MMF XIV: Primale black-slackerier
Carpathian Forest har efter mange års kunstnerisk tilstand udviklet sig til et hyggeprojekt, der lufter de gamle kendinge i ny og næ uden større kraftanstrengelser.
Det var i hvert fald eftersmagen efter deres Fredericia-visit sent fredag aften.
Ikke, at Carpathian Forest er kendt som de mest outrerede i black-gamet. Selvom diverse demoer cirkulerede ind og ud af Norge i de tidligere 90ere, er det dog først fra debuten fra 1998, 'Black Shining Leather', at de begyndte at skabe et navn omkring sig selv med deres punkede, til tider catchy, mid-tempo groovy tendenser. For en person som undertegnede, hvis ilddåb til black metallens forunderligere verden var Darkthrones 'Panzerfaust', er det nemt at forstå frontmand (og eneste gennemgående medlem siden 1992) Nattefrosts inspirationer, og de blasfemiske, primale toner er gudskelov stadig intakte her i 2022.
Faktisk har de siden 2006 heller ikke udgivet andet end en snoldet 5minutters EP, som vel dårligt kan regnes for noget som helst, så der er naturligvis tale om et genhør med masser af gamle black-travere. Det sorte pandalook er efter alle kunstens regler, og det hele spiller for så vidt efter bogen med godt blandede harskheder fra kataloget. Nattefrost er desuden det naturlige midtpunkt, der i hans noget disorganiserede vælten rundt på scenen snildt kunne mistænkes for at have fået en lille én inden koncerten. Mikrofonstativet væltes gang på gang, en af gangene falder han over et kabel, og senere tager han sig også en svingom med en festivaldukke i siden af scenen.
Komisk eller ej, så er det musikken, vi står her for, og sangenes enkle strukturer taler nok i bagklogskabens lys til bandets held. Koncert-rusten spøger i hvert fald stadig her og der ovenpå stilstand under pandemien, hvilket fx bliver tydeligt under deres cover af 'A Forest', hvor bassisten tydeligvis har glemt basgangen, og løbende fumler sig frem til, hvordan den skal skæres, mens resten af bandet klarer ærterne. Omvendt har de også et utal af de her tromlede, halvtempo futtogs-grooves, der uden større bravour går lige i trussen – ikke mindst når procenterne går indenblods. Serveret lige så casual som Nattefrosts gøren og laden i mellemtiden, men hvad gør det, når musikken er så nem at gå til for både publikum og bandet selv? De færreste vil nok smide Carpathian Forest op i black metallens A-liga, og derfor er det samtidig også svært at hæve koncerten højere op end det materiale, de trods alt har at gøre godt med. Jeg havde fx gerne hørt dem spille 'The Northern Hemisphere' for at have lidt, der stikker ud fra den ligefremme natur, de ellers udmærker sig ved, men i stedet fik vi os en gedigen fællesskråler hen mod slutningen til det tilpas metallificerede cover af landsmændene fraTurbonegros 'All My Friends are Dead', som i øvrigt stadig rumsterer i bagovedet, da jeg går i brædderne en time senere.
Gør det så noget, at aftenens mest memorable øjeblik er fællessang til et covernummer? Egentlig ikke, når sangen allerede i forvejen er så klassisk og oplagt at tage op for et band af deres gale, dødsdyrkende karakter– men det siger så til gengæld lidt om, at deres egen sangskrivning mangler det der tredje krydderi, der vækker større genklang end tilfældet er her fredag aften.
Vi er dog stadig godt underholdt, nu hvor Carpathian Forest er en så sjælden booking her på de danske breddegrader, men mindre laissez faire og flere timer i øveren havde trods alt hjulpet dem bedre på vej. Det var i hvert fald en mere slacket end reelt farlig side af Carpathian Forest, vi fik at se – og det er ikke den side af bandet, der klæder nordmændene bedst.