MMF XV: Torsdag – det gale, det smukke & det sande
Førstedagen på Dronningepladsen gav både inputs til drømmerne, til traditionalisterne og til de mere hærdede, råt tunede øregange.
For mange blev shuttlebussen vejen til Fredericias stadion, Monjasa Park, hvor Metal Magic Festivals festivalplads er at finde lige bagved. For undertegnede faldt valget i år dog på DSB, hvor et velkendt ansigt fra metalmiljøet også viste sig at være troppet op på hovedbanegårdens togperron. Således gik sludderen undervejs, hvor Anders bl.a. kunne bekræfte, at det er et Midnight i topform, vi møder i aften, efter han så dem på Pitfest i Holland sidste weekend.
Der er dog nok af andre stærke kort på programmet inden da, men først må opmærksomheden rettes mod de praktiske dyder – og forhåbningen om, at trepersoners-teltet ikke lugter for meget af gnu efter at have været pakket sammen siden Brutal Assault sidste år. En bekymring, der hurtigt kan manes til jorden, og et kvarter efter første pløk er sparket til bunds kan dagens første Chtulhu (rom, ananasjuice og blå Curacao) indtages i festivalens muntre lag. 
Med mine egne rødder i trekantsområdet er Lipid lidt af et blast from the past som dagens første navn på den udendørs scene. Sidste gang jeg så dem var på Godset (Kolding) tilbage i starten af 00erne, og selvom thrash aldrig har været min foretrukne metalliske afgrening, og der trods alt er gået tyve år i mellemtiden, så føles det ikke som om der er sket det store i Vejle-lejren. Det skulle da lige være tilføjelsen af Anders Møller Pedersen, der dengang netop kom fra Koldings lokale dødsmetal-band Process. Han passer godt ind i Lipid med både skarpe leads og småharmoniske tendenser ved siden af den 90er-groovede thrash, der er deres omdrejningspunkt. Selvom bandet har næsten 30 år på bagen, så er den dugfriske 'The Perfect Killing Machine', de er ude at promovere i dag, blot deres andet album i karrieren, og det er nok også med til at forklare den manglende bredde i materialet. Masser af galopperende Slayer-riffing og hulemandsbrøl, hvilket sådan set også er fint nok for hvad det er, uden dog at sætte nogen nye dagsordener. Til gengæld charmerer frontmand Søren Hartlev Pedersen sig ind på jysk facon, så vi hurtigt føler os hjemme her lidt nord for Gudenåen. ”Lidt mer' guitar ku være feee'” lyder bønnen til lydmanden, og da de et kvarter forsinkede går i gang med konstateringen af, at ”Vi headbanger os ud af ´et, og så kører det!”, så er årets bedste havefestival ligesom sparket i gang!
Lipid
Lidt bedre spiller det for Crocell, hvis frontmand Asbjørn Steffensen også udmærker sig ved en fortræffelig århusiansk accent og en fandenivoldsk attitude, som han farer rundt i krogene af scenen. Peger publikum ud for at få alle med. Tæsker næver ud i luften og gør netop alt det, der er påkrævet for at få tilskuerne med. Det hjælper om ikke andet til at at se igennem fingre med sangene, der primært sætter sig, når de undtagelsesvis skruer ned i det tunge gear.
Genocide Doctrine derefter bliver indtaget sporadisk på afstand, da verdensordenen og en nylig revidering af nærværende medie bliver vendt over en pils med den fremmødte kollega på skansen. Det hidsige, nye foretagende gør sig i grind af den lettere generiske slags – eller om ikke andet så generisk, som den genre nu kan blive. At de så er gode til at excellere i smadrede bevægelser og er iklædt et farverigt udvalg af skjorter gør da sit til at sælge dem udover scenekanten, men er det fjol og gøgl, vi craver?
Ikke rigtig – måske vi bare skal bruge lidt mere tid på at komme ind i festivalzonen.
