Fortræffelighederne i Khemmis' tredje album kommer snigende, og pladen vokser sig fra pæn, men også anonym, til ganske fortryllende doom.
Roskilde-aktuelle Boris havde Stephen O'Malley fra Sunn O))) med, da de på Roadburn spillede hele debutalbummet 'Absolutego'. Det resulterede i en kanonkoncert med vanvidsfølelser og renselse gennem soniske skærsilde.
Der blev stonet og skraldet igennem, da et blandet potpourri af Danmarks doomscene slog pjalterne sammen til en solid ration sol og fuzz inden Weedeater på Stengade senere på aftenen.
Det er grum og ulden doom, man får hos amerikanske Ilsa, men på Relapse-debuten 'Corpse Fortress' er det ikke så meget i de enkelte numre, som det er i den samlede helhed, at bandet viser deres styrke.
Man skal helt tilbage til 2015, før der sidst var nyt at spore på pladefronten for både Windhand og Satan’s Satyrs. Dette råder de bod på med en udmærket split-udgivelse, hvor ene side tager sig bedre ud end den anden.
De tidligere vindere af Wacken Metal Battle Færøerne beviste trods deres småfejl, hvor imponerende de nordlige øers voksende metalscene kan være.
To Göteborg-bands havde torsdag aften fundet vej til Loppen for at dyste i riffmageriets disciplin. Monolord vandt, men ikke stort.
Med deres femte fuldlængde har finske Hooded Menace lavet noget nær en helstøbt plade, der også lykkes med at spiffe sin genre op. Medrivende doom metal, der går i nakkemusklerne!
Det er den almægtige natur og lokal folklore, som Hamferð kanaliserer ud i deres nordiske lyd. Men ved at underspille deres dødsdoom begår den færøske gruppe en fatal fejl: Det går hen og bliver kedeligt.
Advarsel: risiko for injektionsmisbrug! På deres niende studiealbum leverer Electric Wizard følelseskold doom metal så overbevisnede, at man bliver helt høj af det.
Sorcerer beviser med bandets kun andet album siden bandets start i 1988, at det ikke var forgæves, at de blev gendannet og efterfølgende udgav deres første album i 2015.
Som terapi i sorgen over tabet af sin livspartner har Swallow the Suns Juha Raivio skabt Hallatar til minde om sin elskede. Et smukt lys i mørket er nu tændt.
Forhistoriske mammutter trampede side om side med flyvende ufoer, da italienske Ufomammut lagde vejen forbi KB18 med deres tunge, psykedeliske doom metal.
Da Paradise Lost indtog Voxhall sammen med Pallbearer og Sinistro, blev det næsten for pænt og behageligt for de mange fremmødte lørdag aften. Der manglede bid.
I stiveste sorte puds genindtog doom/goth-kongerne fra Halifax Pumpehuset med gammelt og nyt, nerve, tyngde og atmosfæriske højder.
Det var både ligheder og forskelle på de to Virginia-bands, der stod på Loppens plakat for september. Her stod den først på rock af den gamle skole med Satan’s Satyrs og derefter på doom af den nyere skole i form af Windhand.
De britiske veteraner holder det høje niveau fra forrige års comeback med en plade forbeholdt de indviede.
Med deres femte album markerer Drug Honkey sig som et af de væsentligere nyere doom metal-bands fra Amerika. 'Cloak of Skies' er en plade, der både udfordrer og tilfredstiller.
Svenske Avatarium flirter mere med halvfjerdser- og stoner rock end den oprindeligt intenderede doom på nyt album. Jennie-Ann Smiths kraftige vokal og bandets fascination af absurd poesi er der dog ikke ændret ved.
Det var suverænt at lade Atomikylä lukke den finske aften på Gloria-scenen. Efter mange dage med smat og koncerter var en psykedelisk koncert af den tunge og mørksindede slags lige præcis, hvad der var brug for.