Kompetente og kedelige
Engang udgav Sadus fedt fræsende death/thrash-klassikere. I dag leverer de kompetent, men personlighedsløs metervarethrash.
"Scorched and Burnt" – 4:29
"It's the Sickness" – 4:29
"Ride the Knife" – 5:27
"Anarchy" – 2:47
"The Devil in Me" – 6:07
"Pain" – 4:15
"No Peace" – 5:08
"New Beginnings" – 2:10
"The Shadow Inside" – 5:22
Opdagede nogen, at Sadus gik i opløsning i 2015?
Opdagede nogen uden for bandets nærmeste omgangskreds, at de blev gendannet i 2017?
Jeg har mine tvivl, for bandets sidste udgivelse var i 2006, og de efterfølgende forsøg på turneer var strandet på det ene og det andet, især daværende bassist Steve DiGiorgios utal af bands, men sikkert også på grund af manglende interesse for bandet.
Amerikanerne startede ellers som lyn og torden med debuten 'Illusions' (1988) og opfølgeren 'Swallowed in Black' (1990), hvis afsindigt amokløbende dødsthrash med højt tempo og ditto teknisk niveau er minimum semiklassikere i dag. Men som så mange andre bands med udgangspunkt i thrashen var 90'erne hårde ved gruppen, og man begyndte at inkorporere en mere moderne og tidstypisk thrash (groove, langsomme tempi, nu-metal-elementer) på 'Elements of Anger' (1997), som fremmedgjorde de gamle fans, mens fans af tidens thrash foretrak den rene vare.
Mangel på personlighed
Nu er de så tilbage uden DiGiorgio, med den snerrende vokalist og guitarist Darren Travis på bas. Hvorfor må guderne vide. For DiGiorgios basspil var noget af det, der fik Sadus til at stikke ud. Man har svært ved at forestille sig dem turnere uden bassist. Og endelig er materialet på 'The Shadow Inside' så blottet for personlighed, at det er svært at forestille sig, at det er resultat af nogen kunstnerisk nødvendighed.
Travis snerrer ellers veloplagt som en rabiesramt køter. Men lyden er en relativt håbløs, steril plastikproduktion signeret bandet selv og Juan Urteaga, der åbenbart er manden, som aldrende thrashere går til, når det ikke skal blive alt for spændende.
Lange, kapable, klichéfyldte sange
Spændende er materialet heller ikke. Bassen høres kun sjældent – og sjovt nok bedst på albummets højdepunkt, 'No Peace', der er et af de få numre med hooks; noget, som de ellers godt kunne finde ud af tidligere i karrieren. Ellers holder Sadus sig fra hooks, fra variationer i tempo (der er lidt amokløb på åbneren 'First Blood'), men gør sig i genrens kedeligere klicheer og i numre, der som regel er et par minutter for lange. Man skulle jo nødig gøre det alt for spændende, og hvorfor fatte sig i korthed, når man kan fortsætte sangene længere end nødvendigt for rigtigt at vise ... ja, hvad vil man egentlig vise med dem? At man ikke har kunnet finde ud af at skære væk? At man kan spille forholdsvis kompetente thrash-sange i længere tid end nødvendigt?
'The Shadow Inside' er ikke noget katastrofalt album. Men det mangler det, der gjorde Sadus spændende. I stedet får vi et kompetent, kapabelt thrash-album. Og på et overfyldt marked er sådan noget inderligt overflødigt – for hvorfor skulle man egentlig gide høre dette 47 minutter lange album, når der er så mange bedre og kortere udgivelser derude? Det her er den direkte vej tilbage i glemslen, og der må Sadus gerne blive, indtil de kan finde på noget bedre end det her.