskind).

I 1980’erne begyndte nogle tuareg-musikere at eksperimentere med musiktraditionerne ved at implementere elementer fra hovedsageligt rock og blues, hvilket for alvor tog fat i slut-90’erne og starten af 00’erne. Sidenhen har tuareg-rocken – hybriden mellem rock og traditionel tuareg-musik – for alvor udviklet og etableret sig som en decideret genre, som flere og flere bands praktiserer.

Listen af gode tuareg-rockbands er meget omfangsrig, men undertegnede har nøje udvalgt og sammensat en lille og beskeden liste med nogle af de kunstnere, som har ekstra meget guitarlir med og gør sig ekstra godt i de fede ørkenrock-bands. Selv tak og god lyttelyst!

5. Tamikrest
Vi skal først til Mali og det anmelderroste orkester, hvis navn betyder noget i retningen af at overkride eller krydse grænser  – hvilket er præcis, hvad deres musik kan. Med stor inspiration i blandt andre Pink Floyd, Mark Knopfler og Jimi Hendrix, tager bandet tuareg-folkets musiktraditioner i en retning, der burde vække enhver rockelskers interesse. Et andet ganske interessant aspekt ved Tamikrest er, at de har brugt deres musik som led i den borgerkrig og -konflikt, der har hjemsøgt tuareg-folket i flere årtier. Hvorfor slås med våben, når man kan slås med instrumenter og ens stemme?

4. Bombino
Under flugt fra Niger til Algeriet sammen med sin far og bedstemor stødte den dengang omtrent 10-årige Omara "Bombino" Moctar på en guitar, der var blevet efterladt. Siden har guitaren været hans faste kompagnon, og det har ført til en karriere som professionel musiker, som mildest talt har indeholdt nogle store bedrifter. Han har blandt andet medvirket i en coverversion af ‘Hey Negrita’ sammen med Keith Richards og Charlie Watts (uden tidligere at have været bekendt med The Rolling Stones), er blevet opsøgt af Dan Auerbach fra The Black Keys, som gerne ville procucere en af hans plader, og så er han blevet inviteret med som support for Robert Plant og Gogol Bordello. Nå ja, og så blev hans 2018-plade ‘Deran’ i øvrigt nomineret til en Grammy.

3. Mdou Moctar
“Hendrix of the Sahara” er en uofficiel titel, den nigerske kunstner Mahamadou Souleymane – bedre kendt som Mdou Moctar – i høj grad har fortjent. Allerede fra barnsben var han fascineret af elektriske guitarer, og han byggede selv sin egen model, hvor cykelkabler blev brugt som strenge. Hans første album, som ikke blev udgivet officielt, blev hurtigt en sensation i Sahel-regionen, hvor det blev delt på livet løs fra mobil til mobil via Bluetooth. Fire album senere er resten af verden heldigvis så småt også hoppet med på hypen, hvilket blandt andet bragte ham til Vega i København i sensommeren i 2022, og der er ingen tvivl om, at den vestafrikanske artist har en stor fremtid foran sig.

2. Imarhan
Mange ville nok ikke sætte den algeriske kvintet så højt på listen, da de er langt fra så kendte som de resterende bands, men det er ikke desto mindre en plads, som de fortjener. Imarhan stikker i en mere poppet retning, i hvert fald i deres sangskrivning, hvorfor bandets univers på mange måder er mere let tilgængeligt end mange andres. Men det betyder imidlertid ikke, at de er mindre tro mod deres rødder. Særligt rytmesektionen er en stor hyldest til tuareg-traditionen, og dens solide og repetitive karakter giver de spredte guitarriffs god plads til at udfolde sig og være i centrum – der er ørkenguitarlir for alle pengene!

1. Tinariwen
Ikke at nævne Tinariwen i tuareg-rock sammenhænge er som at undlade Slayer, når man snakker om thrash — og det er omtrent lige så umuligt at skrive en kortfattet introduktion til genrens pionerkonger, da deres fortælling er ganske betagende og interessant. I musikhistoriske sammenhænge er den blevet kaldt for den mest rock‘n’rollede af dem alle; ikke fordi den har været styret af stoffer, alkohol og sex, men mere på grund af deres turbulente historie med de konflikter, tuareg-folket har ledt under. Tinariwen er nemlig ægte rebeller, og ikke kun i metaforisk forstand; det er et band, der alt for mange gange i livet har haft krigens grusomheder alt for tæt på, og som de undervejs i deres snart et halvt århundrede lange levetid har prøvet at bekæmpe med alt, de kan. At resultatet er så fængslende guitar-, vokal- og trommemelodier, er et under.


Tinariwen spiller på Orange Scene lørdag d. 1. juli kl. 17.00 under årets Roskilde Festival.