Det himmelske mørke
Selvom der intet nyt er i mødet mellem doomgenren og det religiøse, så har effekten sjældent været så overbevisende og foruroligende som her på Mansions drabelige toer.
2. No Funeral
3. The Heathen Hole
4. In the Court of the Sorrowless
5. Second Death
6. You are Suspicious
Da jeg først hørte 'Second Death' sidste forår havde den allerede nogle måneder på bagen. Nyhedsværdien var derfor svundet, hvorfor jeg valgte ikke at belyse den yderligere, men som året gik, måtte jeg efterhånden indse, at vi var ude i en udgivelse, der på ingen måde er tjent med at blive efterladt i glemsel. Dette opsamlingsheat er derfor ualmindeligt belejligt til netop at få kastet et lys på dette finske ensemble, der af uvisse årsager også er gået helt under radaren herhjemme.
Altså – ikke uvist p.g.a. deres omtale. Efter hvad jeg kan spore mig til har de overhovedet ikke været uden for Finlands grænser, siden pladen udkom januar sidste år, og Mansion har i det hele taget endnu ikke gjort meget for at skabe et navn for sig selv – udover altså at producere denne plade, der som titlen antyder ganske korrekt er deres anden af slagsen.
For at forstå hvad vi har med at gøre, tager Mansion udgangspunkt i kartanoisterne – en finsk sekt fra midten af 1900-tallet, der levede asketisk med afholdenhed fra ikke mindst seksuelle dyder. Kvinder var dømt til at gå sortklædt for ikke at opildne til løssluppen adfærd, mens børn blev dels opdraget hårdt, dels brugt som børneprædikanter i de lange bønnestunder. Ceremonierne havde karakter af natlige seancer, hvor bønnerne udviklede sig højlydt som for at skræmme de onde ånder væk, mens menigheden eskalerede udi tungetale og kollektive illusioner om Jesus' genopstandelse.
Tekstuniverset tager således udgangspunkt i forestillingen om denne sekt, der forsvandt ud i glemmebøgerne efter lederens død i 1950erne, men som altså vækker Mansions interesse i denne absurde, lyriske fremstilling af, hvor radikal kristendommen også kan være i sin mest kultbaserede form. Alt sammen malet op imod et lydtapet, der trækker på doomgenrens tunge, dystre tone, hvor mere luftige sekvenser bliver flettet ind for netop at iscenesætte det skærende tunnelsyn der herskede iblandt kartanoisterne.
Efter en kort intro lægger pladen ud med 'Sword of God'. En tungsindig sag, hvor belysningen af kartanoisternes virkelighed med det samme bliver sat i karakter i sekvenser som:
You have fantasies of freedom and love // But those thoughts didn't come from above // The Dark One has caught your ear // Soon you might lose your life so dear // There's no way for you to get out // Prepare to die if you live to the ground // Take heed of this warning and pray // That you will see another day
Har du først indfundet dig her i dette fællesskab er du vitterligt doomed, og det afspejles tilsvarende i lydbilledet, hvor Osmos mørke manderøst og Almas mere skærende tone bruges både adskilt og i unison til hele tiden at holde lydbilledet dynamisk – ikke mindst i den nærmest mantra-agtige outro, hvor hele oktetten bygger nummeret op til et afrundende, omend lettere underspillet crescendo.
Netop her finder vi en af Mansions forcer - deres sans for at holde intensiteten i ave uden at forfalde til letkøbte virkemidler. Doomfundamentet er gennemgående, og 'No Funeral' bygger blot videre herpå med fx et smukt drømmende mellemstykke, hvor korstemmer flyder rundt mellem højttalerne, mens Alma messer sangens underliggende budskab om, hvordan du ikke har gjort dig fortjent til nogen begravelse, hvis du har været syndig, men at din aske tværtimod blot vil fordufte fra jordens overflade.
'Heathen Hole' fortsætter i messende stil, hvor Osmos stemme agerer synderen, der søger om syndsforladelse for at have misbrugt et barn i linier som: "Don't put ideas in my head now // I have to stay pure and clean // I pray for the Lord to protect me // From lust and from needs and from heat", modsvaret af Almas stemme, der afviser de dårlige undskyldninger og gør klart, at synderen har mistet sin sjæl:
There is no undoing // No control // This will be your ruin // Heathen hole
Kan det overhovedet blive mere indlysende, hvilket hedensk hul der refereres til her?
Produktionen er i høj grad med til at styrke alle facetterne, ikke mindst i den virkelig barske 'The Court of the Sorrowless', hvor en kvinde bliver stillet for menighedens domstol, fordi hun har anklaget sin mand for bedrag – hvilket ikke er tilladt, for som dommeren gør klart: "She is his, and his alone // They belong to the Lord above". Et af de få øjeblikke på pladen, hvor intensiteten stiger til det mere metalliske, ikke mindst i kraft af trommearbejdet fra Aatami midt i nummeret. I en vis forstand er '...Sorrowless' ikke milevidt fra Pink Floyds 'The Trial', der tilsvarende udvikler sig som en absurd, offentlig domstol med modspillet mellem den forhåndsdømte synder og den prædikerende dommer – men i Mansions tilfælde dog med mere pulserende fremdrift, tro mod albummets gennemgående, ceremonielle tone.
Den afrundende 'You Are Suspicious' er dog svær at komme udenom som pladens usvigelige højdepunkt. Almas tone, der også her lægger sig et sted imellem Julie Christmas' snerrende intensitet og Chelsea Wolfes mørke sensibiliteter, dømmer omgående lytterens omgang med djævlen, hvor dommen falder prompte - "I shall punish you today // embrace that pain // I shall whip you good". Dominans og afstraffelse piskes underbyggende frem i de start/stop-virkemidler, der er indlagt i opbygningerne, og netop som den tungmetalliske sektion træder tilbage og giver plads til en smuk bro med luftige keys, indledes afstraffelsen med afklædning og ordene: "You got the Devil in you, so I will beat you black and blue." Straffen effektueres under en pulserende outro, indtil pulsen (måske også den straffedes) fader ud, og således afrundes pladen med en katarsisk orkestreret eftersmag – som om den anden død, vi sådan har higet efter, nu endelig er indtruffet.
Mansion opfinder som sagt ingen dybe tallerkener i forhold til mødet mellem doomgenrens udtryk og religiøse virkemidler. Overhovedet ikke.
Til gengæld får de et helt unikt, brutalt udtryk frem i deres doomede simplicitet, hvilket i sig selv er imponerende, når de er så mange om at bygge udtrykket op. Man sidder med fornemmelsen af at være en flue på væggen under en forstyrret, okkult messe, hvor selvudnævnte dommere stiller sig hævet over menige dødelige, yderligere accentueret af denne vokale kontrast mellem Alma og Osmo. Skal jeg sidestille Mansion med noget velkendt på disse breddegrader ville det være Shaam Larein, men blot med en langt mere spirituel tone og tungere vægt på det lyriske koncept, der tydeligvis ligger finnerne på hjerte.
Det kan godt være, det tager lidt tid at åbne op for Mansions tone, men når først du har givet dig hen, er 'Second Death' ikke en plade, du slipper igen – så er du advaret.