Mere fantasiløst end fascinerende
Mayhems frontmand Attila Csihar var i byen med sin jazzede støjduo Hiedelem, der var langt mindre interessante end den danske supportduo Gabestok.
Hvis Inquisition sætter standarden for, hvor infernalsk black metal en duo kan skabe på en scene med kun trommer, guitar og olm vokal, så kan danske Gabestok bestemt godt se deres publikum i øjnene med sindsro efter et show. Ni numre og en halv times musik på Nørrebros Alice tirsdag aften var i hvert fald rigeligt til at konstatere, at duoens fandenivoldske bølleblack havde format nok til at stå distancen live.
Det var undertegnedes første møde med Gabestok på scenen, selvom det efterhånden er nogle år siden, jeg fik stukket deres første demobånd i hånden. Den musikalske udvikling er til at mærke fra tiden siden debutbåndet for fire år siden og frem til sidste års debutplade ’Tre’. Gabestoks engelske tekster er udskiftet med et rendyrket dansksproget univers, og generelt lyder de to musikere, Fleep på vokal/guitar og Dø på trommer, på ’Tre’ langt mere overbevisende i deres rå og hadske udtryk, end de gjorde på tidligere demomateriale.
”'Tre’ er ikke en plade, du sætter på, når du vil holde fest, med mindre din ide om en hyggelig aften indebærer en klam kælder, billig amf og inficerede snitsår fra knuste flasker,” skrev Devilutions Tobias Holst i sin anmeldelse af Gabestoks debutplade, som de fleste af Devilutions skribenter også havde blandt de bedste danske udgivelser på årslisterne for 2019.
Holsts ord er måske meget sigende for musikkens univers på plade, men ikke for oplevelsen af den live – ment på den gode måde. Gabestok byder ikke på prætentiøs vrede eller en nonchalant attitude. Anno 2020 er den fremtoning mere enerverende end original. Gabestok fremstår i stedet præcis som de er: To sympatiske fyre, der spiller pissesej musik sammen.
Til sommer gæster duoen Metal Magic Festival i Fredericia. Det skal nok blive et hit!
40 minutters dark jazz
Hvis man kan tale om et hit på Metal Magic i sommers, så var det unægtelig koncerten med det gendannede, ungarske kultband Tormentor med ikoniske Attila Csihar i front.
Den 48-årige Csihar er nu nok mest kendt for at være vokalmonster i Mayhem, men meritterne tæller langt mere end blot at være frontmand i musikhistoriens mest berygtede black metal-band. Alene igennem de seneste 20 år har manden med den unikke vokal medvirket på i omegnen af 50 udgivelser. Han er den ekstreme heavy metals pendant til Faith No Mores vokalvidunder Mike Patton: Altid udforskende. Altid i gang. På godt og ondt. Svingende mellem det fantastiske, fornyende og de fejlslagne forsøg.
Attila Csihars danske visit var denne gang under navnet Hiedelem, hvor Csihar udgør den ene halvdel på vokal og sampling, mens den anden del af duoen udgøres af den 36-årige ungarske trommeslager Pándi Balázs. Der er ingen tvivl om, at trækplasteret den her aften helt sikkert var Attila Csihar. Men det var unægtelig makkeren bag trommesættet, der løb med opmærksomheden. Hvis genren dark jazz eksisterer, var det noget i den stil, Balázs og Csihar bød på igennem 40 minutters intens koncert.
Trommestikkerne blev skrabet hen ad bækkenerne, så det skar i ørene som bestik, der rammer ned i en tallerken på den kuldegysende måde. Attila hvæsede i to mikrofoner på en gang. Messede som en dæmonisk kordreng. Skruede på en masse knapper, så en konstant bølge af støj akkompagnerede Balázs’ trommer, der aldrig blev pauset undervejs. Slagene faldt milde. Hårde. Tunge. Rytmerne improviserede, skæve og udsyrede. Og sådan stod det på i 40 minutter – reelt mere fantasiløst end fascinerende.