Verdens bedste AC/DC jam?
Populær
Seje referencer, topmusikalitet og - ikke mindst - maximum AC/DC dedikation. AC/DC Jam med Chris Slade på trommer.
64-årige Chris Slades trommeslager-CV er ganske uovertruffent: I 60'erne sad han bag den legendariske crooner, Tom Jones, men måtte dog takke pænt nej til et tourjob med Elvis Presley, grundet kontrakten med Tom Jones, mens han i 70'erne lagde beatet for Mannfred Manns Earth Band og en overgang senere spillede sammen med David Gilmour (Pink Floyd).
På hard rock-scenen har walisiske Chris Slade arbejdet sammen med blandt andre Jimmy Page og Paul Rodgers i The Firm, Gary Moore, Michael Schenker Group, Uriah Heep, Asia og i selveste AC/DC i start-90'erne; her lagde han gryder på det rigtig gode 1990-album, 'The Razors Edge' og var med på den efterfølgende turné, inklusive et storslået show på Gentofte Stadion i august 1991.
Seje referencer, maximum dedikation
Chris Slade forlod AC/DC inden det næste album, 'Ballbreaker' (1995), da den faste trommeslager Phil Rudd var tilbage i folden, efter sin alkoholafvænningstur. Chris Slade er dog aldrig blevet sin AC/DC lidenskab kvit. Og heldigvis, for det har betydet dannelsen af Chris Slades egen "AC/DC jam", Chris Slade Steel Circle (der naturligvis forkortes CS/SC), og som tæller et musikalsk kompetent line-up, der i den forgangne weekend afsluttede en lille Europa turné med tre shows i det tre norske.
Torsdag aften på Trondheims Byscenen gik bandet til AC/DC kataloget med stor løssluppenhed og en spillelyst, så man måtte trække på smilebåndet, men også rocke hårdt ud over bandet; der udover Slade består af den hollandske forsanger Leon Goewie (Vengeance), hvis vokaler og scenebevægelser er særdeles vellykke pasticher af Bon Scott, der døde for præcis 31 år siden, den store muntre bassist, Chris Glen (Michael Schenker Group) og de to guitarister, JJ Bozzy (ifølge koncertannonceringen fra det schweiziske AC/DC coverband DC World, men jeg tror nu der var tale om en stand-in!?) og amerikanske Keri Kelli, der til daglig håndterer spaden for selveste Alice Cooper og som tidligere har været omkring både Slash's Snakepit, Skid Row og LA Guns.
Tekniske uheld og en hyldest til Gary Moore
Bandets løsslupne, men musikalsk kompetente cocktail, der også betød egne indspil og detaljer i forhold til standarderne, blev sat i gang af 'Dirty Deeds (Done Dirt Cheap)', og så var den fest fluks i gang. Bandet stødte dog også på lidt tekniske problemer, da Glen måtte udskifte sin bas efter tredje nummer, 'Shot Down in Flames', hvorefter en roadie - undervejs - i næste nummer, 'High Voltage', måtte skifte stortrommen ud!
Held i uheld, for mens vi ventede på Glens nye bas, stillede Slade sig op ved mikrofonen og hyldede sin gamle kollega, nyligt afdøde Gary Moore, som den "blændende guitarist og gode drukkammerat, han var", og så lovede Chris Slade ellers, at bandet ville rocke videre i hans navn.
Som sagt så gjort, og det med et solidt, sine steder gnistrende og tætsiddende sæt af klassikere som 'Hells Bells' (leveret i et anderledes langsommere groove end AC/DC selv har for vane), 'You Shook Me All Night Long', 'TNT' og 'Thunderstruck', det eneste nummer fra Slades egen AC/DC æra og som blev indledt med en liden trommesolo fra orkesterlederen.
Højdepunktet
Aftenens højder var dog afgjort kultnummeret 'Riff Raff', som AC/DC selv ikke har haft på sætlisten "siden 1979", som Slade bemærkede med et nørdet smil. Og dén rock'n'roll rivert fik bandet virkelig pisket afsted og sendt ud over scenekanten til aftenens omkring 300 tilstedeværende i Trondheims nyeste rockklub.
En fin halvanden times tid i AC/DC's eviggyldige festnavn endte dog lidt for abrupt med den afsluttende 'Highway to Hell', i alle fald for undertegnede, der jo tidligt havde spottet 'Let There Be Rock' som sidste ekstranummer via den printede sætliste nede mellem monitorerne. Og dén manglede vi altså, øv, men svært at smide mindre end fire fine stjerner efter disse dedikerede, velspillende CS/SC, alias verdens - måske - allerbedste AC/DC jam-band.