Forpint alvor fra krigens nabolag
Dymna Lotva træder tydeligt i karakter her på deres tredje album, der udspiller sig som et dystert, kunstnerisk lydtapet til begivenhederne i deres forhenværende hjemland.
2. Пахаваны жыўцом (Buried Alive)
3. Смерць цалуе ў вочы (Death Kisses Your Eyes)
4. Пекла (Hell)
5. Папялішча (Ashes)
6. Яма (The Pit)
7. Лютасць (Cruelty)
8. Nacht Hexen (Night Witches)
9. Да скону (Till the End)
10. Мёртвым не баліць (Dead Don't Hurt)
11. Нязгаснае (Unquenchable)
12. Да волі (To Freedom)
13. Кроў (Blood)
Selvom krigssnakken selvsagt overvejende går på Ukraine og Rusland, bør Belarus' rolle ikke overses i den aktuelle virkelighed på østfronten. Landet tidligere kendt som Hviderusland, men som sidenhen ændrede navn som udtryk for større selvstændighed og for at tage afstand fra tesen om blot at eksistere i kraft af Rusland. En tese, de ellers ikke gør meget for at dementere i praksis - Lukashenko opretholder samme diktatoriske tilstande som i nabolandet på snart 30. år, lægger land til dele af Putins tropper under krigen, korruptionen lever i bedste velgående, og den frie presse er en by i ....alt andet end Rusland.
En virkelighed, som mange belarusere vælger at indfinde sig med - mange kan jo dårligt nok, hvis overhovedet, huske en tid før Lukashenko.
Sikkert heller ikke Jauhien Charkasau og Katsiaryna Mankevich – duoen, der udgør Dymna Lotva – men det holder dem på ingen måde fra at give udtryk for deres protest på folkets vegne. En protest af den kunstneriske karakter, men som bestemt gør det klart, hvor deres sympati ligger, på sin helt egen måde.
Ikke ulig Ukraines White Ward er vi ude i den tunge og følelsesladede ende af det post-blackede lydspektrum med lidt eksperimenterende, instrumentielle indfald og al vokal på hjemlandets modersmål. På trods af en bachelor i russisk ti år tilbage, må jeg dog overlade tekstanalysen til de mere sprogligt kyndige (køber man pladen følger teksterne med på engelsk), men duoen har nok af andre virkemidler til at synliggøre, hvor de vil hen med denne udgivelse.
'Come and See' åbner ud med slæbende tunge harmonika-drag, inden luftsirenerne indvarsler den aktuelle virkelighed i nabolandet mod syd. Staccato-riffs, hulk og skrig lægger tonen an, forstærket af klokkespil, inden vi til sidst kan drømme os væk til en bedre verden med Charkasaus melankolske chanten. Skulle man have stiftet bekendtskab med den hudløst skræmmende, sovjettiske krigsfilm af samme navn, der netop udspiller sig på Belarus' territorie, kan titel-referencen næppe undre. Dymna Lotva har meget på hjerte, og selvom en stor del af deres lyttere er fra den ikke-russisktalende zone, har de sans for at spille på andet end tekstuniverset og tænke ud af boksen uden at tabe lytteren på vejen. Førstesinglen 'Buried Alive' er fx et glimrende eksempel, som ligesom My Dying Brides signaturmelodi 'The Cry of Mankind' har et hypnotisk, gennemgående tema, der binder det hele sammen, mens doomriffs, korsektioner og indfølte harmonier væver sig ind og ud imellem hinanden.
Grundtonen er bestemt til den doomede side, hvor det hypnotiske, lange og dragende mestendels dominerer som spejl på krigens altabsorberende tyngde. Bedst vinder de, når de kunstneriske udfoldelser træder tydeligst i karakter. Fx i 'The Pit', hvor den grådkvalte desperation i vokalen er det decideret hjerteskærende bindeled, eller i 'Unquenchable', hvor både piano og violiner tilføjer orkestrerede lag til lydbilledet. Man er på ingen måde heller i tvivl om det 'Hell', sangeren gennemlever i sangen af samme navn med indædte skrig og forpint gråd, flankeret af de drømmende blæs fra en saxofon.
De 73 minutters spilletid er dog lige til den gode side, hvor de lettere anonyme 'Ashes' og 'Night Witches' kunne være eksempler på skæringer, der kunne være redigeret væk, fordi de ikke i sig selv bringer noget særligt på tapetet.
Det tager dog ikke det store fra helhedsindtrykket, hvor Dymna Lotva umiskendeligt åbner op for alle porerne og giver os deres mest passionerede og rørende udgivelse til dato. Forpint arty og med en klar vilje til at tilføje sit personlige aftryk på tilstandene i hjemlandet – et land, de i mellemtiden har måttet flygte fra af frygt for eget ve og vel, hvilket kun yderligere bekræfter alvoren bag værket.
En plade, man i bund og grund kunne have ønsket sig ikke var nødvendig at lave, når baggrunden nu er som den er, men ser man det som et isoleret værk udenom fortællingens tragiske rammer, er 'The Land Under The Black Wings: Blood' fortsat noget udover det sædvanlige. Tragisk og hård, og samtidig smuk og drømmende. Doom fra hjertet, og med masser af vilje til at gå nye veje, koste hvad det vil – kompromisløst uden at fortabe sig i floskler.
Dymna Lotva fortjener din opmærksomhed, så hvad venter du på?