Top 5 - You had me at "Hello!"

Der findes sange, som allerede ved introen formår at præsentere sig på en måde, så man bare ved, at de næste minutters lyt kun kan blive formidable. I ugens top 5 præsenterer Villumsen fem af sine favoritter, hvor hårene rejste sig på armene allerede fra sangenes indledende toner.

"Sku ikke hunden på hårene," siger et dansk ordsprog. Inden for metalmusikken gælder det selvfølgelig også, at sange, der virker godt ved første lyt, senere kan falde fra hinanden og gå over i historiens evige glemsel for en, ligesom andre sange modsat kræver flere lyt, før den er der. Heldigvis er der også sange, der har præsenteret sig godt fra første lyt og formår at blive ved med det, lyt efter lyt, og i de tilfælde var der absolut intet galt i at råbe "genistreg!" med det samme.

For mig personligt har der været adskillige sange, hvor lytteglæden var der lige fra start, og hvor glæden er blevet hængende år efter år, når sangene igen er blevet hørt. Min top 5 er således på ingen måde endegyldig eller et udtryk for, hvilke fem sange jeg specifikt kan udpege som dem, hvor det tog kortest tid og maksimalt 10 sekunder, før albummet indeholdende sangen røg på indkøbslisten. Men det er dem, jeg kan komme på lige nu som bedste bud. Ja, jeg skal beklage top 5'ens fesne titel, der måske får nogle af jer til at tænke på en vis fesen film med Tom Cruise, men den er altså ganske beskrivende for mit forhold til sange, hvor man ikke skulle langt ind i introen, før det blev til kærlighed ved første lyt.


1. Carcass - 'Heartwork'

Det var på MTV's Headbanger's Ball, at jeg første gang hørte dette nummer. Det introriff! Uh, det er lækkert, og nummeret kommer ud af startboksen med en sådan fart, at der må være tale om tyvstart. Men det kan ikke gå for stærkt med at få kærlighed til dette nummer, og jeg var da også overtalt under fem sekunder inde i nummeret, der siden får melodi og finesse på karakteristisk Amott-manér, inden nummerets rasende energi igen sønderbomber højttalerne i sin vej mod den taknemmelige lytter. Man kan da kun elske dette nummer!




2. Dismember - 'Dreaming in Red'

'Indecent and Opscene', det andet album fra svenske Dismember, har som sit allersidste nummer en lille perle, der egentlig skiller sig ud fra resten af materialet fra dødsmetalbandet fra Stockholm. Nummerets umiddelbare kvalitet gjorde, at det blev valgt som et af de to numre, der fik en video med sig. Sangen starter med en fed baslead, der virkelig sætter en nattekold stemning, inden den smadrede lyd fra guitaren høres i nogle velvalgte akkorder bakket op af trommerne. Leadguitaren træder ind ypperste melodiske vis, bygger introen op og tager tempoet med sig i samme retning. Nummeret eksploderer med Matti Kärkkis hæse growl godt 1½ minut inde i sangen. Herfra går det stærkt videre med heftig død, som den kendes fra bandet, inden stemningen fra introen vender igen, lige inden nummeret runder 4 minutter, og der igen bliver plads til en (kort) bas-lead og endnu en fin guitarlead, pulsen kommer ned igen, og nummeret slutter. Stærkt, bare stærkt.




3. Coheed & Cambria - 'Welcome Home'

Riffet præsenteres i den flotte akustiske intro. 10 sekunder senere: eksplosion! Trommebrag og riffet igen, nu med hyl og skrig på elhegn, inden store symfoniske flader bakker op og løfter nummeret til andagtsfulde højder. Efter introen høres frontmand Claudio Sanchez' ikoniske og noget specielle high pitch-vokal, der for nogle sarte ører kan være lidt svær, men her er han tro mod budskabet fra den vilde intro ("Køb denne skive!", hvis man skulle være i tvivl) og leverer noget, der er meget let at komme godt videre ind i sangen på.

Et par minutter går, og det bliver en lidt en anden sang end forventet på baggrund  af introen. De sidste to minutter af sangen (albumversionen er over 6 minutter) vælger at se tilbage mod introens stil, og det er bestemt ikke slut med sangens storladne kvaliteter. Det episke riff fra start gør, at nummeret ikke kan blive for svulstigt, og Coheed and Cambria går hele vejen i slutningen. Eminent!




4. Misery Index - The Spectator

Dette nummers kvalitet lovpriste jeg både i anmeldelsen af skiven samt i min årsliste det år (2010). Det er dødsmetal med en kæk, punket energi. Åbningsriffet er overbevisende. Simpelt ad helvede til, men drevent insisterende og vanvittigt energisk. Som et slag i ansigtet, hvor man bagefter siger tak og beder om et mere. Trommerne sparker sangen godt videre, mens det solide brøl resten af arbejdet færdigt, inden omkvædet går et nøk op i energiniveau og sågar kaster lidt melodi ind på den ene guitar. Det nummer bliver jeg ikke træt af, men i forhold til de andre numre på min liste, så forstår jeg godt, hvis færre er med mig her. Fred være med det.




5. Danzig - 'Mother'

Igen et nummer bragt til mig via 'Headbanger's Ball'. Det er ret vigtigt for mig, at det er den her live-version, der findes på ep'en 'Thrall-Demonsweatlive', for det visuelle spillede simpelthen også en rolle for mig og min instinktive kærlighed til denne sang. Der var simpelthen så meget energi i den sang, som den kom til udtryk på skærmen. Jeg kan faktisk tage mig selv i at synes, at studieversionen (som jeg ikke kendte, da jeg så live-versionen her første gang) er lidt for tilbagelænet på beatet. Omvendt kan man ikke tage det fængende ud af introens simple akkorder. Ja, selv Sussi & Leo burde kunne finde ud af spille det her, uden at det fænomenale går af riffet. Stort for sangen er naturligvis også hr. Danzigs røst, der ikke gøres meget bedre end her, hvor han stadig var i form på alle fronter. Teksten er simpel. Jeg har hørt sangen mange gange. Men ser du mig synge med på en bar en sen nat, så forvent dog ikke, at jeg synger de rigtige ord hele vejen. Men pyt! Det bliver sangen sgu ikke mindre fed af (i hvert fald ikke for mig, men nok mine eventuelle tilhørere).