Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Genoplevelse af en svunden tid

Updated
EMZ-5-front-open-pages-002-scaled

Michael Hvolgaard Andersen har mange jern i ilden såsom weekendens Næstved Metal Fest, men under mindre virak har han også netop udgivet Emanzipation 'zine nummer 5 – knap 30 år efter nummer 4.

Titel
+ René Blavnsfeldt + Olivier ZoltanBadin + Daniel Löfgren + Peter Mesnickow
Dato
17-08-2023
Karakter
4

Dengang metalgenren endnu blot var et par årtier gammel, var der ikke noget, der hed internet. Nyheder om musik kom gennem netværk, tapetrading eller indkøb af metalmagaziner, hvor især undergrundens fanzines kunne byde på spændende nye bekendskaber. Specielt hvis man var til de dengang endnu unge genrer som dødsmetal, thrash og andenbølge-black metal. Det var en særlig tid dengang over 80'erne og ind i 90'erne, og noget som mange metalnørder i dag ser tilbage på med glæde og nostalgisk rus.

Der var derfor heller ikke andet at gøre for skribenten her, da Michael Hvolgaard Andersen, entreprenør indenfor alskens musikrelateret business, tidligere i august røbede, at udgave nr. 5 af hans Emanzipation 'zine var på gaden, end at drøne ind til Mephisto og erhverve sig et af de 333 eksemplarer. Det er nostalgi på tryk for alle pengene, selvom det nu ikke er mange penge, for selv beløbet på blot 30 kr. vækker minder om dengang, trykte magasiner om metal ikke behøvede koste mere end det.

Men hvorfor er magasinet genoplivet? Det giver han en forklaring på i lederen på de første sider af et magasin, der på behagelig viser oser ungdommens leben og nysgerrighed ud i fjæset på læseren. Hovedårsagen var en pandemi, som gav et behov for at være driftig på en anden måde end normalt, ligesom den fine bog 'Please Return My Stamps', der blandt andet genoplever tiden for Emanzipation 'Zine for Hvolgaard Andersen, gav blod på tanden for en genoplivning af magasin-formatet. Nuvel, nedlukningerne ligger lidt tid tilbage, og resultatet er, at også bladets interviews har nogle år på bagen. Hverdagen vendte tilbage, men skulle det hele så alligevel skrinlægges? Nej, selvfølgelig ikke, for det er egentlig helt i ånden fra dengang, hvor 'zines gerne var lavet af en enkelt eller to personer, og det tog ganske enkelt tid med korrespondence pr. mail og opsætning af magasinet uden brug af fancy computere som i dag. Så redaktøren har en pointe i, at det slet ikke var unormalt at noget læsestof i et frisk magasin kunne have lidt tid på bagen.


Invocator er på magasinets forside og interviewet sætter fokus på legendariske 'Excursion Demise'

Nostalgien er som nævnt fremragende, det sidder lige i skabet. Det er sort/hvid-formatet på et magasin indpakket i blankt fint papir men med indholdssider på mere beskedent printerpapir. Det er A5-formatet og en meget lille font-størrelse, så mange af os, der læste i 'zines dengang omring starten af 90'erne, i dag lige må stille skarpt en ekstra gang. Det gør dog også, at der er timevis af læsestof over de 50 sider, som dog også er godt krydret med billeder. Det er også bands og personer fra dengang, nogle stadig aktive andre mindre. 

Emanzipation #5 har valgt at holde sig til få, men tilbundsgående interviews, hvor fokus i tilfældet Invocator primært er på ét album ('Excursion Demise'), hvor tre medlemmer fra dengang kommer til orde. Andre danske og internationale artister udtaler sig om, hvordan albummet ramte dem i sin tid. Det er interessant, og umiddelbart ikke kun interessant for en fan. Skribenten her er vel fan af Dan Swanö, og selvom han er blevet fulgt godt gennem tiden, så var der i interviewet med ham også nye detaljer. De andre interviews har gerne en vinkel til Michael Hvolgaard Andersen. Det er enten nogle, han har udgivet musik med eller spillet i band med.

Anmeldelser af plader og koncerter får man ikke, fokuset er på følelsen af at sidde med et magasin i hænderne, mærke papiret og bare suge ny information til sig. Fanzines kunne i sin tid godt grave uden for boksen og skrive om andet end metal, og i Emanzipation #5 er det en sektion med anmeldelse af øl, komplet med beskrivelse af, hvad de to smagsprøvere lyttede til imens. 

Selv lidt slåfejl tilføjer til det fornøjelige, historieske vingesus
Det er et velskrevet magasin med tid til fordybelse. Der er lidt fejl hist og her i korrekturlæsningen, præcis som der ofte var i sin tid, hvor rettelser efterfølgende skrivearbejdet ikke var helt så let at lave, som på et online-magasin som Devilution (hvor fejl jo i øvrigt også sagtens kan smutte igennem, det til trods). Det være sig grammatik- eller trykfejl eller steder i artikler, hvor det ikke fremgår tydeligt, om det skrevne stadig er en del af interview-offerets udsagn eller skribentens egne kommentarer inden næste spørgsmål. Men det kan ikke tage læsefornøjelsen fra en. Ja, hvis det skulle gøre noget, så giver det faktisk noget ekstra autenticitet for metalnørden med smag for nostalgi. Når det er sagt, så er Emanzipation #5 i høj grad flot sat op og velskevet, hvad jeg da også selv husker Emanzipation for, da jeg i sin tid hoppede med på vognen (om nummer 3 blev indkøbt før eller efter nummer 4, husker jeg ikke).

Reklamer i nærmest flyer-format for demoer og udgivelser som "dengang", er der ikke så mange af, men vi får (naturligvis) nogle reklamer fra Emanzipation Productions nutidige udgivelser som Maceration, Peracide og redaktørens eget band Thorium (et af de mange, han er aktiv i). Og som kuriosum også nogle sider fra et tidligere nummer af bladet, dvs. med næsten 30 år på bagen, hvor blandt andet Jason Newsteds kortlivede IR8 er repræsenteret.


Maceration fra debuten, der havde Dan Swanö på vokal (dog under et alias pga. forpligtelser overfor pladeselskabet Black Mark, der udgav Edge of Sanity dengang).

Nostalgi eller nutidig relevans?
Og hvad så hvis man ikke læste 'zines dengang eller måske ikke engang var født – er der så noget at hente her? Det burde der være, både med hensyn til baggrundshistorie og forståelse for fundamentet for specielt den hårdere del af metallen, som synes at være i fokus hos Emanzipation. Samtidig er flere af de interviewede personer sådan set stadig aktive i metallen på den ene eller anden vis, så det skulle være svært ikke at støde på dem i dag også, og så er det her jo perfekt læsning til at lære lidt om baggrunden for, hvor de står på scenen i dag.


En klassiker fra Edge of Sanity. Vi får i Emanzipation #5 historien om den dengang usædvanlige brug af ren vokal i nummerets intro.