Et halvfærdigt ikon-maleri
Chris Cornell erindres med en opsamling, der fokuserer mere på sangerens eminente stemme end på det gode materiale, han skrev ind i rockhistorien.
2. Outshined (Soundgarden)
3. Hunger Strike (Temple of the Dog)
4. Seasons
5. Black Hole Sun (Soundgarden)
6. Can't Change Me
7. Like A Stone (Audioslave)
8. Be Yourself (Audioslave)
9. You Know My Name
10. Billie Jean
11. Long Gone
12. Call Me a Dog (live)
13. Been Away Too Long (Soundgarden)
14. Nearly Forgot My Broken Heart
15. Nothing Compares 2 U (live)
16. The Promise
17. When Bad Does Good
Et år og en slat skulle der gå efter den tidligere Soundgarden- og Audioslave-forsangers tragiske død, før første forsøg på at score en skilling på hans eftermæle blev sendt på gaden. Bevares, med en tilpas stor ja-hat på hovedet kunne man sikkert godt udlægge det som en hyldest til Chris Cornell, der vitterligt var en af sin generations allerstørste sangere, men omvendt lå det ikke lige i kortene, at den hverken synderligt sentimentale eller selvcentrerede Cornell selv ville have sat pris på en opsamling, hvis fokus var på ham selv fremfor på de mange forskellige bands og de sammenhænge, han har indspillet i.
Nuvel, opsamlingen ’Chris Cornell’ er ude i en mængde forskellige formater, hvoraf den mest gængse én-disc-udgave tydeligt har sit fokus på stemmen Chris Cornell i stedet for mandens egentlige karriere. Soundgardens seks studieplader er repræsenteret med fire numre, de tre Audioslave-plader har to repræsentanter i alt, og hyldest-projektet Temple of the Dogs enlige plade har en enkelt skæring på opsamlingen. Resten af pladen er tilegnet Cornells egen solokarriere, der ganske vist er hans mest nylige musikalske output, men samtidig også er den del af karrieren, der er mindst interessant og hurtigst ville gå i glemmebogen blandt musikhistorikere, hvis ikke Cornell havde valgt at tage sit eget liv.
Altså er det Cornell som sanger, fremfor som sangskriver, vi skal have vores fokus på. På det kunstneriske plan er Cornells hovedværker skrevet, når han har haft folk som Kim Thayil eller Tom Morello omkring sig, og at de to stilskabende Soundgarden-plader ’Badmotorfinger’ og ’Superunknown’ hver især kun har et enkelt nummer med på pladen er tæt på at være en skændsel. Samtidig er det en noget sløj måde at præsentere kunstneren Chris Cornell med to covernumre (’Nothing Compares 2 U’ og ’Billie Jean’) der, uanset hvor velsungne de er, primært minder én om det, der blev sangerens efterår, hvor sangskrivningen havde set bedre dage, og hvor Cornells relevans primært var hans stadig eminente stemme og ikke hans eget materiale, som hverken fik eller havde fortjent ret meget anerkendelse.
Det kommer desværre ret godt til udtryk i både ’The Promise’, som er Cornells sidste udgivelse inden hans død, samt i pladens eneste nye nummer, ’When Bad Does Good’. Begge er udmærkede melankolske rocknumre, der lader Cornells glimrende, røgede rockstemme med alle dens facetter komme til udtryk. Desværre er det også numre, der hurtigt forlader hukommelsen igen. Det er forglemmeligt og tæt på middelmådigt. Det er ikke ’The Day I Tried to Live’, ’I Am the Highway’, ‘Flutter Girl’, ‘Say Hello 2 Heaven’ eller ‘Jesus Christ Pose’. Det er ikke engang ‘Blow Up the Outside World’ eller ‘Cochise’. Og alle disse numre, sammen med ’Spoonman’, ’Rusty Cage’ og adskillige andre klassiske skæringer fra Cornells bagkatalog, er udeladt fra opsamlingen til fordel for en håndfuld middelmådige Cornell-solostykker, som formentlig giver et større økonomisk afkast på royalty-fronten, end Soundgarden-bagkataloget ville gøre.
’Chris Cornell’ er et billede af en 30-årig karriere, der sluttede alt for tidligt. Men det er et billede, der mangler essentielle motiver hist og er malet med forkerte farver her. Chris Cornell var på mange måder et ikon, og det giver denne opsamling ikke et særligt retvisende billede af. Det gør til gengæld to tredjedele af Soundgardens bagkatalog, et par Audioslave-plader, Seattles hyldestplade til Andrew Wood og med lidt god vilje Cornells egen solodebut, ’Euphoria Morning’. Og skulle man derudover bare brænde for at kaste penge i de efterladtes lommer nu og her, er man nok nødt til at gå ud og investere i ’Chris Cornell’-opsamlingens fire-disc-deluxe-boxset der, hvor overflødigt dets eksistens end måtte være, giver et mere fuldgyldigt og nuanceret billede af Generation X’s måske største stemme end denne plade. Her udgøres omtrent halvdelen af sættet trods alt af Soundgarden-materiale, og mere end noget andet er det denne æra i karrieren, der cementerede den status, som Chris Cornell for altid vil have i rockhistorien.