Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Melankoli i lyd og billede

Populær
Updated
Melankoli i lyd og billede
Et velvalgt spillested udgør rammen for en over 80 minutters lang DVD/CD-rejse ind i de transcenderende toner fra de ukronede britiske doom-konger. Selskabet kendt for mørkekammermusik har, som tilfældet var med Katatonias live-skive sidste år, valgt at udgive en "value-for-money" pakke. Peaceville udsender derfor en My Dying Bride koncertoptagelse på dvd, hvor man som bonus får showet med som cd. Eller også er det omvendt afhængig af hvilket medie, man finder mest interessant.

Konceptet er ikke nyt, men det er fedt, at man også får showet på cd. My Dying Bride har valgt at give fansene en optagelse af bandets show på Paradiso i Amsterdam, april 2007. Funktionerne på dvd'en er få: man kan vælge at starte hele showet eller vælge sang for sang. Ingen mulighed for at vælge surround sound eller bonus-materiale. Eneste lille bonus er koncertens sidste sang, den er der nemlig ikke plads til på cd'en.

Billederne er en anelse low-budget. Lyset på scenen er overvejende blåt og rødt, og det brænder lidt for meget igennem på optagelserne. Lyden er ikke fantastisk, men bliver bedre undervejs, så det har været et problem i selve salen også, skulle man tro. Trommerne er meget pappede i starten og niveauerne mellem instrumenterne ikke optimale og lidt "svævende".

Der burde have været redigeret lidt mere i billedklippene. Flere gange bliver der zoomet ind på folk, der slet ikke virker begejstrede over musikken. Det er uheldigt, når man sekundet før har set fans nærmest i trance over doom-mestrenes melankolske musik.

Sætlisten er god og rimelig blandet og både de mere garvede bandmedlemmer og de nye folk på hhv. bas og trommer kommer godt igennem dem. Det er nok mest en udgivelse til de dedikerede fans, da den svingende lyd ødelægger lidt af muligheden for at dette album kunne agere best-of (som i øvrigt allerede findes i bagkataloget).

Udgivelsen er standard, men Paradiso er med sine gotisk inspirede vinduer et unikt og meget egnet koncertsted for et band som My Dying Bride. Derfor er det også forståeligt at det er valgt at udgive koncerten til evigt minde for band og fans.

Titel
An Ode to Woe
Distributør
Karakter
2