God tysk metalcore???
Populær
Navnet Callejon er bestemt ikke noget der klinger godt i danske ører, da det lyder som noget, søskende på landet navngiver deres børn. Men tvinger man pladen på anlægget, bliver man belønnet med metalcore, der er betydeligt bedre end navnet og korsene på coveret får én til at forvente.
2. Videodrom
3. Kinder Der Nacht
4. Lass Mich Gehen!
5. DE
6. Immergrün
7. Dein Leben Schläft
8. O
9. Mondfinsternis
10. Dieses Lied Macht Betroffen
11. Sexmachine
12. DROM
13. Mein Stein
14. Sommer, Liebe, Kokain
15. Gott Ist Tot
Callejon er helt klassisk metalcore, grænsende til det clichefyldte, for dette tyske orkester har vedgud ikke fundet noget som helst nyt eller genredefinerende – måske på nær at synge på tysk! Ellers er det tonsevers og break-downs efterfulgt af melodiske omkvæd, og hvis forsidemotivet har noget at gøre med bandet, så er drengene i det jo nok også kristne, som moden i denne subgenre forskriver. Mit tyske er i bedste fald elendigt, så jeg kan ikke afkode, om de også er veganere, men jeg sætter en tatarbøf på højkant på, at de er.
Hvad der får denne plade til at gå an alligevel, er, at hvad man kunne kalde standard-metalcore bliver leveret væsentligt mere overbevisende en det plejer at blive. Især tyngden i de udmærkede versriff er bemærkelsesværdig. Om det går hurtigt eller langsomt er nerven og lyden ganske imponerende, grænsende til det højtidelige.
Og her berør vi så noget af det, som er pladens problem, nemlig at den i omkvæd og nogle ganske uantagelige ballader bliver selvhøjtidelig, hvilket er det sædvanlige problem med tyske bands. Ikke ret meget andet en thrash-metalbands og Rammstein formår nemlig at lave noget, der ikke drukner i patos, og det trækker ligeså meget ned som tyngden trækker op.
Kan man leve med det, er det dog bestemt en plade, der pga. sin præcision, produktion og nerve, er lyt-værdig. Bestemt noget for inderlige metalcore-fans.