Død og 'Dirt' i en herlig pærevælling
Till the Dirt byder på ekstremmetal, hvor et dødsmetallisk udgangspunkt bydes op til dans med seje træk fra grunge, og hvad har vi.
Coveret og logoet på Till the Dirts debutalbum kunne godt lede en til at tro, at Nuclear Blast havde kastet kærligheden på et deathcore-band, som nu skulle pushes ud til resten af verden. Og 'Starring Role' starter såmænd også med en intensitet og en hidsig vokal, så man kunne blive i troen, men så kommer omkvædet, hvor stemningen skifter til en bastard mellem Alice in Chains' 'Dirt' og nyere Mastodon. Og mere skal der egentlig ikke til, før nysgerrigheden i den grad er vakt, og albummet må studeres nærmere. I hvert fald for denne anmelder.
Det er ikke deathcore, men mere ekstrem metal, hvor dødsmetallen dog spiller en væsentlig rolle som det sikre fundament mellem afstikkere til grunge, rock og i ny og næ noget, der giver en psykedelisk virkning. Andre gange vinkles musikkens intensitet på en måde, så det bliver nærmest mekanisk og industrielt i lyden.
Det er med andre ord et ganske spændende bekendskab. Selvom det er en debut, så er det ikke nye talenter, der bare lige er dukket op ud ad det blå. Bandets kerne er Kelly Shaefer fra det progressive, jazzy dødsmetalband, Atheist. Og egentlig var han også i gang med at skrive nyt til netop dét band, men da han sendte en demo ud for feedback til to legendariske herrer, producer Scott Burns og bassist Steve DiGiorgio. Så kom bedømmelsen, omend særdeles positiv, at produktet her var mere en hybrid af en masse ting, der gik en lidt anden vej, end hvad man ville forvente fra Atheist. Det gav blod på tanden for Kelly Shaefer, der havde tid på hånden under pandemi-nedlukningerne, og således sad han til sidst med 25 sange, hvor 11 blev udvalgt til projektet Till the Dirt.
Og som tak for den indledende positive feedback fik DiGiorgio desuden frit valg til at vælge et nummer til gæstebas. Det blev titelnummeret, hvor han kan nydes med nogle herlige løb ned over bassen.
Posen er blevet rystet
Till the Dirt er ekstremmetal med et twist, og selvom grunge og stonerrock måske ikke er noget, man ville forbinde med Strapping Young Lad, så er der alligevel noget sammenligneligt hertil i viljen og evnen til virkelige at ryste posen og have finurlige input blandet sammen med grundessensen af skarp intensitet.
Albummet brager afsted med en lille håndfuld stærke tracks. Så følger en slags pause med 'Invitation' på albummets plads nummer 5, hvor stemningen skifter mod det industrielle, og der forenes en slags numetal med noget groove a la Lamb of God. Nummeret er interessant på sin vis, men ikke rigtigt godt, men som pausende afbryder fungerer det. For herefter kommer den tunge, fede 'Forest of Because', der sætter albummets anden halvdel i gang. Her er numrene måske lidt mindre catchy end på starten af 'Outside the Spiral', men ofrer man flere lyt, så mærkes det, at der også heri er noget mere langtidsholdbart, og så kommer der også nogle lækre guitarleads.
'The Good, The Bad, The Other' trækker i passager tempoet ned i stonersløvsind, men nummeret formår alligevel at have nogle hurtige detaljer flettet ind. Et af de mere skæve numre, som vinder ved flere lyt. Afslutteren 'Bring on the Gods' har gemt et riff i ærmet, der kan ligeså meget fra start, som lækre 'Spiralling Role' havde lovet en 40 minutters tid for inden, da albummet startede.
Burns tilbage?
Vokalerne fra Kelly Shaefer spænder vidt fra det hidsige råb og skrig i de agressive parter til en Alice in Chains-feeling i omkvæd og andre passager med ren vokal og endelig sågar ud i en slags stoner-klagesang i få, velvalgte passager. Til at holde styr på det ambitiøse projekts sange, når der blandes elementer fra ting, der ikke altid på papiret burde holde, er det lykkedes Shaefer at trække Scott Burns tilbage i producerstolen. Til trods for at mandens seneste akkreditering som producer ligger tilbage i 2005 (Obituarys 'Frozen in Time').
Det er et tætpakket materiale, som produktionen har at holde styr på. Sangene skåret til en meget intens lytteoplevelse, men opgaven er løst godt, og medlemmer af bandet og gæster er flettet godt sammen. Der er detaljer og dynamik i lydbilledet, hvor det kræves og spark og smæk, hvor musikken går den vej.