MMF XV: Kompromisløst vanvid

Arkæons hulemandsavantgardeblack var dagens mest overraskende indslag på Metal Magic.

Når man åbner koncerten med smide kakerlakker ud til publikum, så er man ligesom i gang med en oplevelse lidt ud over det sædvanlige. Og midtjyske Arkæon med rutinerede undergrundsmusikere fra Tongues, Hahn Cult, Múspellzheimr og Gespenst var da også netop det. Noget ud over det sædvanlige.

Musikken var radikalt dissonant black metal, der for mit uforberedte øre virkede ret frigjort fra musikalske konventioner såsom sangstrukturer, harmonier og den slags. Vokalen var delt mellem trommeslager og guitarist, hvilket også, fordi vokalen tit var tilpasset trommespillet (eller omvendt), var med til at give et ret særegent udtryk. Til gengæld havde det en temmelig unik lyd, en virkelig baldret lyd, der måske mindede mest om de åndsbeslægtede og ligeledes midtjyske Grudom, men mest af alt om ... ja, i hvert fald ikke rigtig så meget andet, heller ikke inden for dissonant black metal.

Med en simpel, men ret virkningsfuld makeup, der sammen med musikken gav indtryk af noget mere eller mindre sindsforvirret. Som de stod der på scenen, ville man ikke blive overrasket, hvis medlemmerne viste sig at være huleboere; på en gang meget primitivt og sært sofistikeret, jordslået og muldnet, som om det har været gravet ned længe.

Jeg ved ikke helt, om Arkæon var godt eller det modsatte. Jeg syntes, det var godt, men det virkede ikke, som om godt eller dårligt var pointen, snarere som om det var helt frigjort fra den slags perifere værdidomme. Derfor ingen karakter.

Arkæon virkede som noget radikalt andet, og det føltes lige så fremmedgørende og mærkværdigt, som det var at høre black metal første gang. Fuldstændig kompromisløst og uden andet ønske end at være sig selv.