Genocide Doctrine
Fra dén yderlighed til de melankolsk drømmende doom-toner fra Saturnus er der ingen tvivl om, at sidstnævnte er i en helt anden klasse. Deres nye 'The Storm Within' er hurtigt ved at stadfæste sig selv som min foretrukne siden 'Martyre' fra 2000 – de er tydeligvis blevet bedre til at inkorporere mere dynamik i doom-maskineriet, og numre som 'Breathe New Life' og 'The Calling' er glimrende eksempler på det her i aften. Sammen med et begrænset udpluk af deres ”hits” (som Thomas konstaterer undervejs om sanglængderne – ”Det er jo ikke, fordi vi har travlt”) er de i deres es, ganske som vi oplevede dem tre uger tilbage. På Refshaleøen var timingen dog bedre i de tidlige nattetimer, mens Metal Magics teltscene, der i år er udvidet til festivalens hovedscene, ikke helt kan skjule solstrålernes skarpe skær.
Derefter virker det muntre lejrliv svært tillokkende for en stund, men da min bedre skribent-halvdel melder, at Arkæon presser avantgarde-tangenterne, må jeg alligevel give det århusianske foretagende en chance. En af de gange, hvor jeg blankt må tilstå at have fejlprioriteret at misse den første halvdel af koncerten, for trioen har tydeligvis fat i noget helt særligt. Hvad det særlige er, vil jeg overlade til Mads her at sætte i yderligere ramme, men den eksperimenterende sangskrivning og det stærke, tekniske samspil giver i hvert fald indtryk af, at der er tale om et band der fortjener mere opmærksomhed end hidtil givet herfra.
Dead Kosmonaut
..og således fortsætter aftenen slag i slag. Ingen koncerter overlapper, man går blot 50 meter fra scene til scene, når der igen er ti minutter imellem de musikalske indslag. I næste ombæring svenske Dead Kosmonaut, der tyr til den meget voksenbekvemme hardrock. Harmoniske indfald skorter det ikke med, ikke ulig Uriah Heep eller Maiden, der begge lader til at være stærke forbilleder, og det er nu trods alt heller ikke de værste bands at trække på. Sangene sælger dog ikke sig selv nok til at efterlade det store indtryk for undertegnede, og så kan mellemtiden behændigt udnyttes til at testkøre årets kyllingeburgere, der gør lige præcis, hvad man kunne forvente af en kyllingeburger.
For de uindviede skal det i øvrigt bifaldes, at MMF holder fast i et simpelt, men effektivt, pengeløst system. Øl-, drink- og mad-billetter købes for en enhedspris ved indgangen, og man slipper for at grave kreditkortet frem i tide og utide, så man aldrig skal bekymre sig om kødannelse, når folk fumler med pinkoder eller håndører.
Således optanket både på ædelse og procenter er det tid til sandhedens time, om Grave Pleasures er så særligt, som jeg har sat mig op til det skulle være. Mat McNerney har jeg primært fulgt i årevis via hovedprojektet Hexvessel, og er derfor kommet sent ind i denne finske seitgeschäft. Et herligt, post-punk-inspireret foretagende, hvor McNerney momentvis viser sig fra en mere direkte side end de meget reflekterende tendenser i Hexvessel, og han gør sig rigtig godt til også at bære musikken frem på dette mere goth-tonede fundament i aften – omend jeg allerede er begyndt at tælle ned til førstedagens hovednavn.
Grave Pleasures
Athenar gør det umådeligt svært ikke at holde af hans hjertensbarn, Midnight. Som bandets primus motor har han lagt deres seje kurs med beskidte tekster og inspiration fra metallens rødder, dengang hvor punken stadig tydeligt definerede genrens energiske benchmarks. På en festival som denne, der i høj grad netop hylder metallens klassiske dyder, passer Midnight perfekt ind i scenariet, og med en vaskeægte hitkavalkade i ærmet og et publikum, der kvitterer med konstante fællesskrål og næver i luften er Cleveland-trioen lige præcis så meget i topform, som Anders havde lovet på togturen herover i formiddags. En af den slags koncerter, hvor det lige kræver en genstand eller to at falde ned, når nu der ikke er mere musik på programmet for i aften, selvom hovedet givetvis har det bedre i morgen foruden – men altså, det er jo kun Metal Magic én gang om året.
Og således er årets festival sparket i gang, og i morgen venter mit hovednavn for i år, belgiske Bütcher og et utal af andre muntre/seje/skøre indslag undervejs - fantastisk som altid at være tilbage på Dronningepladsen!